Ole Ernst

Skuespiller. Født 16/5 1940, død 1/9 2013.

Uddannet på Odense Teaters elevskole 1964-67 efter at have arbejdet som scenemedhjælper på Svalegangen i Århus. Har en stor del af karrieren været knyttet til Det kgl. Teater.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Ole Ernst fik sit filmgennembrud i en periode, hvor den unge danske mand på film især repræsenteredes af skuespillerkønne og artige typer som Peter Steen, Frits Helmuth, Finn Storgaard og Peter Bonke.

Ernst bringer et krydret og dengang højst tiltrængt pust af storby og rå virkelighed ind i dansk film - først med sin barske Benny i "Det er nat med Fru Knudsen" (1971) og derpå med sin klassiske Per-figur i tre film af Hans Kristensen, "Flugten" (1973), "Per" (1975) og "Blind makker" (1976). Vesterbro-roden med den ru stemme, den upolerede diktion og den rappe, musikalske replik er en nyskabelse i dansk film og blev delvis videreført af Allan Olsen ("Johnny Larsen") og Thomas Bo Larsen ("De største helte", "Festen"). Og det er selvfølgeligt ikke tilfældigt, at alle tre skuespillere stammer fra et arbejdermiljø.

Per er den redebonne, altid svigtede gangsterhåndlanger, der ikke gennemskuer det spil, bagmændene har for, fordi han reagerer ureflekteret. Men netop det spontane og emotionelle er figurens mest tiltrækkende side, fremragende formidlet af Ole Ernst - i Per forelsker han sig i kapitalistdronningen Agneta Ekmanner og får en erotisk uddannelse i nogle af de fineste kærlighedsscener i nyere dansk film, selv om forholdet er dømt til en hurtig undergang. Per er stadig en fribytter, men i Blind makker bliver han indfanget af familien og småborgerligheden og er nu et tæmmet redskab for magtmenneskene.

Ole Ernsts fare var selvfølgelig at blive hængende i Per-rollen, men han var op gennem 1970'erne i rivende udvikling som karakterskuespiller på Det kgl. Teater, og snart meldte nye filmopgaver sig.

Hans politiassistent Holm i en række Olsen-bande-film er ganske vist ikke stort mere end en passabel karikatur, men der er autoritet over hans bankrøver i "Måske ku' vi" (1976) og hans politiassistent i "Terror" (1977). Og i Ole Roos' Tom Kristensen-filmatisering "Hærværk" (1977) får han den store udfordring at forvandle sig til intellektuel litterær journalist på legendarisk druk-nedtur. Desværre bliver det til en mærkeligt indskrumpet udgave af Jastrau som en følelsesdrænet dødbider, pansret og umusikalsk - en konsekvent og tilsyneladende stramt instruktørstyret, men enstonig præstation, der først for alvor fanger en livsgnist i slutscenen med Poul Bundgaards Kjær.

I Edward Flemings komedie "Lille spejl" (1978) er han en rar gift grønthandler, som bøsse-hovedpersonen Frits Helmuth er lun på, og i Esben Høilund-Carlsens parforholdskomedie "Slingrevalsen" (1981) ses han som Solbjørg Højfeldts lidt for dameglade og lettere sarkastiske ægtemand. I begge film viser han besnærende underspil i meget normale roller. Fra nu af er der ingen tvivl: Ernst har endegyldigt lagt roden bag sig og går ind i en ny fase af filmkarrieren, hvor han relativt sjældent får hovedroller, men til gengæld viser sin store pålidelige alsidighed i en række biroller.

Han har den naturlige pondus, der tæller på lærredet - og samtidig et skær af mandig menneskelighed, af ironisk eller underspillet engagement, der sikrer hans mange autoritetsfigurer mod at blive kedsommeligt tørre. I de to Dan Turèll-filmatiseringer, "Mord i mørket" (1986) og "Mord i paradis" (1988) glider hans barske politikommissær Ehlers naturligt ind i billedet som supplement til stjernen Michael Falch.

Men Ernsts største præstation i 1980'erne er hans fallittruede landmand Knud i Morten Arnfreds "Der er et yndigt land" (1983), hvor hans indre og ydre styrke giver den uforskyldte nedtur en særlig resonans. Med den fødte filmskuespillers præcision og autoritet fanger han figurens sving fra det målbevidste til det rådvilde, fra trodsig stædighed til sårbar varme.

Han har mindre gennemslagskraft i titelrollen i Palle Kjærulff-Schmidts vaklende 'storfilm' "Peter von Scholten" (1987), hvor han ofte synes ilde tilpas (og tømmermandshæs!) på de bonede gulve. Og hans stationsforstander Bai i Max von Sydows "Ved vejen" (1988) er kompetent, men rigeligt bamse-rar. Herefter klæder det ham at spille en skarpere skurkerolle som i Linda Wendels "Lykken er en underlig fisk" (1989), hvor han fuldt ud overbeviser som tyrannisk fabriksejer og Helle Ryslinges deltids-elsker.

Hans ryggesløse godsejerpatriark i Anders Refns "Sort høst" (1993) efter Gustav Wied står som hans centrale filmpræstation i 1990'erne, fuld af utæmmelig skræmmende kraft. En mand, der lever sine lyster og laster hæmningsløst ud og ironisk nok finder Gudstroens sidste redningsstrå, da han endelig fældes på sine gerninger.

Han er lige akkurat dækkende, men heller ikke mere, som livsnydende filmproducent i beigefarvet kamelsuldfrakke i tv-serien "Mørklægning" (1992), instrueret af Palle Kjærulff-Schmidt efter en Besættelsestidshistorie af Anders Bodelsen. Det er en større birolle, i lighed med hans bevidst anonyme kaptajn Henriksen i den livlige norske film "Telegrafisten" (1993), hvor han er castet mod sin type som hovedpersonens farveløse danske rival. Men ellers rummer tiåret mest småroller, f. eks. igen en politirolle i gyseren "Besat" (1999). Mere usædvanlig for ham er hans grotesk underdanige kroejer i Søren Faulis historiske parodi-farce "Grev Axel" (2001) - måske et varsel om kommende komiske roller. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]