Axel Strøbye

Skuespiller. Født 22/2 1928 - død 12/7 2005 - 77 år gammel. Gift 1º i 1953 med skuespiller Kirsten Jessen (1922-2000), herefter samlevende med skuespiller Lone Hertz (f. 1939) 1962-1975, gift 2º i 1978 med skuespiller Hanne Borchsenius (1935-2012).

Uddannet arkitekt i 1950. Optaget på Det kgl. Teaters elevskole i 1950 - efter endt uddannelse ansættelse ved Aalborg Teater i 1953. Omfattende scenekarriere med et hav af hovedroller ved skiftende teatre. Fra 1967-92 fast tilknyttet Det kgl. Teater. Instruerede Tivolirevyen 1975-79.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Med et talent, der spænder fra den platteste farce over folkekomediens faste typer til det dramatiske og stilfærdigt tragiske, har Axel Strøbye i løbet af 50 år medvirket i næsten 100 film. Der kan være en tendens til det groft karikerede i de komiske roller, han trods alt har spillet flest af, og han har mange manerer, især en demonstrativ facon, der næsten kan virke tyranniserende i sin håndfaste, højrøstede pointering. Af og til får man blot Axel Strøbye i renkultur.

Men hans specielle ageren udmærker sig samtidig ved et stensikkert greb om timing og replikbehandling. Ingen kan bestride hans professionalisme, når det gælder om at lancere Axel Strøbye. Og med den skræddersyede rolle - som f.eks. den bøffel-agtige Skjold Hansen i "Matador" (1978-81) - fremtræder han som en karakterskuespiller af ubestridelig saft og kraft.

Skuespilleren, der skulle blive en institution i dansk folkekomedie, spillede faktisk ingen decideret komiske roller i de første ti år af sin karriere. Han debuterede som en af skurken Ebbe Rodes håndlangere i den corny kriminalfilm "Nålen" (1951) og sås op igennem 50'erne i småroller i en lang række film, ofte ukrediteret - kig godt efter og opdag ham som landmåler, klarinetspiller, journalist, mekaniker, osv.

Sin første større rolle fik han som modstandsmand i den nuancerede besættelsesfilm "Den sidste vinter" (1960). Her spiller han lavmælt og realistisk, og navnlig i sine ægteskabelige scener med Lise Ringheim udviser han en fin, maskulin følsomhed. Klart en af hans bedste (og mindst selviske) præstationer.

I 1961 nærmede han sig komediefaget med rollen som Ghita Nørbys ven i filmatiseringen af farceklassikeren "Den grønne elevator". Hans figur, den rutinerede charmør, er imidlertid ikke spillet videre komisk - den side af filmen er overladt til Kjeld Petersens kraftpræstation i hovedrollen.

Efter en central birolle i Knud Leif Thomsens debutfilm, "Duellen" (1962), begyndte filmfolkene at få øjnene op for Strøbyes talent for komikken. I første omgang blev det dog kun til en noget uklædelig form for grotesk dummepeter-komedie: mildt fjollet ægtemand i "Han, hun, Dirch og Dario" (1962); imbecil massør i den hektiske forvekslingskomedie "Oskar" (1963); øtosse i "Det tossede paradis" (1962); smådum smed i "Bussen" (1963). Så gik det bedre på tv, hvor han er en vital og herligt veloplagt Henrik, der trækker den stupide Studenstrup (Hugo Herrestrup) rundt ved næsen i Holbergs "Den ellevte Juni" i Edvin Tiemroths seværdige udgave fra 1962.

Han trækker sin joviale, men forløjede kontor-Don Juan i Leif Panduros banebrydende "En af dagene" (1963) hårdt op, men giver samtidig tv-spillet en vitalitet, det ellers ville savne. Mens han er fortabt som ægtemands-offer for Ingrid Thulins vulgær-Bergmanske hysterier i Annelise Hovmands psykodrama "Sekstet" (1963), slipper han - alle hindringer taget i betragtning (især en dialog, der lægger op til hans Poul Reumert-påvirkede diktion) - godt fra sin medvirken i Dreyers "Gertrud" (1964). Han genforenes med instruktøren Knud Leif Thomsen i den manierede velfærdssatire "Selvmordsskolen" (1964), hvor han i flere gode scener med Jørgen Ryg - og i en hel håndfuld forskellige roller - får lov at lufte alt fra underspillet glimt-i-øjet-komik til manisk satire.
Han leverer ganske skæg lavkomik som indskrænket mekaniker i Lise Nørgaard-komedie "Mor bag rattet" (1965), men giver i familiekomedien "Hold da helt ferie" (1965) sin danske gennemsnitsmand lidt for mange komiske manerer til, at man rigtigt tror på ham.

