Søren Sætter-Lassen

Skuespiller. Født 11/7 1955.

Uddannet på Odense Teaters elevskole 1975-78. med ansættelse ved teatret indtil 1982. Samme år medstifter af Grønnegårds Teatret i København og kunstnerisk leder - sammen med Christian Steffensen - indtil 1991. Fra 1990 knyttet til Det kgl. Teater.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Lettere undersætsig og anonym har han ikke fra naturens hånd fået den store filmudstråling. Men hvad han mangler i ydre pondus, opvejes mere end rigeligt af et evident og meget snarrådigt spilletalent, der spænder fra det friskfyr-charmerende til det hæmmet neurotiske på en skala, som synes at byde på uanede muligheder.

På film har han endnu kun fået biroller, nogle af dem meget små, mens han på tv har haft to store serie-hovedroller (og på teatret har placeret sig som et af landets lysende talenter). Han gjorde sig populær som det frække kontorbud Jan i tv-serien "Een stor familie" (1982), og over en million seere led med ham gennem "Bryggeren" (1996), hvor han med lige dele intensitet og overlegen teknik var den stammende Carl Jacobsen, holdt nede af sin tyranniske far.

Efter en minirolle i "Øjeblikket" (1980) fik han en lidt større opgave som Dick Kaysøs søn i Henning Carlsen-filmen "Pengene eller livet" (1982). Aldersforskellen mellem de to skuespillere er kun 8 år, hvilket meget godt angiver Sætter-Lassens evne til at virke betydeligt yngre end sin alder. Han er Løjtnanten i "Ved Vejen" (1988); den patetisk oplæsende digter i "De nøgne træer" (1991); og faderen i "Snøvsen" (1992).

Længere fremme i tiåret kom to af hans bedste præstationer, nu som skurk. Han er den forbenede maoist i hippie-satiren "Det store flip" (1997) og rammer både typens selvhøjtidelighed og fejhed i passende ukærlig plet. Og som den pengeafpressende borgmestersøn i Ole Bornedals tv-miniserie "Dybt vand" (1999) leverer han et virkeligt kvalmende undermåler-portræt. Stik modsat er han sød, sund fisker i Linda Wendels venindefilm "Mimi & Madammerne" (1998) og klarer også det - og leverer en fjollet, men ganske sjov bøsse-parodi i "I Kina spiser de hunde" (1999).

Senest viser han i novellefilmen "Manden med tubaen" (2000) en egen renfærdig intensitet som en stenhugger med en søgende sjæl. Spændvidden er imponerende. - "Elskerrollen er ham nægtet," påstod kritikeren Bent Mohn, da han i 1995 opgjorde Sætter-Lassens teaterfortjenester i anledning af 40-årsdagen. Men lad os nu se. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]