Skyggen af en helt

Film på biblioteket. Laurits Munch-Petersens personlige dokumentarfilm "Skyggen af en helt" handler om hans morfar, den kendte digter og maler Gustaf Munch-Petersen, som blev skudt i den spanske borgerkrig i 1938. Men den handler i endnu højere grad om de spor hans handlinger satte i hans efterladte familie, og valget mellem familie og ambitioner. Laurits Munch-Petersen kommer gerne ud og fortæller om sin film.

"Skyggen af en helt" er en personlig beretning fortalt af filminstruktøren Laurits Munch-Petersen. Hans morfar var den berømte surrealistiske digter og maler Gustaf Munch-Petersen, som blev skudt i den spanske borgerkrig i 1938. Laurits Munch-Petersen sætter i filmen alt ind på at finde sandheden om, hvad der skete dengang, i et forsøg på at forene familien, inden det er for sent. 

Laurits Munch-Petersen fortalte i forbindelse med filmens premiere om filmen og dens baggrund:

"Jeg er vokset op i skyggen af en helt. Hele mit liv har været farvet af min morfars beslutning om at forlade sin gravide kone og lille datter en nat for 78 år siden. Han blev skudt fire måneder senere og efterlod sig en familie, som har været splittet ad i tre generationer. Jeg har aldrig rigtigt forstået hvorfor.

Da jeg selv blev voksen og fik en gravid kone og en lille datter, gik det op for mig, at jeg var nødt til at gøre op med fortiden, hvis jeg skulle bryde arven. Jeg havde på en måde allerede opnået, hvad jeg drømte om. Jeg var blevet filminstruktør, og jeg havde en skøn, spirende familie. Men der var stadig noget helt galt. Mine film levede ikke op til mine egne forventninger, og min familie kunne ikke tale sammen. Måske var jeg nødt til at forene de to ting? Min familie og mine film.

Måske var jeg nødt til at fortælle en historie, som kunne vise, hvad problemet egentlig var? Dilemmaet ved at vælge mellem familien og sine ambitioner. Men hvordan? Min morfar var jo død for længst. Og min mormor, som jeg kun lige akkurat nåede at tale med, inden hun blev 90 år, var også død. Jeg nåede dog at beskrive mit møde med hende i Gudhjem i min dagbog. Kunne den måske fungere som et slags manuskript for filmen?

En dag til et middagsselskab, hvor jeg – som så ofte før – fortalte om dengang, jeg tog over til Gudhjem og bankede på døren hos min mormor, som jeg aldrig havde kendt, slog det mig pludselig, at flere af middagsgæsterne sad og græd, da jeg var færdig med at fortælle historien. Uden at jeg havde planlagt noget i forvejen.

Da jeg kom hjem de n aften fandt jeg min dagbog fra Gudhjemsturen frem og prøvede at nulstille alle mine erfaringer fra filmbranchen. Jeg prøvede at vende tilbage til udgangspunktet. Men det ville kræve, at jeg turde blotte mig for flere folk end et middagsselskab. Og at jeg turde stole på min inderste intuition og hukommelse frem for alle de metoder og dramaturgiske modeller, jeg havde lært. Det har været min indgangsvinkel over for alle involverede fra starten.

'Skyggen af en helt' er resultatet af denne personlige rejse (…) En rejse, der blander mit personlige liv med mit arbejdsliv og fortæller historien så frit og ærligt, som jeg overhovedet kan. Det har været mit livs oplevelse at lave filmen og jeg håber – ligesom snakken til dét middagsselskab, hvor det gik op for mig, at jeg skulle lave den – at det leder til, at folk får lyst til at åbne for deres egne personlige familiehistorier og få frem i lyset, hvordan man får manet fortidens skygger i jorden ... inden det er for sent.

Filmen kan vises på Filmstriben ’På biblioteket’,
Filminstruktør Laurits Munch-Petersen er interesseret i at komme ud og fortælle om sin film for publikum på bibliotekerne. Kontakt Laurits Munch-Petersen for at aftale nærmere: Mail: mail@laurits.com / Tel: 25 47 08 66.

Filmen kan også ses hjemme i privaten på Filmcentralen/For alle.