”Josefines bondegård” er en ny dokumentarserie for børn, som består af syv film af 15 minutters varighed. Hovedpersonen er den 7-årige Josefine. Hun er en energisk og foretagsom pige, der bor sammen med sin familie; mor, far, storebrødre, storesøster, morfar og mormor på en bondegård på Fyn. Familien vil gerne være helt selvforsynende, og derfor oplever Josefine meget, som andre børn ikke oplever. Der skal laves mudderpøl til de nye smågrise, den nyfødte ged skal have sutteflaske, og kaninerne skal slagtes.
Filmens producent ”Made in Copenhagen” har udarbejdet et undervisningsmateriale til filmserien. Materialet bygger på en dialog mellem underviser og elev, og det kan også sagtens bruges som supplerende materiale i formidlingen på børnebiblioteket.
Fokus er på produktionen af henholdsvis grise, geder, kyllinger – fra fødsel til slagtning. De syv film kan både vises på Filmstriben ’På biblioteket’, og ses på Filmcentralen/For alle – på børnenes private pc, i-pad eller smartphone.
Vær opmærksom på, at flere af filmene i serien har en 7-års grænse fra Medierådet - blandt andet på grund af scener, hvor dyrene slagtes. Det kan virke voldsomt på de yngste børn. Andre af filmene kan sagtens ses og er målrettet børn fra 5-års alderen og opefter.
- Læs artikel om "Josefines bondegård".
- Se materiale til "Josefines bondegård" fra producenten Made in Copenhagen.
”Bondegårdens dyr”:
Livet på en bondegård skildres også for børn i dokumentarserien ”Bondegårdens dyr”, som også kan ses på Filmstriben og Filmcentralen. ”Bondegårdens dyr” er i virkeligheden to serier bestående af tre afsnit hver. Den ene af serierne er målrettet de mindste børn, og den anden serie er for de lidt større. Serierne handler om henholdsvis koen, grisen og fåret. Også til disse serier findes der undervisningsmateriale.
”Josefines bondegård” og ”Bondegårdens dyr” og det tilhørende materiale supplerer hinanden fint – og det er absolut ikke kun for bonderøve.