Palladium

Palladium var oprindeligt et svensk selskab grundlagt af Lars Björck (1884-1926). Björck havde i 1915 etableret Skandinavisk Filmscentral, der både udlejede film og ejede en større kæde af biografer i Sverige. Björck ville føje et produktionsselskab til sine forretninger, og i foråret 1919 købte han de to danske filmselskaber Kinografen og Dania Biofilms studier i Hellerup. Palladium blev navnet på produktionsselskabet, der var tænkt som et panskandinavisk filmselskab med studier i Danmark og eksteriør-optagelser i Sverige.

I 1920 ansatte man Lau Lauritzen Sr. (1878-1938) som selskabets kunstneriske leder. Han havde instrueret flere hundrede komedier hos Nordisk Films Kompagni og medbragte en skuespiller, som skulle blive et stort aktiv for Palladium, nemlig Carl Schenstrøm. For allerede året efter kunne Lauritzen med ”Film, Flirt og Forlovelse” præsentere vagabondfigurerne Fyrtaarnet og Bivognen. Filmene med komikerparret Carl Schenstrøm og Harald Madsen fik stor succes i udlandet og blev selskabets hovedattraktion op gennem 20’erne. Samme år, altså 1921, overtog økonomidirektør Svend Nielsen (1891-1958) Palladium efter Björck.

En af årsagerne til, at Palladium kunne holde filmproduktionen kørende i hen ved seks årtier, var familiedynastiet: direktør Svend Nielsens far, N.H. Nielsen, ejede Cirkusbygningen og havde bevilling til biografen World Cinema, og hans bror, Tage Nielsen (1900-1971), bestyrede udlejningsselskabet, Filmcentralen MGM, som udlejede Palladiums film. Hen ad vejen fik Palladium opbygget en vertikal koncern med produktion (studierne i Hellerup), distribution (A/S Film-Centralen-Palladium, oprettet af Tage Nielsen i 1938) og produktionsbevilling samme år (Palladium-biografen på Vesterbrogade).

Der var flere og store kriser undervejs: Overgangen til tonefilm omkring 1930, som krævede investeringer i teknisk udstyr samtidig med, at salget af filmene stort set indskrænkede sig til det hjemlige marked. De særlige udfordringer som besættelsestiden affødte med blandt andet mangel på råfilm og bombning af studierne i Hellerup. Og ikke mindst familiekrisen 1958-60 i forbindelse med Svend Nielsens død, hvor forkøbsretten til hans ejerandel er lovet til flere og afføder en retssag.

Fra den første Fy og Bi-film i 1921 til den sidste sengekantsfilm i 1976 har Palladium produceret over 160 danske spillefilm og omkring 50 dokumentar- og oplysningsfilm. Repertoiret har ligget i den lette ende med en stor overvægt af lystspil, folkekomedier og erotiske film. Men stor filmkunst blev det også til, idet fire ud af Carl Th. Dreyers i alt syv danske spillefilm blev produceret hos Palladium. Hans tre sidste spillefilm, der kom med ca. 10 års mellemrum – ”Vredens Dag” (1943), ”Ordet” (1955) og ”Gertrud” (1964) – var for Palladium en legitimering af deres produktionsbevilling, som var bundet op på kravet om et vist kvalitetsniveau. Bevillingen skulle fornyes hvert femte år, og flere gange gjorde Justitsministeriet det klart for Palladium, at der skulle højnes på kvaliteten. Det sørgede Dreyer for.
Derudover kan selskabet bryste sig af at have produceret en række af Johan Jacobsens spillefilm, bl.a. fremragende værker som ”Otte Akkorder” (1944) og ”Den usynlige Hær” (1945). En anden enkeltstående produktion, som bør fremhæves, er Danmarks første animationsfilm i spillefilmlængde, ”Fyrtøjet” fra 1946.
Palladium producerede sin sidste film i 1976. Palladium afhændede sin biograf til Nordisk Film i 1979, som drev den frem til 2010.

Væsentlige begivenheder i selskabets historie:
1919: Palladium stiftes som produktionsselskab på Strandparksvej i Hellerup Havn. Flere af de førende kræfter hos Nordisk Films Kompagni ansættes, bl.a. instruktørerne Robert Dinesen og Lau Lauritzen Sr.
1921: økonomidirektør Svend Nielsen overtager det danske Palladium efter Björck.
1937: selskabet får via justitsministeriet tildelt den attraktive produktionsbevilling, dvs. retten til at drive biograf med fritagelse for den såkaldte forlystelsesafgift. Lau Lauritzen Sr. trækker sig som kunstnerisk leder.
1938: 18. januar indvies Palladium-biografen med 1200 sæder i Industriens Hus på Vesterbrogade 1.
Selskabet udvider med et moderne tonefilmsatelier på Strandparksvej i Hellerup, så der nu kan indspilles film på to scener.
1944: 31. januar ødelægges atelieret i Hellerup af en række bombeeksplosioner. 25. april går det ud over hovedkontoret i København.
1955: ”Ordet” vinder Guldløven i Venedig og en Golden Globe i Hollywood.
1958: Svend Nielsen sælger inden sin død Palladium til Preben Philipsen og Henning Karmark.
1960: Svend Nielsens bror, Tage Nielsen, overtager selskabet efter en højesteretsdom, som tilkender ham forkøbsretten. Han driver selskabet videre med sin søn Niels Jørgen Nielsen, som er bosiddende i England. Hans hustru, Ellen Nielsen, driver udlejningsselskabet Film-Centralen-Palladium.
1965: ”Gertrud” vinder FIPRESCI-prisen i Venedig.
1971: Atelieret i Hellerup lukker, da lejeaftalen med kommunen udløber.
1976: Selskabets produktion ophører med premiere på de sidste to sengekantsfilm. Biografen i Industriens Hus lukker med udgangen af 1976. Den skal rives ned.
1978: Biografen genåbner med tre sale i arkaden mellem Rådhuspladsen og Tivoli efter ombygning af Industriens Hus. Den afhændes året efter til Nordisk Film, som driver den frem til lukningen i 2010 – i de sidste år under navnet Metropol.
2017: Palladium afvikles som selskab. Selskabets filmrettigheder overgår med støtte fra A.P. Møller Fonden og Augustinus Fonden til Det Danske Filminstitut.

Se også Jannie Dahl Astrups artikel om Palladium i Kosmorama 270: Historien om Palladium