Allan Olsen

Skuespiller. Født 23/3 1960.

Oprindelig uddannet glarmester og virkede som sådan indtil 1983.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Den 'vilde dreng' fra en ungdomsklub gik uden omsvøb ind i dansk film som et frisk pust fra virkeligheden: en livsglad rod med replikker, der synes at sprutte uforvarende ud af københavner-flaben. Et naturtalent med den uskoledes ægthed og spontanitet i hver reaktion.

I debutfilmen "Mig og Charly" (1978) var han den forvirrede, overmodige teenager med de småkriminelle tendenser og det store charme-overskud. Et klart gennembrud, men på mange måder blot en opvarmning til ny-klassikeren "Johnny Larsen" (1979), som instruktøren Morten Arnfred fra starten byggede op omkring ham.

Her indgår han som centrum for et fint afstemt ensemblespil, hvor hver tone klinger rent. Hans Johnny er et ubeskrevet blad, der vokser til bevidsthed, især takket være klog, kvindelig påvirkning.
Allan Olsens blik kan glimte af gavtyvefrækhed, men hans særlige kendetegn er det ufærdige og gennemført drengede. Og derfor virker han ikke nær så frapperende i de efterfølgende films mere polerede udgave.

Han anslår intense desperado-toner i Ole Roos' Besættelsesdrama "Forræderne" (1983), og i "Midt om natten" (1984) er hans slumstormer Spacey, der bliver invalid og narkoman, næsten grotesk overspillet. Derpå driver Edward Flemings Rifbjergfilmatisering "Den kroniske uskyld" (1985) og farcen "Casanova" (1990) rovdrift på hans uskyldige type. Ind imellem ligger Jon Bang Carlsens fiasko "Time Out" (1988), hvor han er på en uriaspost i den dominerende hovedrolle som den unge mand på jagt efter sin far i USA (og hvor Peter Reichhardt dubber ham, når han taler engelsk!)

Han har i de senere år mest spillet teater og har været revydirektør (Mogenstrup). Han har også tiltrukket sig presse-opmærksomhed på grund af - nu overvundne - alkoholproblemer. Men han dukker op og er glimrende i en hovedrolle som den udviklingshæmmede 'husfar' i Vibeke Gads tv-film "Tusindfryd" (1998), og i Wikke & Rasmussens Shakespeare-pastiche "Motello" (1998) viser han følsomhed og autoritet. Roden er blevet voksen - og for første gang klæder det ham. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]