Annelise Hovmand

Instruktør, klipper, manuskriptforfatter, produktionsleder, scenograf, biografdirektør. Født 17/9 1924 (A. Reffs), død 28/12 2016.

Annelise Hovmand voksede op på Frederiksberg og blev efter endt studentereksamen journalistelev på dagbladet Nationaltidende. Her tog hun sig blandt andet af filmstoffet og blev så fascineret af filmmiljøet, at hun forlod journalistfaget efter et år. Hun blev volontør på Minerva Film, scriptgirl på Palladium og efter studierejser til London (1947) og Paris (1948) blev hun klippeelev på Nordisk Film.

Her mødte hun instruktøren Johan Jacobsen, som fik afgørende betydning for hendes karriere - og privatliv: de boede sammen i perioden 1951-1965. Johan Jacobsen oprettede i 1950 produktionsselskabet Filmatelieret Flamingo, som producerede de fleste af hans og Annelise Hovmands film. Hun begyndte her som scriptgirl og klipper af især Johan Jacobsens spille- og dokumentarfilm. I 1955 var hun instruktør på sin første kortfilm "Hvorfor stjæler barnet?". Herefter gik endnu nogle år som klipper og produktionsleder på Johan Jacobsens film, inden hun debuterede som spillefilminstruktør i 1957 med "Ingen tid til kærtegn".

Annelise Hovmand skrev selv manuskriptet til "Ingen tid til kærtegn" sammen med Finn Methling. Filmen var inspireret af hendes eget liv med barn (fra et tidligere ægteskab) og en travl karriere, hvor familietid var en mangelvare. Filmen blev en stor succes og vandt en Bodil som årets bedste film. Peter Malberg vandt ligeledes en Bodil som årets bedste mandlige hovedrolle. Året efter fulgte "Krudt og klunker", baseret på Benjamin Jacobsens "Midt i en klunketid". Også denne gang var der en Bodil til hovedrolleindehaveren Gunnar Lauring. Efter en afstikker som scenograf på Johan Jacobsens "En fremmed banker på", instruerede hun i 1960 "Frihedens pris" om modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig. Egentlig var der planlagt tre film om emnet, men den første blev ingen publikumssucces, så det blev kun til den ene.

Det historiske drama "Gøngehøvdingen" (1961) blev godt modtaget af både anmeldere og publikum, men havde været så dyrt at lave, at filmen ikke gav overskud. Året efter fulgte "Sekstet", inspireret af Ingmar Bergman (Bergman-skuespilleren Ingrid Thulin havde hovedrollen) og Den nye bølge fra Frankrig. Denne cocktail slog ikke an, og en mere usikker periode fulgte. Parret Hovmand/Jacobsen gik fra hinanden i 1965 og Flamingo Film blev solgt året efter.

Op gennem 1960'erne bestred Annelise Hovmand flere tillidshverv. Hun var formand for Sammenslutningen af Danske Filminstruktører i begyndelsen af 60'erne og medlem af Filmrådet 1964-68.

En planlagt filmatisering af Karen Blixens "Den afrikanske farm" måtte opgives på grund af manglende finansiering, og Annelise Hovmands næste spillefilm "Nu stiger den" om flyvepioneren Ellehammer gav ligeledes underskud. I 1967 flyttede hun til Sydsjælland sammen med sin nye mand og opdrættede blandt andet hunde. Hun fik bevillingen til Næstved Bio, som hun drev med stort engagement, indtil hun fyldte 80.

I 1971 instruerede hun spillefilmen "Et døgn med Ilse", der i dokumentarisk stil fulgte stripperen Ilses tilværelse. Nogle opfattede filmen som ren spekulation og en udløber af billedpornografiens ophævelse i 1970, men filmen var også et realistisk kvindeportræt.
I 1980'erne var Annelise Hovmand instruktør på to kvindehistoriske tv-serier: "Krigsdøtre" (1981) og "To som elsker hinanden" (1988). "Krigsdøtre" var et kollektivt kvindeprojekt, der fulgte forskellige kvindeskæbner fra 1950'erne til 1970'erne, og "To som elsker hinanden" var en filmatisering af Grete Povlsens roman om Viggo og Ingeborg Stuckenberg. Endelig instruerede hun sin sidste film i 1991 "Høfeber", et projekt hun overtog efter den kræftsyge Edward Fleming.

Annelise Hovmand var i mesterlære i filmbranchen i ti år inden sin spillefilmdebut. Mødet med Johan Jacobsen blev afgørende for hendes karriere. Han fungerede både som læremester og producent på de fleste af hendes film. Hun undgik stort set folkekomediegenren, men holdt sig til de såkaldte "problemfilm", der repræsenterede hendes intellektuelle og humanistiske engagement. I sidste del af karrieren beskæftigede hun sig en del med kvindepolitiske emner uden dog at blive en integreret del af rødstrømpebevægelsen. Hun opfattede det aldrig som noget særligt at være kvinde i en mandsdomineret filmverden, for som hun sagde i begyndelsen af 60'erne: "Der er så mange kvinder, der laver film i Danmark. Derfor har det været nemt for mig. Hvis de andre ikke havde eksisteret, havde det bestemt været vanskeligere".

Se "Krigsdøtre" på www.dr.dk/Bonanza.