Han er sjov (og veltilpas i rollen) som børnepsykolog i "Min søsters børn" (1966), hvor han som barnepasser skal omsætte teori til praksis og viser uanede reserver af lillemands-befippethed. Han er også med i to af de i alt tre fortsættelser: "Min søsters børn på bryllupsrejse" (1967) byder på mere af samme skuffe, og i seriens sidste, noget trætte film, "Min søsters børn når de er værst" (1971), må han ene mand levere filmens sparsomme grin - og gør det mest effektivt i en ubetaleligt morsom scene med en letpåklædt Judy Gringer.

I mellemtiden er han bedragerisk ægtemand i "Min kones ferie" (1967) og viser i starten sin nyvundne sikkerhed i komedie-pointeringerne. Han spiller smart journalist i Knud Leif Thomsens umorsomme komedie "Tre mand frem for en trold" (1967); må igen agere småimbecil i Dirch Passer-filmen "Dyrlægens plejebørn" (1968); lægger ansigtet i alvorlige folder i trekantsdramaet "Mig og dig" (1969); og er sit folkekomedie-selv i generationskomedien "Helle for Lykke" (1969).

Han bryder mønsteret med en dyster rolle som provinslæge i Jens Ravns tunge Sandemosefilmatisering "Tjærehandleren" (1970). Castet mod sin type som svag mand er han den fastlåste, frustrerede ægtemand sat over for Helle Virkners ufølsomme frue. Stadig hæmmet af en lidt for teatralsk diktion, men sympatisk underspillende giver han figuren en vis desperat tyngde, og det er - side om side med modstandsmanden i "Den sidste vinter" - hans bedste seriøse filmpræstation.

Erik Balling gav ham en hans mest populære roller - som den skiftevis koleriske og deprimerede kriminalassistent Jensen i "Olsen-banden går amok" (1973). Strøbye gør rollen til sin egen med manererne på fuld styrke, men også med fornemmelse for den satiriske sandhed bag figuren. Filmen er den femte i serien, og Strøbye spiller kriminalassistenten i samtlige følgende Olsen-banden-film.

I det hele taget stod 1970'erne i høj grad i folkekomediens tegn for Strøbye - på godt og ondt. Bedst er han hos Balling - værst i den meget ringe "Brand-Børge rykker ud" (1976), hvor han spiller titelrollen. Et sted midt imellem finder vi de tre film om Familien Gyldenkål (1975, -76 og -77) - småplat satire over velfærds-Danmark.

Men han når at markere sit talent for det dramatiske i en lille, men god rolle som den nøgterne, klartseende Kryger i Ole Roos' Tom Kristensen-filmatiseringen "Hærværk" (1977), mens han som psykiateren i Edward Flemings "Rend mig i traditionerne" (1979) mere er en satirisk type end en afrundet figur.
Endelig er det i 1970'erne, at han - igen hos Erik Balling - skaber sin mest gennemslagskraftige og mindeværdige karakter som advokaten Skjold Hansen i tv-serien "Matador" (1978-81). Skjold Hansen fyger gennem serien som en opportunistisk og kynisk, men også jævn og ligetil orkan af et menneske, der er befriende ligeglad med, hvad andre mener om ham - og så veloplagt er Strøbye i rollen, at man ikke kan forestille sig den spillet så godt af nogen anden.

Han entrer 1980'erne som den sadistiske ridefoged i Kaspar Rostrups "Jeppe på bjerget" (1981) og yder en af sine bedste præstationer som Kirsten Rolffes' ubarmhjertige ægtemand i Bille Augusts tv-film "Maj" (1982), et eksempel på hans evne til at dække kraftfulde machofigurer. I et årti, hvor folkekomedien ligger i dvale, genopliver han den - knap så kærkomment - med brask og bram i børnefilmen "Otto er et næsehorn" (1983) og som den gamle rektor i "Den kroniske uskyld" (1985). Han spiller med ti films farceenergi som korrupt sagfører i Morten Korch-parodien "Kampen om den røde ko" (1987) - Strøbye for fuld hørmende damp er og bliver en acquired taste. Men samtidig viser han som Stengårdens ejer i "Pelle Erobreren" (1987), at han stadig kan levere en intenst overbevisende dramatisk præstation - igen som maskulint magtmenneske.

Han har kun manererne at rutte med i den katastrofale folkekomedie "Camping" (1990), overspiller som liderlig læge i farcen "Høfeber" (1991), men er til gengæld sød som bedstefaderen i børnefilmen "Frække Frida og de frygtløse spioner" (1994). Hans foreløbigt sidste film er "Olsen-bandens sidste stik" (1998), hvor hans kriminalassistent Jensen - måske meget sigende - desperat ønsker at komme på pension. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Litteratur: Peer Kaae og Per Kuskner: Axel Strøbye - en tragisk komedie (2012).