Instruktør, manuskriptforfatter. Født 25/6 1977. Uddannet fra instruktørlinjen på Super16 i 2006.
Tea Lindeburg stod bag podcastserien 'Equinox 1985' (2017), der dannede grundlag for hendes Netflix-serie 'Equinox' (2020), som hun skrev manuskript til. Hun har desuden arbejdet for Danmarks Radio i en årrække, blandt andet som instruktør på den Robert-nominerede serie 'Kødkataloget' (2013-2014) og som vært på DR2 Premiere (2009-2010).
Lindeburg fik sin spillefilmdebut med periodedramaet 'Du som er i himlen' (2021), der havde verdenspremiere på Toronto Filmfestivalen. På San Sebastián Filmfestivalen modtog hun prisen for bedste instruktør, mens hovedrolleindehaver Flora Ofelia Hofmann Lindahl vandt for bedste skuespiller. Filmen er siden blevet vist på en lang række store festivaler, blandt andet i London, Busan, Sao Paulo og Rotterdam samt i Göteborg, hvor filmen vandt hovedprisen for bedste nordiske spillefilm.