enda
Person

Gitte Hænning

(1946 – )

Sangerinde, skuespillerinde. Født 29/6 1946. Datter af visesanger Otto Hænning (1916-2004).

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

I modsætning til langt de fleste barnestjerner bevarede Gitte Hænning sin stjernestatus gennem mange årtier. Hun begyndte som et 8-årigt, velsyngende hit-fænomen ("Giftes med farmand"), og allerede da hun var 14 år, tegnede en lovende filmkarriere sig i horisonten. Efter tre hovedroller i rap kom filmarbejdet dog i anden række i forhold til en bemærkelsesværdig holdbar sangerkarriere med base i det tyske popmusik-marked.

I Osvald Helmuthfilmen "Den kloge mand" (1956) har hun en meget lille rolle som en pige, hvis dukke køres over, men kun 14 år gammel får hun den bærende titelrolle i dramaet "Ullabella" (1960) efter Henning Kehlers skuespil om en skolepige, der forelsker sig i sin lærer. Både hun selv og pressen fandt filmen noget gammeldags, men hendes egen præstation blev godt modtaget af anmelderne: Politikens Herbert Steinthal mente, at hun allerede kunne spille på sin sex-appeal "i en blanding af barnlighed og vågnende kvindelighed."

I 1961 fik hun sit eget tv-show "En lille smule Gitte" og medvirkede i den svenske tv-serie "Nina, Nora och Nalle". Samtidig havde hun roller på Odense Teater og Folketeatret i sæsonen 1961-62.

Hun er stjernen i Finn Henriksens "Prinsesse for en dag" (1962), en bedaget Askepot-historie om talentet, der går så grueligt meget igennem inden anerkendelsen. I temmeligt skrabede shownumre lanceres hun som popidol i tidens tuttenutte-krukkede stil: skuldrene skudt i vejret, armene slået ud i kunstfærdige fagter, og alle positurer en studie i selvsikkerhed.

Bedre instruktion får hun i Annelise Reenbergs "Han, hun, Dirch og Dario" (1962), hvor hendes nummer med en meget charme-tændt Dirch Passer, "Lille Frøken Himmelblå", bliver højdepunktet i hendes danske filmkarriere (nummeret blev genindspillet af Søs Fenger og Mek Pek i 1987). Også i 1962 har hun en stor dramatisk rolle som Cecilia i tv-teatrets "Midsommerdrøm i fattighuset", skrevet af Pär Lagerkvist og iscenesat af Sam Besekow.

Hendes medvirken i 1960'erne østrigske og tyske popfilm er ikke synderlig bemærkelsesværdig, men rummer den kompetente "Gitte og Rex" (1964) instrueret af veteranen Wolgang Liebeniener; den småfrække "Skandale i Tyrol" (1964), hvor hun optræder som 13-årig; og den mere vellykkede "Skandale på pigeskolen" (1964), hvor hun spiller sammen med Peter Alexander.

Langt den mest interessante af hendes udenlandske film er den tjekkisk-østrigske "Dýymky" (Piberne) fra 1966 efter et forlæg af Ilja Ehrenburg. Den er instrueret af Vojtéch Jasny, en af de vigtige instruktører i den tjekkiske Ny Bølge i 1960'erne. I tre episoder fortæller den Breughelske film om en piberygende mands forhold til tre forskellige kvinder - spillet af Hænning, danske Vivi Bak og Jana Brejchová (Milos Formans første hustru). Den burleske historie parodierer forskellige genrer, har grove erotiske scener, men har aldrig været vist herhjemme.

I den modne alder af 20 år lod hun sin filmkarriere rinde ud. Det skærpede heller ikke hendes lyst til yderligere filmoptræden, at hun hentede sig en fiasko som Signe i Gabriel Axels islandske Saxo-film "Den røde kappe" (1967), hvor samtlige medvirkende var mere eller mindre fortabte, og det var hendes tamme nøgenscene, som skabte størst opmærksomhed. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Filmography Music
Title Year Function Category
Prinsessen og frøen 2009 Mama Odie U/Spillefilm
Møv og Funder 1991 Sang DK/Spillefilm
Den røde kappe 1967 Signe, kong Sigvors datter DK/Spillefilm
Prinsesse for en dag 1962 Maj DK/Spillefilm
Han, hun, Dirch og Dario 1962 Dorte DK/Spillefilm
Midsommerdrøm i fattighuset 1962 Cecilia Tv-film
Ullabella 1961 Ulla, Jensens datter DK/Spillefilm
Den kloge mand 1956 Lille pige med dukke DK/Spillefilm