Facebookistan

Bag titlen ”Facebookistan” gemmer sig en ny dansk dokumentarfilm, der undersøger Facebooks love og brugernes rettigheder i forhold til privatliv og ytringsfrihed. Med både danske og udenlandske cases sætter filmen alvorlige spørgsmålstegn ved Facebooks fremgangsmåder. Se filmen på Filmcentralen og Filmstriben.

Den danske instruktør Jakob Gottschaus film "Facebookistan" undersøger Facebooks love – og hvad der sker, når man bryder dem. Dokumentaren følger bl.a. den østrigske jura-ph.d.-studerende Max Schrems, der har sagsøgt Facebook for at overtræde den europæiske lovgivning om privatlivets fred. Vi møder også Peter Øvig Knudsen, der fik censureret sine billeder fra bogen "Hippie" og en gruppe drag-performere, der fik nedlagt deres profiler for at anvende deres kunstnernavne. Ingen af de medvirkende i filmen – inklusiv instruktøren – har haft held til at få Facebook i tale.

Titlen ”Facebookistan” henviser til et tankeeksperiment: hvis Facebook var en nation, ville det så være et demokrati eller et diktatur? Det er en tanke værd, at 1,4 milliarder Facebook-brugere uden videre accepterer en total mangel på privatliv og ytringsfrihed, mens vi i andre sammenhænge er meget opmærksomme på, at vores samfund beskytter borgernes fundamentale rettigheder.

Filmen er meget velegnet som oplæg til debat om bl.a. internetsikkerhed, sociale medier, ytringsfrihed m.m.

”Facebookistan” kan vises på Filmstriben ’På biblioteket’, samt ses hjemme på Filmcentralen/For alle.

Læs mere:
http://facebookistan.org: Filmens eget site under overskriften ”What’s on your mind, Facebook?”.

FILMupdate-artikel 10.12. 2015.