De fleste af de nyeste animationsfilm på Filmstriben På biblioteket handler om dyr. Men dyrenes følelser og udfordringer er meget menneskelige, og lette for de mindste børn at identificere sig med. Filmene kan igangsætte børnenes egne eftertanker, og danne basis for samtaler med en voksen om f.eks. venskab og identitet.
Filmene findes på Filmstriben og kan vises på biblioteket. Børn fra 3 års alderen får gode filmoplevelser med Blæksprutte, Krokodille, Tiger og Ulv eller med Den lille fugl og larven, som er den tredje film om den lille fugl, der ikke kan flyve. Den lille fugl er til gengæld snedig og hjælpsom, og redder hver gang sig selv og vennerne fra ræven. I Forårsfest er det hjorte og fugle der fører an i en musikalsk lynrejse gennem mange genrer, inden de finder sammen i samlet kor.
Den lille pige med svovlstikkerne er for børn fra 5 års alderen og opefter. Denne franske tegnefilmversion af H.C. Andersen-eventyret er flot og stemningsfuld, men kan også være lidt uhyggelig og svær at forstå for de mindste.
DFI har i 2017 udgivet en stor mængde primært udenlandske animationsfilm, som bibliotekerne kan vise for børnene på Filmstriben. Filmene er enten ordløse eller dansk bearbejdede. Se oversigten over de 25 nyeste animationsfilm på Filmstriben på biblioteket.
På Filmstriben på biblioteket kan du også finde den samlede oversigt over de i alt knap 300 animationsfilm, som kan vises for børnene – måske kombineret med en god samtale.