Erling Schroeder

Skuespiller, teaterinstruktør. Født 1/3 1904, død 17/10 1989 - 85 år gammel.

Uddannet på Det kgl. Teaters elevskole med debut på teatret i 1926. En omfattende teaterkarriere med engagementer på de fleste af hovedstadens scener, både som skuespiller og iscenesætter. Har også både spillet og instrueret på provinsscenerne, bl.a. Aarhus Teater og Ålborg Teater. Direktør for Riddersalen 1943-47 og igen 1950-53.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Som filmskuespiller var han meget tidsbunden i sin følelsesopskruede spilleform, men som forløsende instruktør og teaterpersonlighed årtier senere blev han en legendarisk skikkelse, der med sine uophørligt strenge kunstneriske krav gav navne som Ghita Nørby, Bodil Udsen, Lone Hertz og Susse Wold et nyt liv på scenen. Det feminine var hans felt, men lidt af et handicap i elskerrollerne!
Han følte det selvfølgelig selv. Han var matiné-idolet, der erkendte sin begrænsninger som skuespiller, nedlagde hvervet og genskabte sig som en vores førende teaterinstruktører. På film dyrkes hans forfinet aristokratiske ydre i romantiske roller, hvor han tager sig ud som (datidige) svigermødres drøm. Senere skulle han afsløre en anderledes karsk natur, i uoverensstemmelse med de behagesyge filmroller. Måske ikke så underligt, at han lyder forloren.

Efter medvirken i de sidste stumfilm med Fy og Bi viser han sin mangel på folkelighed i ærke-folkekomedier som "Fem raske Piger" (1933) og "Københavnere" (1933) - i den første synger han tilmed, altid en katastrofe (han talte senere om 'sin juletræsstemme'). Efter Paul Fejos' bundskraber-komedie "Flugten fra Millionerne" (1934) går det fremad i Johan Jacobsens komedie nummer to, "En lille Tilfældighed" (1939), hvor han er en håbefuld visesanger, selv om han også her falder igennem som vokalist. Og i den vellykkede folkekomedie "Sørensen og Rasmussen" (1940) glider han pænt ind i ensemble-spillet som elskværdig kammerjunker.

Hans komponist Weyse i Schnéevoigts beredskabs-patriotiske "Jeg har elsket og levet" (1940) er nok hans kendteste rolle - blævrende patetisk og ulideligt deklamerende. Han er operettekomponist i slagnummeret "Alle gaar rundt og forelsker sig" (1941) og dyrker mest den ufrivillige komik, men som de fleste skuespillere illuderer han udmærket i Johan Jacobsens film - han er romantisk forfinet pianist i Jacobsens "Som du vil ha' mig" (1943), dog kun en birolle.
I "En ny Dag gryer" (1945) er han som sorgnedbrudt civilingeniør tilbage i den grådkvalte blindgyde, og i "I gaar og i morgen" (1945) forbløffer han ved uden særlig grund at kalde Preben Lerdorff Rye "henrivende". En skræddersyet rolle som følsom, handlesvag greve i Christen Juls bizarre blandingsfilm "Lykke paa Rejsen" (1947) bliver hans sidste store chance - og hans mest sympatiske præstation. Her viser han charmerende indfølingsevne og blid forståelse i en scene, hvor han kysk varmer en forkommen prostituerets fødder på et parisisk hotelværelse.

Og i klædeligt ældet skikkelse ses han som den elegante og distingverede højesteretssagfører Berger i succes-krimiserien "Ka De li' østers" (1967), skrevet af Leif Panduro og instrueret af Ebbe Langberg. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]