Uddannet som journalist i 1993 fra Journalisthøjskolen i Aarhus og har siden 1990 arbejdet ved tv-produktion. Hendes hovedinteresse har været at lave længere udsendelser og portrætter. TV 2 har vist flere af hendes dokumentarudsendelser, bl.a. "Pigerne fra Danmark", et portræt af kunstneren Carl-Henning Pedersen og "Plejehjemmet".
Hun har udviklet mange konceptprogrammer for den regionale tv-station TV/MIDT-VEST og produceret og været vært i over 200 portrætinterviews med erhvervsledere, forfattere og andre interessante personer.
Biografdokumentarfilmen "En stemme for livet" om Herning Kirkes Drengekor var hendes første lange dokumentar. Den blev vist i 50 biografer i Danmark i 2009 og set af over 10.000 mennesker og blev den 3. mest sete danske dokumentarfilm i biograferne i to år.
I 2010 blev tv-dokumentaren "Mønsterbryderen Miki" færdig og i 2011 "Digteren fra Thy" om Hans Bakgaard.
I februar 2013 havde hendes anden biografdokumentarfilm premiere. "Tangentspilleren"/ "The Keyboard Player" om musikgeniet Kristian Marius Andersen blev frem til maj vist i 35 biografer i Danmark og blev i det tidsrum den mest sete danske dokumentarfilm.
Udover sin tv-virksomhed har Anne Holst Moulvad skrevet og udgivet 10 børnebøger i serien Trunte Lunte på eget forlag.
Title | Year | Function | Category |
---|---|---|---|
Farvekraft ad helvede til | 2018 | Instruktion | DK/Dokumentarfilm |
Tangentspilleren | 2013 | Instruktion, Manuskript, Producer | DK/Dokumentarfilm |
En stemme for livet | 2009 | Instruktion, Manus, Produktion, Producer | DK/Dokumentarfilm |
Carl-Henning Pedersen | 2003 | Instruktion, Manus | Tv-dokumentar |