Så er det igen tid til Tyske Filmdage, der i år afholdes i både København og Århus.
Søndag den 27. november åbner Grand Teatret i København med den tysk-tyrkiske "Almanya - Willkommen in Deutschland" af Yasemin Samdereli. Filmen er startskuddet til 5 dage med tyske filmvisninger i København efterfulgt af 4 dages visninger i Århus.
I "Almanya - Willkommen in Deutschland" ankommer tyrkiske Hüseyin og hans familie af gæstearbejdere til Tyskland. De kan konstatere, at tyskerne spiser små børn og tilbeder en gud på et kors, som de også spiser hver søndag i kirken! Men trods en umiddelbar skepsis overskrider nytyskerfamilien kulturkløften med højt humør og ægte kærlighed til det nye fædreland og de mange ejendommelige skikke, som gammeltyskerne praktiserer.
Otte film er på programmet, der fortrinsvis består af titler, som kun kan ses i biografen ved denne lejlighed. Blandt Tyske Filmdages visninger er Tom Tykwers "3" og Baran Bo Odars "Tavsheden".
De Tyske Filmdage arrangeres af Grand Teatret bl.a. med støtte fra Det Danske Filminstitut.
Tyske Filmdage
27. november til 1. december i Grand, København
Program og billetter
2. december til 5. december i Øst for Paradis, Århus
Program og billetter