Kunsten at beholde sine rettigheder på YouTube

YOUTUBE. Kan man styre og tjene penge på sit indhold på YouTube – også hvis andre kopierer det? Svaret fra Google er: Ja. I tirsdags afholdt Google Denmark 'YouTube Production Day' på sit hovedkontor i København med fokus på blandt andet indtjening og rettigheder. FILMupdate tog noter.

Hvert minut døgnet rundt uploades 100 timers nyt indhold til YouTube. Sitet har ca. 1 mia. unikke brugere hver måned, og alene søgefeltet på YouTube udgør den næststørste søgemaskine i verden – kun overgået af Google. Sammenlignet med tv-forbruget i Danmark kommer forbruget af YouTube-videoer ind på en tredjeplads og gør reelt YouTube til landets 3. største tv-kanal – efter DR og TV2.

Således Googles introducerende salgstale ved "YouTube Production Day" den 30. september, hvor film- og tv-branchen var inviteret til en gennemgang af mulighederne på YouTube. Foruden en lang række eksempler på succesfulde YouTube-indholdsproducenter, også kaldet "YouTubere" (se en af dem i højrekolonnen), bød dagen på et oplæg om "Monetization and Content Rights". Omdrejningspunktet var her "Content ID", som er YouTubes svar på alle spørgsmål omkring rettigheder og indtjening på sitet.

Kuriosum

Verdens mest populære YouTuber, den 24-årige svensker Felix Kjellberg, bedre kendt som PewDiePie, har over 31 millioner abonnenter på sin kanal og tjener $4 millioner om året på reklamer. Her er en af hans videoer (som er blevet set mere end 57 millioner gange):

Content ID

Når man som indholdsproducent uploader originalt indhold til YouTube – og formelt ejer alle rettigheder til det  – kan man kvalificere sig til et Content ID, som bliver knyttet til indholdet. Hvis andre YouTube-brugere herefter uploader videoer med det samme materiale – eller dele af materialet – bliver det opdaget. Det sker ved at YouTube scanner lyd og billede i alle nye uploadede videoer, og også gradvist arbejder sig ned i bunken af gamle YouTube-videoer – for at finde materiale, der er i konflikt med nogens Content ID.

Når en rettighedskonflikt opdages, bliver Content ID-ejeren notificeret og får mulighed for 1) at blokere den nye video, 2) at fjerne lyden, hvis det er lyden, man ejer, 3) at lægge reklamer på videoen eller 4) at måle statistik på brugen af videoen. YouTube forsøger selv at forklare processen i videoen her:

Indtjeningsmuligheder

YouTube har en filmudlejningstjeneste, som dog ikke blev omtalt denne dag. I stedet blev reklamer fremhævet som indtægtskilde. På eget materiale har man på YouTube mulighed for at tilknytte fem forskellige typer af reklamer (se billede nedenfor). Og det gælder både videoer, man selv har lagt op, og andre brugeres videoer, som man via et Content ID-match har rettighederne til.

YouTube-reklameformer

Hvor meget man tjener pr. visning af/klik på de forskellige reklameformer fremgik trods spørgsmål fra salen ikke af præsentationen og lader sig heller ikke opklare på YouTubes info-sider. Det nærmeste man kom et svar var, at det "fremgår af aftalen, når man indgår et partnerskab med YouTube".

Læs mere om Content ID på YouTube.

Tags: