Instruktør. Født 31/12 1940. Ingrid Oustrup Jensen var i 1970'erne med i den kvindepolitiske teater- og musikgruppe Amazonegruppen, der også talte navne som Birgit Brüel, Litten Hansen, Vigga Bro og Lone Lindorff. Det var herigennem, at hun fik en mindre rolle i den feministiske kønsrolle-komedie 'Ta' det som en mand, frue'.
Ingrid Oustrup Jensen blev i årene 1979 til 1982 uddannet som filminstruktør på Den Danske Filmskole og vandt i 1983 en filmskole-Oscar for sin afgangsfilm "Aldrig i livet", som hun selv havde skrevet manuskript til. Siden har hun været instruktør på dokumentarfilmene "Mødre i fremmed fædreland" (1984), "Jordens børn" (1985) og "I velfærdets favn" (1995). Hun er mor til manuskriptforfatteren Dunja Gry Jensen.