Det Danske Filminstitut tager på messe



2. september
2002
I begyndelsen af
september måned løber to store børnekulturmesser af stablen i henholdsvis
København og Aalborg. Begge steder vil man kunne møde og tale med
repræsentanter for Det Danske Filminstitut.
I København lægger
Øksnehallen på Halmtorvet hus til børnekulturmessen 'Børnekulturen på
himmelfart'. Messen, der løber i dagene 5.-7. september, byder på et
overflødighedshorn af børnekultur: udstillinger, underholdning,
værksteder, seminarer, foredrag, musik, teater, filmforevisninger og meget
meget mere.
På Det Danske
Filminstituts stand kan man få information om de forskellige aktiviteter
og tilbud fra Filminstituttet og om BUSTER Københavns Internationale
Børnefilmfestival. Der vil blive vist et udvalg af DFIs film for børn og
unge og et udvalg af film fra BUSTER 2002-programmet. Desuden er der
BUSTER-seminar lørdag den 7. september kl. 14.00. Der er fri entré og
åbent dagligt kl. 9.30 - 17.30. For yderligere information og program: http://www.byensboern.dk/
7.-10. september drejer
det sig om børnekulturmessen 'Med liv og lyst' i Aalborg Kongres og Kultur
Center. Her sættes fokus på alle kulturformer for børn: litteratur,
teater, film, musik, billedkunst, dans m.m. - lige fra de ældste
udtryksformer til it-teknologiens muligheder - og også hér har Det Danske
Filminstitut en stand. Der er åbent dagligt fra kl. 10.00 til kl. 17.00.
Entré: Voksne 40 kr., børn 20 kr. - gratis adgang for børn under 2 år.
Mandag og tirsdag er der gratis adgang for skoler og institutioner. For
yderligere information og program: www.njl.dk/kulturmesse