DOKUMENTAR-klubber: Fælles tema om fattigdom og dialog med Christoffer Guldbrandsen

I bibliotekernes DOKUMENTAR-klubber kan man i den kommende periode vælge det fælles tema "Hvorfor fattigdom?". Temaets titel er taget fra den globale kampagne, der blev lanceret sidst i november 2012. Dialogen i klubberne og på web kan tage udgangspunkt i kampagnens film og baggrundsmaterialer. Hovedfilmen i det fælles tema er den danske film "Tyveriet af Afrika", og filmens instruktør Christoffer Guldbrandsen har givet tilsagn om at deltage i dialogen med publikum på dfi.dk.

I december 2012 og i januar 2013 lægger DFI op til, at "Hvorfor fattigdom?" er det fælles tema i DOKUMENTAR-klubberne og på web.

De otte dokumentarfilm som blev produceret i forbindelse med kampagnen "Hvorfor fattigdom" med støtte fra DFI og DR, er omdrejningspunktet for temaet. Filmene er lavet af internationalt anerkendte instruktører, og sammen med et fyldigt baggrundsmateriale fra bl.a. DR, er der basis for en god og alsidig dialog om verdens fattigdom og årsagerne til ulighed.

Temaets hovedfilm "Tyveriet af Afrika" er lavet af Christoffer Guldbrandsen. Han vil meget gerne indgå i en dialog om sin film og om temaet generelt. Har du kommentarer eller spørgsmål til Christoffer Guldbrandsen eller andre kommentarer, kan du deltage på dfi.dk. Læs mere om filmene, temaet og deltag i dialogen på DOKUMENTAR-klubbernes temaside om "Hvorfor fattigdom?".

Hvorfor fattigdom logo rød 210