Asta Nielsen

Skuespillerinde. Født 11/9 1881, død 25/5 1972 - 90 år gammel. Gift 1º i 1912 med filminstruktør Urban Gad - ægteskabet opløst, 2º i 1919 med reserveløjtnant Freddy Wingårdh - ægteskabet opløst, fra 1923 dannede hun par med den russiske skuespiller Gregorij Chmara, i 1970 gift 3º med kunsthandler Christian Theede.

Uddannet på Det kgl. Teaters elevskole efter at have læst hos Peter Jerndorff. I 1902 ansat ved Dagmarteatret, fra 1905-07 turnerede hun med 'de Otte' og Peter Fjelstrups Selskab i Norge og Sverige, og 1908-10 var hun på Det ny Teater. Det blev dog aldrig til de store roller eller et egentligt gennembrud: "Hendes ejendommelige Ydre, der siden under andre Forhold blev af stor scenisk Værdi for hende, begrænsede i Forbindelse med en uegal Talestemme hendes Repertoire", skrev Robert Neiiendam i Dansk Biografisk Leksikon, 1939.

Asta Nielsen blev én af de allerførste skuespillere, der for alvor satsede på en karriere som filmskuespiller og dermed valgte sit sceniske virke fra. I perioden fra 1910 til 1932 medvirkede hun i mere end 70 spillefilm - heraf er de fire danske og resten tyske. Allerede i sin debutfilm "Afgrunden" (Urban Gad, 1910) viste hun en afdæmpet spillestil, der egnede sig perfekt til lærredet, og hendes erotiske udstråling slog nærmest benene væk under publikum. Filmen blev ikke bare en kæmpe-succes, men også en milepæl i datidens filmproduktion. Sammen med dansk films anden store stjerne, Valdemar Psilander, indspillede hun to film mere i Danmark; "Den sorte Drøm" (Urban Gad, 1911) hos Fotorama i Århus og "Balletdanserinden" (August Blom, 1911) hos Nordisk Film.

Bortset fra en kort gæstevisit i 1918, hvor hun spillede hovedrollen i "Mod Lyset" (Holger-Madsen, 1919) etablerede Asta Nielsen sig fra 1911 i Tyskland, hvor hun blandt andet fik sit eget produktionsselskab og arbejdede med ægtemanden Urban Gad som fast instruktør indtil 1916.Hun spillede ofte tragiske kvinderoller. I "Afgrunden" myrder hun den mand, hun elsker, mens hun i mange andre film uselvisk ofrer sig for, at den elskede kan leve. Hun medvirkede også i en række komedier, og hendes spændvidde som skuespiller ses i så vidt forskellige præstationer som titelrollen i komedien "Engelein" (Urban Gad, 1914) og titelrollen i "Hamlet" (Svend Gade/Heinz Schall, 1921). En understregning af Die Astas popularitet findes allerede i 1914 i filmen "Die falsche Asta Nielsen", hvor en provinsby venter besøg af filmstjernen. Frisørens Bolette ligner stjernen på en prik og den ægte Asta Nielsen mistænkes for at være en bedrager. Sagens rette sammenhæng sættes dog på plads til sidst. Det blev til en lang række succeser for den danske filmstjerne i Tyskland, før tonefilmen og nazismens fremkomst i 1937 bragte Asta Nielsen hjem til ufrivillig lediggang i Danmark.

Efter filmkarrieren syslede hun bl.a. med stofcollager, og 13 gange søgte hun om at få en biografbevilling i København, uden held. I 1945-1946 udgav hun selvbiografien "Den tiende Muse", der skildrer hendes baggrund og karriere som stumfilmens store stjerne. Asta Nielsen kæmpede gennem årene med store personlige sorger, fremfor alt da hendes svigersøn døde i 1964, og datteren Jesta kort derefter tog sit eget liv. Hun havde dog gejst til at lave portrætfilmen "Asta Nielsen" i 1968 efter at have forkastet Henrik Stangerups færdigproducerede film om hende.

I 1970, i en alder af 88, blev hun gift med den noget yngre antikvitetshandler Christian Theede og fik et par lykkelige år, før hun døde den 25. maj 1972 på Frederiksberg hospital.

Litteratur: Asta Nielsen: Den tiende Muse (1945). Allan O. Hagedorff: Liebe mit achtzig - briefe (1997). Ib Monty: Asta Nielsen - breve 1911-71 (1998). Marguerite Engberg: Filmstjernen Asta Nielsen (1999). Poul Malmkjær: Asta - mennesket, myten og filmstjernen (2000). Et fyldigt leksikonopslag findes bla. i Dansk kvindebiografisk leksikon.