Filmseminar for bibliotekarer 2018

Det Danske Filminstituts årlige filmseminar for bibliotekarer finder sted i Odense 28.-29. august 2018. Se program og praktiske oplysninger, og tilmeld dig senest 20. august 2018.

DFI’s filmseminar for bibliotekarer præsenterer nye film og formidlingsprojekter, og sætter fokus på bibliotekernes og kulturhusenes muligheder for at udnytte filmenes potentiale i deres publikumstilbud. 

Praktiske oplysninger

Tidspunkt for filmseminar 2018:
Tirsdag 28. august kl. 9.30 - 17.00 og
Onsdag 29. august kl. 9.00 - 16.40.

Sted: Rosenbækhuset, Rosenbæk Torv 30, 5000 Odense C. (nær Brandts Klædefabrik og Cafébiografen). 

Målgruppe: Film- og kulturformidlere på folkebibliotekerne, i kulturhuse, skoler, børneinstitutioner m.v.

Pris: 1.350 kr. inkl. moms.
Der er relevant indhold for alle målgrupper både tirsdag og onsdag, og deltagerne opfordres til at deltage begge dage. Der er dog mulighed for kun at tilmelde sig til én af dagene (skal anføres på den elektroniske tilmelding). Pris for én dag: 950 kr. inkl. moms.

Når du tilmelder dig, får du automatisk en bekræftelse på din deltagelse. 
Få dage efter tilmeldingsfristens udløb sender DFI en mail til dig med deltagerliste m.v.
Faktureringen for din deltagelse i seminaret fremsendes medio september 2018.

Tilmeldingsfrist: mandag 20. august 2018.

Seminaret byder på en god blanding af de nyeste kortfilm og dokumentarfilm, og oplæg fra både filmskabere og formidlere, der kan inspirere til publikumsaktiviteter for børn, unge og voksne.

Se programmet nedenfor og tilmeld dig HER.
 
Du bliver præsenteret for nogle af de sammenhænge, hvor film har oplagte kvaliteter: som under-holdning og oplevelse, som katalysator for debat, refleksion og socialt samvær, i forbindelse med leg, læring og digital dannelse, og som en del af andre formidlings-projekter og lokalt samarbejde.

I løbet af seminaret vil du også blive inspireret og få ny viden fra kolleger fra hele landet,  der byder ind, og fortæller om deres aktiviteter og erfaringer. Det kan give dig nye kontakter, og medvirker til at du får nye ideer med hjem.

Vi glæder os til at se dig i Odense 28.–29. august 2018.

Kontakt vedrørende program: 
Carsten Olsen, DFI. 
Mail: carsteno@dfi.dk
Tlf. 25371388.

Hent program som pdf.

PROGRAM

Tirsdag 28. august

  9.00 – 9.30 Ankomst og morgenmad, kaffe og te

9.30 – 9.50 Velkommen til OFF
Festivalleder Birgitte Weinberger, OFF, byder velkommen til Odense og sætter spotlight på nogle af begivenhederne på årets filmfestival, sammen med årets kunstneriske profiler fra den alternative filmuddannelse Super 16.

9.50 – 10.35 Vitello, Rita, Iris og Alma
De yngste børn på børnebibliotekerne kan glæde sig til efteråret 2018, hvor der kommer ekstraordinært mange nye danske filmserier på Filmstriben. Få en god start på formiddagen med de velkendte figurer ”Vitello” og ”Rita og krokodille” i helt nye animerede historier, og se de dokumentariske serier ”På tur med far” og ”Alma flytter på landet”, som har piger i hovedrollerne.

