Rekordmange støtteansøgninger til Filmværkstedet

TALENT. Filmværkstedet, der netop har fejret 40-års jubilæum, har aldrig før modtaget så mange ansøgninger til produktionsstøtte som i år, fortæller værkstedets leder Prami Larsen.

Filmværkstedet har i 2010 modtaget 276 ansøgninger på fire runder. Det er 60 mere end sidste år. Blandt de støttede projekter er en horrorkomedie i et supermarked, en dokumentarfilm om en ung, vild storbykineser og en novellefilm om livet som transvestit.

Ansøgningerne bliver vurderet af filmkonsulenter fra branchen, i år blandt andre instruktørerne Birgitte Stærmose og Christina Rosendahl. Omkring 40 ansøgninger har fået støtte i form af materialer, vejledning og adgang til professionelt udstyr.

Yngre ansøgere fra hele landet

Omkring tre fjerdedel af ansøgningerne er til novellefilm, resten til dokumentarfilm og eksperimenter. Især glæder det leder af Filmværkstedet Prami Larsen, at ansøgerne er blevet yngre, og at de ikke kun kommer fra København.

"Vi har bevidst arbejdet på at få flere unge til at søge Filmværkstedet," siger Prami Larsen. Gennemsnitsalderen er nu 27 år, og vi vil gerne endnu længere ned. Det er vigtigt, at de unge kommer til. De kommer med friskhed og åbenhed både i forhold til de historier, de vil fortælle, og deres sprog."

"Mange har snuset til film på en ungdomsuddannelse eller har været forbi Filmhøjskolen i Ebeltoft. Det er få, der kommer ind på Den Danske Filmskole, men mange kombinerer støtte fra Filmværkstedet med Super16, som på den måde bliver en alternativ fødekæde til filmbranchen. Set i det perspektiv skal ansøgerne have både erfaringer og stor robusthed – men altså heller ikke være alt for gamle…"

Fakta

Filmværkstedet i København støtter unge filmtalenter ved at give adgang til professionelt produktionsudstyr og op til k 20.000 kr. til basale produktionsomkostninger. Projektet kan være en kort-, novelle-, dokumentar- eller spillefilm. Eller det kan være et filmisk projekt i en blanding af genre og platforme. Ved Filmværkstedets fire årlige ansøgningsrunder lægges der vægt på ide, originalitet og lysten til at lave film - og om erfaring matcher formatet på projektet.

Filmværkstedet

De unge er fremme i skoene

Som årsag til de mange ansøgere fremhæver Prami Larsen, at de unge kommer tidligt i gang med at arbejde med levende billeder:

"Allerede i folkeskolen laver de powerpoints og i gymnasiet podcasts og film på mobilen. Der er særlige medielinjer og tilbud som Station Next. De får altså meget tidligt erfaringer med at fortælle i levende billeder."

Filmværkstedet præsenterer otte gange om året de nyeste produktioner i programmet SneakBar i Filmhuset i Gothersgade.