Talentmøde under EU-formandskabet

TALENTMØDE. CPH:DOX og New Danish Screen slår et slag for det vigtige møde mellem kunst og film med en talentworkshop, hvor seks billedkunstnere fra Danmark, Frankrig, England og Østrig udfordres til, to og to, at lave film sammen.

Hybridfilm, kunstfilm, crossover, art cinema … Det kreative møde mellem kunst og film har kastet mange navne af sig. Herhjemme kan vi blandt andet takke CPH:DOX for, at dette helt særlige grænseland har fået større opmærksomhed de senere år. Den københavnske dokumentarfilmfestival har siden sin begyndelse haft det som sit fremmeste mål at opløse skellene mellem genrer og platforme.

Netop i disse dage er CPH:DOX sammen med Det Danske Filminstituts talentstøtteprogram New Danish Screen værter for en helt særlig udgave af DOX:LAB, som er festivalens internationale workshop for unge talenter – denne gang med en særlig europæisk vinkel i anledning af det danske EU-formandskab.  

I en uge arbejder tre danske samtidskunstnere med en artsfælle fra henholdsvis England, Frankrig og Østrig. To og to skal de sætte deres kunstneriske praksis i spil i filmregi. I samarbejde med erfarne filmfolk som for eksempel Triers mangeårige klipper og tidligere filmkonsulent Molly Malene Stensgaard skal mødet munde ud i en film, der produceres over det kommende år.

Hvad med publikum?

"De tre danske og tre udenlandske kunstnere er udvalgt, fordi de alle har klare ambitioner på filmområdet," fortæller Jakob Høgel fra New Danish Screen. "Tanken er, at de lader sig udfordre og inspirere af hinandens billedverdener og skaber noget fælles."

"Mødet mellem billedkunstnerne og et professionelt filmmiljø skal samtidig inspirere begge lejre til at tænke i nye former for distribution og arbejdsprocesser," siger Høgel og peger på, hvordan mødet for eksempel udfordrer selve forståelsen af værket.

"Kunst udfolder sig typisk på et bestemt sted, i et bestemt galleri, gennem en enkelt udstilling. Filmmediet derimod er et massemedium og har dermed et helt andet forhold til begrebet publikum. Hvordan kan de to oplevelsesformer inspirere hinanden? Det synes jeg er spændende. På vores DOX:LAB bliver kunstnerne tilskyndet til at skabe værker med reference til begge sammenhænge."

Konceptuel klarhed

Talentordningen New Danish Screen har det som grundide at støtte projekter, der eksperimenterer med nye filmfortællinger. Eksempelvis støttede man sidste år filmene på udstillingen FILM/KUNST på Gl. Strand, hvor en billedkunstner og en instruktør gik sammen i par og skabte fire værker, der var både film og installation.

"Der er ingen tvivl om, at billedkunsten har meget at give filmen. Den kan tilføre den enkelte filmfortælling en konceptuel klarhed," siger Høgel, som i den forbindelse fremhæver en af sine yndlingsfilm, "The Hunger" af Steve McQueen, en instruktør der selv oprindeligt er billedkunstner.

"Den film er båret af en tydelig ide hele vejen igennem. Man bliver holdt i åndeløs spænding fra start til slut, ikke på grund af plottet, men fordi filmen er så god til at fastholde temaet og fortælle sin historie i stærke billeder," siger Høgel.

De deltagende kunstnere

De seks kunstnere udvalgt til film-kunst-workshoppen er sat sammen parvis:

Ursula Mayer (Østrig) & Katya Sander (Danmark)
Michel Auder (Frankrig) & Ulrik Heltoft (Danmark)
Melanie Gilligan (England) & Wooloo (Danmark) 

Workshoppen er en del af initiativerne under det danske EU-formandskabs kulturelle markering af Danmark som filmnation. Den er arrangeret af CPH:DOX i samarbejde med New Danish Screen og Kunsthal Charlottenborg og finder sted 11.-17. juni.

Filmene vil blive vist på CPH:DOX 2013.