  10.35 – 10.45 Kort pause
10.45 – 12.00 Filmcentralen for de yngste
Digital projektleder Mads Bo Petersen, DFI, præsenterer app’en ’Filmcentralen for de yngste’, som giver 3-6-årige børn i dagtilbud mulighed for at lege med film, billeder og lyd. App’en inspirerer til mange former for aktiviteter, der alle relaterer sig til de pædagogiske læreplanstemaer, og den bidrager til børnenes kulturelle og digitale dannelse. Biblioteksformidlerne Peter Nordahl, Gentofte, og Gritt Bang Elmeskov, Aalborg, giver nogle bud på, hvordan børnebibliotekerne kan anvende den i samarbejde med børnehaver og i andre publikumstilbud.
  12.00 – 12.45 Frokost
12.45 – 13.00 Min tro: Be’ om et mirakel 
Visning af et afsnit fra Cathrine Asmussens serie ”Min tro”, om troens betydning for børn fra forskellige trosretninger. Afsnittet ”Be’ om et mirakel” handler om den kristne 12-årige Lukas og hans familie, som beder sammen hver dag. Lukas er født med en hjertefejl, der forhindrer ham i at løbe helt frit, mens han træner til skolens motionsdag. Han træner intensivt, og hele familien beder for, at han må klare sig godt.
13.00 – 14.20 Nye film og tværmedielle projekter for børn og unge
Filmkonsulent Ulla Hæstrup, DFI, præsenterer kommende kort- og dokumentarfilm med børn og unge som målgruppe, og viser også eksempler på nogle af de tværmedielle projekter som udvikles med støtte fra DFI.
 
14.20 – 14.35 Mørkekammerater
Koordinator Karina de Freitas Olesen, Cinemateket, fortæller om erfaringerne med de unge i brugergruppen ’Mørkekammeraterne’, som selv står for programlægning og events i Cinemateket, og udnytter deres egne sociale netværk til at skabe stor publikumsinteresse.
 
  14.35 – 15.00 Kaffepause
15.00 – 15.45 Flygtningebørn.dk 
Filmfolkene Michael Graversen og Henrik Grunnet præsenterer den interaktive læringsportal flygtningebørn.dk, som skal give danske børn en større forståelse for flygtningebørns situation. Portalen består af nyt filmbaseret undervisningsmateriale, dokumentarfilm og apps, og de danske børn får mulighed for at stille spørgsmål direkte til børn i nærområderne, eller skabe små filmiske mikrohistorier, som de kan dele. Portalen indeholder også masser af materiale og historier om flygtningebørn fra de største NGO’er, samt aktuelle film og videoer fra hele verden.
15.45 – 16.00 DFI’s materialer og aktiviteter på flygtningeområdet
Redaktør Lisbeth Juhl Sibbesen, DFI/Filmcentralen Undervisning, præsenterer DFI’s nyeste materialer og aktiviteter, der relaterer sig til flygtninge og indvandrere. Materialerne til elever i grundskolen bidrager til et mere nuanceret syn på flygtningesituationen og en større indbyrdes forståelse af hinandens kulturer. For elever i modtageklasser er der udarbejdet materialer, der udvikler deres intersprog – dvs. overgangen fra modersmål til dansk. Materialerne er frit tilgængelige og kan anvendes i folkebibliotekernes formidling og skolesamarbejde.
 
16.00 – 16.30 Fantasi fantasi
Visning af Kasper Astrup Schrøders dokumentarfilm ”Fantasi fantasi” om tvillingesøstrene Smilla og Molly som har en autisme diagnose. Over en fireårig periode fra de var 11 år gamle og frem til de fylder 15 år, følger filmen dem privat og i skolen. Selvom det stadig er en udfordring at føle sig anderledes på nogle områder, får de hver især mere og mere selvtillid til at træde ud i verden som to selvstændige piger.
 
