Vilde piger – ny film og biblioteks-turné

I dokumentarfilmen "Vilde piger" fortæller tre piger om deres teenageliv i Brøndby Strand, præget af bandevold, gruppe-pres og kriminalitet. Bag disse ydre reaktionsmønstre ligger bl.a. ustabile familieforhold og manglende selvværd. Pigerne er nu blevet ældre og er kommet videre takket være relevante socialpædagogiske tiltag og deres egen vilje til forandring. Flere andre steder i Danmark er de voldelige unge piger et problem, og derfor tilbyder medvirkende piger og socialarbejdere fra filmen, at komme ud på landets biblioteker for at vise filmen, og deltage i en lokal debat om hvordan problemerne kan tackles.

I løbet af de seneste 10 år er antallet af voldsdømte piger i alderen 15-20-år steget med 142 procent. Disse tal viser, at der rundt omkring i landet er brug for at finde holdbare og virkningsfulde tilbud til teenagepiger, der af den ene eller anden grund er den del af et voldeligt og kriminelt miljø.

Film og debat om voldelige teenagepiger

Bullitt Film, som har produceret "Vilde piger", tilbyder bibliotekerne et arrangement med visning af filmen og oplæg og debat med to af filmens medvirkende.

Begge de medvirkende har mange års erfaringer med problemerne. Den nu 22-årige Afaf Abbas, som har været dømt for vold, er i dag ude af det voldelige og kriminelle miljø og læser til ungdomspædagog. Hun er ansat i Brøndby Kommune, hvor hende mål er at vise de unge, at der er en vej ud af den voldelige adfærd.

Med til biblioteksarrangementerne er også Nimet Ayten Arabaci, som igennem mange år har været socialpædagogisk leder af den lokale pigeklub. Eventuelt vil flere af de medvirkende deltage ved enkelte biblioteksarrangementer.

Er dit bibliotek interesseret i at lave et filmarrangement med visning af "Vilde piger" og med oplæg fra Afaf Abbas og Nimet Ayten Arabaci, skal du kontakte Bullitt Film og aftale nærmere om tidspunkt og pris m.v.

Filmen kan ses på Filmstriben, men kan også købes hos Bullitt Film for 300 kr. i forbindelse med arrangementet.

Kontakt:
Rikke Tambo Andersen
Tlf.: 40 37 30 31 / Mail: tambo@bullittfilm.dk.

Se og læs mere: