Bodil Ipsen

Skuespillerinde, instruktør. Født 30/8 1889, død 26/11 1964 - 75 år gammel. Gift 1º i 1910 med skuespiller Jacob Texière (1879-1944) - ægteskabet opløst i 1910, 2º i 1914 med ingeniør Helmuth Heinrich Otto Moltke (1882-1930) - ægteskabet opløst i 1917, 3º i 1919 med skuespiller Emanuel Gregers (1881-1957) - ægteskabet opløst, 4º i 1932 med redaktør Einar Black (1899-1949).

Uddannet på Det kgl. Teaters elevskole med debut på teatret i 1909. Om nogen har Bodil Ipsen haft en helt enestående betydning for dansk scenekunst i første halvdel af det 20. årh. og i Dansk biografisk leksikon (3. udg., 1981) beskrives hun på følgende måde: "Hun spænder videre end nogen af sine samtidige, fra det klassiske repertoire som hun fornyede i en række berømte roller, til sin samtids dramatik hvor hun illuminerede internationalt primadonnarepertoire med sin uimodståelige charmekunst og bar danske værker af bl.a. Kaj Munk, Kjeld Abell og Leck Fischer".

Gennem sin karriere, som strakte sig fra 1909 til 1960, spillede hun næsten 200 roller på teatret, 140 roller i radioen, 13 filmroller samt tre på tv. Herudover instruerede hun teater og film.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Vor teaterdronning og primadonna par excellence gennem et halvt århundrede havde en sund appetit på det folkelige. Det kom hende til gavn i en filmkarriere, der i lyset af hendes myteomspundne teatergenialitet ikke syner af voldsomt meget, men dog langt fra er så middelmådig som hendes jævnbyrdige og mangeårige teater-samspiller Poul Reumerts filmindsats.

Bodil Ipsens arbejde som instruktør er væsentligere end hendes skuespillerpræstationer i et medie, hun allerede stiftede bekendtskab med i stumfilmstiden, hvor hun fra 1913 og frem spillede fem roller, blandt andet en rost hovedrolle i sin daværende instruktør-ægtemand Emanuel Gregers' "Lavinen" (1920).

Tonefilmdebuten kom med en større birolle i den første århusianske talefilm "Paustians Uhr" (1932), hvor hun i et 1800-talsdrama spiller Store Marie, kvinden, der føder et uægte barn. Filmen, der iøvrigt ikke er bevaret, slog hverken an hos publikum eller kritikerne.

Meget bedre går det ikke med Paul Fejos' melodrama "Det gyldne Smil" (1935), selv om Kaj Munk denne gang skrev en hovedrolle direkte til hende: divaen, der reddes ud af det glitrende gøgls fangarme af en døende lille pige. En forloren sag.

Først med "Bolettes Brudefærd" (1938) får man en anelse om Bodil Ipsens sande format, ganske vist i folkekomediens klædebon. Hun har autoritet og gennemslagskraft som landbyens rappenskralde og gammeljomfru Bolette, der er det lokale sogneråds hovedpine og derfor planlægges bortgiftet og uskadeliggjort.
Med humøroverskud og stedvis skærebrænderskarphed spiller hun den skrappe dame, hvis kvindelige sødme dog ikke ligger dybere begravet end at Peter Malbergs Morten Putkræmmer formår at få den frem i lyset: hendes samspil med Malberg er inspireret, og deres svingom har smittende livsglæde. Samtidig tolker hun inderligt følelsesfuldt og enkelt Kai Normann Andersens vemodige "Der var engang".

Hun er lige så djærv og slagfærdig som Grevinde Danner i Emanuel Gregers' vellykkede folkekomedie "Sørensen og Rasmussen" (1940), hvor hun både overbeviser om kærligheden til sin "Fritz" - Kong Frederik 7. - og om sit format til at tale den snobbede adel midt imod. Hun smælder nidvisen om sig selv ud med dobbeltbundet brod mod sine fjender, men viser senere på aftenen, overladt til sig selv, sin træthed og melankoli. I sådanne kontraster aner man den spændvidde, der fik samtidige til at kalde Bodil Ipsen en skuespiller af verdensformat.

Hendes godgørende sagfører i Benjamin Christensens og Leck Fischers "Gå med mig hjem" (1941) har igen både styrke og varme, men viser lidt vaklen i den naturalistiske spillestil: præget af Stor Dame stiller sig i vejen for troværdigheden i en figur, der postuleres at leve for andre.

Teatermanerer - f. eks. en 'naturlig' perlelatter - skæmmer i endnu højere grad hendes melodrama-figur i "Forellen" (1942), hvor hun går tiggergang hos gamle flammer for at redde sin mand i en bedragerisag.

Efter en 15-årig filmpause dukker hun op i en birolle mod slutningen af Annelise Hovmands drama om en bortløben 8-årig pige, "Ingen tid til kærtegn" (1957). Hun er Damen i Rullestol, bærende på en tragisk hemmelighed - og i glimt hypnotiserende intens, ja rent ud sublim. Nogle få gysende sekunder fornemmes tryllekraften hos en stor tragedienne, som dansk film kun turde nærme sig på skræmte listefødder.

Derimod viser hun som bedstemor Gunhild i Erik Ballings "Tro, håb og kærlighed" (1960) ikke stort mere end kompetent myndighed.

Hun instruerede 10 spillefilm, deraf fem i samarbejde med Lau Lauritzen. Hendes største indsats ligger under Besættelsen, hvor hun med noir-prægede dramaer som "Afsporet", "Drama paa Slottet", "Mordets Melodi" og "Besættelse" gennemspiller et ondskabs- og demoraliseringstema, der virker som en afspejling af krigsårene. Også komedien beherskede hun med den elegant fortalte "En Herre i Kjole og Hvidt" (1942).

I 1944 fik hun bevilling til at drive Nørrebro-biografen Odeon, der specialiserede sig i B-film - et repertoire, hun blev stærkt kritiseret for at opretholde. Da Odeon nedbrændte i 1958, overførtes hendes bevilling til Nygadeteatret, som hun drev til sin død. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Litteratur: Svend Kragh-Jacobsen (red.): Bodil Ipsen 1889 - 1909 - 1959 (1959). Sv. Erichsen: Bodil Ipsen - en mindebog (1965).