16.30 – 16.55 Blikket på verden
Odenses mangeårige filmkonsulent Ulrich Breuning viser og kommenterer en lille håndfuld filmperler fra årets konkurrenceprogram på OFF.
  17.00 Café Biografen byder seminarets deltagere på en drink
Onsdag 29. august
9.00 – 10.00 Det sorte kapitel
Visning af Maya Albanas nye dokumentarfilm ”Det sorte kapitel” om kunstneren Jeanette Ehlers og hendes arbejde med den syv meter høje skulptur ”I am Queen Mary”. Skulpturen skal minde os om Danmarks fortid som kolonimagt, og symboliserer kampen imod de kolonialistiske strukturer, som vi stadig bærer med os. For dansk-caribiske Jeanette Ehlers er hendes etniske baggrund af afgørende betydning, og hun reflekterer sammen med barndomsveninden, den dansk-malaysiske Maya Albana, over etnicitetens betydning for vores identitet.
 
10.00 – 10.30 Maya Albana om sin film
Filminstruktør Maya Albana fortæller om baggrunden for sin film og tilblivelsen af den – og lægger op til dialog om filmens potentiale på bibliotekerne i forbindelse med publikumsarrangementer.
 

10.30 – 10.50 Kaffepause

10.50 – 12.10 Nye dokumentarfilm for voksne
Filmkonsulent Cecilia Lidin, DFI, præsenter nye dokumentarfilmprojekter, som er under færdiggørelse og på vej til publikum i biografen, på tv og på bibliotekerne.
 

12.10 – 12.45 Frokost

12.45 – 13.10 Biblioteksundersøgelse og nyt website
Bibliotekskonsulent Carsten Olsen, DFI, præsenterer hovedkonklusionerne fra DFI’s landsdækkende undersøgelse af bibliotekernes filmformidling, og viser DFI’s nye formidlingssite FILM PÅ BIBLIOTEKET.

13.10 – 13.30 Dansk films kulturelle betydning og bibliotekernes rolle
Afdelingsleder Pernille Schütz, Cinemateket, fortæller om dansk films kulturelle betydning som et vigtigt pejlemærke for DFI’s engagement i filmprojekter og formidlingsaktiviteter i hele landet.
13.30 – 13.50 Benspænd og potentiale i bibliotekernes filmformidling
Bibliotekschef Martin Lundsgaard-Leth, Ikast-Brande, fortæller om konkrete erfaringer med filmarrangementer på biblioteket og i samarbejde med biografen. Med det udgangspunkt lægger han op til dialog om de vigtigste benspænd for at arrangere gode, engagerende filmevents på folkebibliotekerne, og hvad der skal til, hvis man i højere grad skal udnytte filmenes potentiale som kulturelt samlingspunkt.
13.50 – 14.10 Bibliotekernes betydning for filmskabere og publikum
Filminstruktør og filmproducent Christian Sønderby Jepsen, der står bag adskillige dokumentarfilm, reflekterer over bibliotekernes betydning for ham som filmskaber, og hvilken rolle de har spillet i det samlede billede af hans films møde med publikum. 
  14.10 – 14.40 Dialog om eftermiddagens oplæg
Eftermiddagens oplægsholdere og deltagerne i salen inviteres til at udveksle synspunkter og erfaringer, og pege på muligheder for at styrke filmformidlingen på bibliotekerne.
 

14.40 – 15.00 Kaffe

15.00 – 16.00 Julebrødrene
Visning af Mira Jargils og Christian Sønderby Jepsens helt nye dokumentarfilm ”Julebrødrene”. Filmen portrætterer tvillingebrødrene Benny og Brian, som ihærdigt kæmper for at realisere deres store drøm om at etablere et julemuseum i Sønderjylland. Deres fascination af alt der hører julen til, er kun blevet større i løbet af deres voksenliv, og trods en presset økonomi og indbyrdes uenigheder, er de to iværksættere hele tiden i gang med nye tiltag til glæde for publikum og dem selv.

  16.00 – 16.25 Q&A med Christian Sønderby Jepsen om ”Julebrødrene”
Filminstruktør Christian Sønderby Jepsen fortæller om intentionerne med at lave ”Julebrødrene”, og om forløbet fra idé til færdig film. Filmen får tv-premiere i julen 2018, hvorefter den kan vises på bibliotekerne.
  16.25 – 16.30 Afrunding på seminaret