Fra 3 år – 33 min.
Prik og Plet får skoldkopper
Instruktør: Uzi Geffenblad
Prik og Plet leger gemmeleg. Men så bliver Prik pludselig meget træt, får feber og røde prikker over det hele. Plet kigger i lægebogen og finder ud af, at det er skoldkopper. Prik falder i søvn og har nogle underlige drømme.
DFI distribution. Sverige 2013. 7 min. Dansk tale. Tilladt for alle.
Læs mere om filmen på Filmdatabasen
Drengen og fisken
Instruktør: Mercedes Marro
En dreng redder en lille fisk fra at blive spist af en kat. Han tager fisken med sig hjem, men familien mangler vand, så fisken er ved at dø. Endelig kommer der vand i landsbyen. Fisken liver op og springer glad rundt i vandspande og kander. Men kattene er stadig på jagt efter den.
DFI distribution. Spanien 2016. 8 min. Dansk tale. Tilladt for alle.
Læs mere om filmen på Filmdatabasen
Min oldefars historier – Hulen
Instruktør: Tone Mygind Rostbøll
Da Theodor spørger Oldefar, om han vil fortælle en ”Tykke-historie”, skal Oldefar lige gøre en masse voksenting først. Men da Oldefar har barberet sig og ordnet sig, fortæller han ”Tykke-historien” om dengang, da ham og Tykke flyttede hjemmefra og byggede en hule ude i skoven. Theodor bliver inspireret og pakker sin taske og begiver sig af sted mod skoven, mens han synger den spejdersang, som Oldefar har lært ham. Han bygger en flot hule; men da dagen er ved at være omme, bliver Oldefar pludselig urolig – for hvor er Theodor henne? Heldigvis ved Oldefars kat godt, hvor Theodor er, og Oldefar er meget imponeret over den flotte hule, som Theodor har bygget. Theodor og Oldefar slutter dagen med at grille pølser over bål, mens de synger spejdersange og hygger sig i flammernes skær.
DFI distribution. Danmark 2016. 8 min. Dansk tale. Tilladt for alle.
Læs mere om filmen på Filmdatabasen
Den kæmpestore gulerod
Instruktør: Pascale Hecquet
Hunden, katten og musen er hele tiden efter hinanden, og den lille pige prøver at få dem til at falde til ro. Ude i haven finder hendes bedstefar en kæmpestor gulerod til bedstemors suppe, og alle må hjælpe til med at få den op af jorden. Suppen smager skønt, og måske kan de også få fat i andre lækkerier, hvis de hjælpes ad.
DFI distribution. Frankrig 2014. 6 min. Dansk tale. Tilladt for alle.
Læs mere om filmen på Filmdatabasen
Krokodille
Instruktør: Julia Ocker
En krokodille gør klar til at hygge sig i sofaen og se tv. Men da den skal til at spise sine saltstænger, får den problemer. Armene er for korte til at nå munden. Den prøver på alle mulige måder, men det lykkes ikke. Ved siden af sidder en anden krokodille, der synes, det er lige så svært. Måske kan de hjælpe hinanden.
DFI distribution. Tyskland 2015. 4 min. Dansk tale. Tilladt for alle.
Læs mere om filmen på Filmdatabasen
Fra 5 år – 51 min.
Hermans hjerte
Instruktør: Anne Kristin Berge
Drengen Herman og hans bamse hygger sig i deres have og lille hus. Men udenfor havelågen ligger en mystisk, tåget verden. En dag dukker en lille pige op. Herman synes, hun er irriterende, og vil af med hende. Men da en stærk vind blæser hende ud af haven, så hun forsvinder i tågen, følger Herman efter for at redde hende. Det bliver en overraskende tur.
DFI distribution. Norge 2014. 8 min. Dansk tale. Tilladt for alle.
Læs mere om filmen på Filmdatabasen
Sallies historier – Stakkels prinsesse
Instruktør: Peter Hausner, Søren Tomas
Prinsesser er nogle forkælede størrelser, der ved lige, hvor skabet skal stå. Men det er ikke nemt at være en forkælet prinsesse, når man pludselig bliver tvunget til at stå på egne ben, og ingen vil høre efter, hvad man siger.
DFI distribution. Danmark 1998. 7 min. Dansk tale. Tilladt for alle.
Læs mere om filmen på Filmdatabasen
Drengen Su
Instruktør: Vedrana Music
Drengen Su kommer fra Kina og taler kun kinesisk. Det sprog forstår de andre børn ikke. I frikvarteret driller nogle drenge ham og tager hans bold. Men Su vil have sin bold tilbage, og han giver ikke op. Det viser sig, at man ikke altid behøver sprog for at forstå hinanden.
DFI distribution. Australien 2014. 8 min. Dansk tale. Tilladt for alle.
Læs mere om filmen på Filmdatabasen
Ztriwer
Instruktør: Amalie Næsby Fick
Zebraen Zøren er den sejeste danser på Savannen - en stribet John Travolta. Zøren trænger til en kølig dukkert. Men han blander ikke sort og hvidt i samme vask, så han lægger sine striber ved bredden, inden han hopper i søen. Da han kommer tilbage er striberne er væk. Stjålet! Hvordan kan han nu vende tilbage til flokken? Er han overhovedet en zebra, når han ikke har striber? Heldigvis får han hjælp fra en uventet kant. Per Vers lægger stemme til den musikalske fortælling.
DFI distribution. Danmark 2016. 11 min. Dansk tale. Tilladt for alle.
Læs mere om filmen på Filmdatabasen
Josefines bondegård – Grisebasserne
Instruktør: Emil Langballe
Josefines mor og far vil udvide bestanden med små grise, og Josefine får lov til at få ansvaret for sin egen lille gris, hvis hun vel at mærke passer ordentligt på den.
DFI distribution. Danmark 2015. 16 min. Dansk tale. Tilladt for alle.
Læs mere om filmen på Filmdatabasen
Peter Pix: Skoen
Instruktør: Trine Heller Jensen
Peter Pix kæmper med at få sko på. Men de vil ikke lege med, da hans sokker er sure.
Da han vil stikke fødderne med sokkerne i skoene, bryder de sig ikke om de sure sokker og stikker af - nu går kampen ind på at fange skoene.
DFI distribution. Danmark 2013. 1 min. Dansk tale. Tilladt for alle.
Læs mere om filmen på Filmdatabasen