Olaf Fønss

Skuespiller, instruktør, producent og filmcensor. Født 17/10 1882, død 3/11 1949 - 67 år gammel. Storebror til Johannes og Aage Fønss.

Debuterede på Dagmarteatret i 1903, efter at være stukket af fra barndomhjemmet i Århus til København som 16-årig for at læse til skuespiller hos Emanuel Larsen. Efter en årrække på Dagmarteatret kom han i 1914 en kort overgang til Casino og derefter til Betty Nansen Teatret som gæsteskuespiller i en længere periode. Trods pæn succes i sit sceniske virke lykkedes det aldrig for Fønss at erobre en plads blandt de førende talenter, selv om han havde det perfekte ydre til de store helte- og førsteelskerroller. Han stod på scenen for sidste gang i 1932, hvor han gæstespillede på Folketeatret.

Filmen blev til gengæld dér, hvor Fønss fik succes, og han nåede med stædig ildhu og et enormt engagement gennem sit liv at beskæftige sig med de fleste facetter af mediet. Han debuterede i 1912 hos Skandinavisk-Russisk Handelshus og medvirkede i fire film der. Fønss' kunstneriske ambitioner harmonerede formentlig ikke med selskabets 'sensations-profil', og efter otte måneder forlod han SRH for at spille hovedrollen i to Alfred Lind-film. I foråret 1913 kom han til Nordisk Film, hvor han skulle komme til at spille hovedrollen i 30 film. Allerede det første år spillede han overfor den store teaterskuespillerinde Betty Nansen, og ikke mindst hovedrollen i en af selskabets mest ambitiøse litterære satsninger "Atlantis", som byggede på tyskeren Gerhard Hauptmanns roman af samme navn, gav hans karriere et skub. Hauptmann havde året før fået tildelt Nobelprisen, og filmatiseringen vakte stor opmærksomhed - også internationalt. Filmen var meget lang - omkring 2 timer - og blev ikke en ubetinget succes i Danmark, men tyskerne var ellevilde. Fønss fortæller i et interview fra 1914 i Verden og Vi, om de to måneder han tilbragte i Tyskland, mens filmen gik: "I hver By modtages vi af den gallaklædte Direktion; vi køres i Luksus-bil til det fineste Hotel, faar anvist en Suite Saloner. Derefter Fest-Middag og Kl. 8 i Teatret, hvor jeg iført Smoking placeres i Kongelogen. Touche fra Orkestret. (..) I næste Pause klapper Folk som rasende. Alle Kikkerter rettes mod mig. Da træder Direktøren ind (..) i min Loge og holder en længere Velkomst-Tale, hvorefter Tjenere kommer slæbende med en Laurbærkrans så stor som et Møllehjul. Den faar jeg om Halsen. Ny Touche, Smil og Viften. Efter Forestillingen Fest-Souper med Direktionen. Næste Dag Interviews i alle Blade, Kæmpe-Reklame paa alle Plakater, Køreture i Luxusbil og .. puh .. en Stabel Billet doux fra tossede Kvindfolk, som plagede mig for mit Fotografi."

I efteråret 1915 forlod Fønss Nordisk, formentlig efter uoverensstemmelser med generaldirektør Ole Olsen. I foråret 1916 blev han engageret af selskabet Deutsche Bioscop til at spille titelrollen i "Homunculus"-serien, som bestod af 6 film, og igen oplevede han at få stor succes hos især det tyske publikum. I stedet for at fortsætte karrieren i Tyskland vendte Fønss tilbage til København, og ved kollegaen Valdemar Psilanders pludselige død i begyndelsen af marts 1917, sprang han til og overtog dennes nystartede produktionsselskab. Under navnet Dansk Film Co. optog selskabet i løbet af 1917 seks film med Fønss i hovedrollen og Fritz Magnussen som instruktør. Herefter kom det til at hedde Dansk Astra Film, og endnu 12 film blev produceret, hvoraf de to blev instrueret af Fønss selv. I begyndelsen af 1920, hvor det for alvor blev vanskeligt at gøre sig gældende på det internationale marked, likviderede Astra Film.

20'erne blev en mere omflakkende periode for Fønss. Udover gæstespil på diverse teaterscener indspillede han flere film i Tyskland, bla. hos instruktører som Murnau ("Der Gang in die Nacht", 1921) og Joe May ("Das indische Grabmal", 1921), og i 1925 vendte han tilbage til Nordisk Film for at spille hovedrollen i den stort anlagte "Fra Piazza del Popolo" (A.W. Sandberg). Han rejste også midt i 20'erne til Amerika for at forsøge at rejse kapital til dansk filmproduktion. Fønss' overordnede mål var intet mindre end at 'genrejse den danske film', og det lykkedes som bekendt ikke.

I begyndelsen af 30'erne instruerede Fønss to film for Danmarks socialdemokratiske Parti: "Den store Dag" (1930) og "Under den gamle Fane" (1932). I 1932 blev han filmcensor ved Statens Filmcensur og udøvede dette hverv helt frem til 1946. I 1927 var han blevet medlem af Dansk Skuespillerforbunds bestyrelse og fra 1933-47 var han formanden, der utrætteligt talte skuespillernes sag. I 1946 fik han bevillingen til World Cinema.

Litteratur: Carl Gandrup: Olaf Fønss - en Monografi (1919). Olaf Fønss: Danske Skuespillerinder - Erindringer og Interviews (1930). Olaf Fønss: Films-Erindringer gennem 20 Aar (1930). Olaf Fønss: Tysk Skuespilkunst - Karakteristiker og Interviews (1931). Olaf Fønss: Krig, Sult og Film (1932). Arnold Hending: Olaf Fønss (1943). Olaf Fønss: Thalia tilbedelse - barndoms- og ungdomserindringer (1948). Olaf Fønss: Fra Dagmarteatrets glansperiode (1949). Jan Nielsen: A/S Filmfabriken Danmark (2003).

Læs om DFI Bibliotekets Olaf Fønss særsamling