Musiker. Født 28/2 1916, død 7/2 2017 - 100 år gammel.
Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):
Jazzmusiker fra 1933, fra 1943 også revy-stjerne, ofte i samarbejde med søskendeparret Neumann, guitaristen Ulrik og sangerinden Gerda (hun omkom ved en flyulykke i 1947). Dannede senere den populære trio The Swe-Danes med Ulrik Neumann og den svenske sangerinde Alice Babs. Har udgivet utallige jazz-plader og været aktiv op gennem 1990'erne.
Den legendariske jazz-violinist, kapelmester og revykunstner gør ikke noget forsøg på at fungere som skuespiller, når han sættes foran kameraet. For det meste har han som elskværdig elegantier sin violin i hånden og kan trylle langt mere veltalende toner frem fra den end fra det nette, men begrænsede talent for optræden.
I debutfilmen, Johan Jacobsens "En lille Tilfældighed" (1939), ses og først og fremmest høres han tre gange med sit Swingband og kan ikke lade være med at smile lidt frækt, mens han akkompagnerer Erling Schroeders jammerlige refrainsang. Virtuosen kontra dilettanten! Derefter har han mere regulært dramatiske roller som kapelmester, først i den helt mislykkede Liva Weel-farce "Ta' briller paa" (1942), siden i ASA-komedien "Naar Katten er ude" (1947), hvor han giver nogle numre med Ulrik og Gerda Neumann, en charmerende og velsyngende refraintrio i en tyndbenet historie.
I Stig Lommers 'Sommer-Lommer-spøg' "Op og ned langs kysten" (1950) optræder hans Danish Sextet med et par ganske skægge crazynumre (den populære trommeslager Frederik er nu med i hans ensemble), men Asmussens medvirken synes - her som andre steder - at gøre manuskripforfattere dovne: de ved tilsyneladende, at han ikke vil (eller kan) spille andet end en muntert uforpligtende charmør-udgave af sig selv og så udfylde huller med sin musik!
Showfilmen "Hvad vil De ha'?" (1956) lancerer ham i et enkelt, umorsomt nummer, og tiden har heller ikke været nådig mod hans skælmske musicalindslag med Ulrik Neumann i Erik Ballings "Kispus" (1956). Lidt mere charme er der i "Ballade på Bullerborg" (1959), igen en idéfattig komedie, hvor han ses i hovedrolle-samspil med Ulrik Neumann - de er et musikalsk vagabondpar.
I alle Asmussens film er der en stærk kontrast mellem hans violinspils solstrejf og det generelt formørkede komediemateriale. Men desværre får han sjældent lov til at spille ret længe ad gangen. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]
Title | Year | Function | Category |
---|---|---|---|
Pippi Langstrømpe | 1997 | Kaptajn Langstrømpe | U/Spillefilm |
En dag i oktober | 1991 | Musik | DK/Spillefilm |
Lille Nemo i drømmeland | 1989 | Kong Morfeus | U/Spillefilm |
Jeg elsker dig | 1987 | Musik | DK/Spillefilm |
Svend Asmussen | 1970 | Medvirkende | Dokumentariske optagelser |
Pigen fra Egborg | 1969 | Entertainer | DK/Spillefilm |
Junglebogen | 1967 | Kong Louie | U/Spillefilm |
Flådens friske fyre | 1965 | Musik | DK/Spillefilm |
Ballade på Bullerborg | 1959 | Flink, Musik | DK/Spillefilm |
Musik ombord | 1958 | Medvirkende | U/Spillefilm |
Kispus | 1956 | Musik, Musikant / Engel | DK/Spillefilm |
Hvad vil De ha'? | 1956 | Orkester, Musik | DK/Spillefilm |
Dirch passer hund | 1952 | Medvirkende | U/Spillefilm |
Alice i eventyrland | 1951 | Tvilling Dig, Filurkatten m.fl. | U/Spillefilm |
Op og ned langs kysten | 1950 | og hans orkester | DK/Spillefilm |
Politikens filmjournal 005 | 1949 | Medvirkende | Dokumentariske optagelser |
Naar Katten er ude | 1947 | Bent, Nete og Jørgens Ven | DK/Spillefilm |
Rejsefeber | 1944 | Medvirkende, Manus, Musik | DK/Kort fiktion |
Mit liv er Musik | 1944 | Medvirkende | DK/Spillefilm |
Lev Livet let | 1944 | Dirigent | DK/Spillefilm |
Op med Humøret | 1943 | Musik | DK/Spillefilm |
Ta' Briller paa | 1942 | Ebbe, Birgits Ven | DK/Spillefilm |
Sølv giver Arbejde | 1942 | Musik | DK/Dokumentarfilm |
En lille Tilfældighed | 1939 | Medvirkende | DK/Spillefilm |
Landskampen Norge-Danmark 1938 | 1938 | Musik | Dokumentariske optagelser |
Danmark | 1935 | Orkester | DK/Dokumentarfilm |