På et tidspunkt i Sofia Coppolas fabelagtige "Lost in Translation" ligger Scarlett Johansson og Bill Murray ved siden af hinanden på et hotelværelse højt over Tokyos lysende nattelandskab. De taler om livet. Om børn. Bill Murray fortæller med melankoli i stemmen om sine børn, som er langt, langt borte, i en anden tidszone, på et andet kontinent… Og så kommer han med en monolog, som altid giver mig en klump i halsen, når jeg hører den. Den lyder sådan her:
Den dag, man får børn, er den mest skræmmende dag i ens liv. Det liv, man engang kendte, er forsvundet, og det kommer aldrig igen. Aldrig. Men de lærer at gå, og de lærer at tale, og man ønsker at være sammen med dem, og de viser sig at være de dejligste mennesker, man nogensinde vil møde.
Jeg synes, at netop den monolog rummer en stor sandhed om livet. For vores børn er uden sidestykke de dejligste mennesker, vi kommer til at møde. Dog synes jeg, at Bill Murray forsømmer at nævne, at vores børn også er nogle de mest irriterende mennesker, vi kommer til at møde…
Jeg tror dybest set, at vi langt ind i vores biologi er programmeret til at elske vores børn over alt andet på jorden, og at når det gælder dem, så er selv ikke det bedste ikke godt nok. På mange måder er det jo utrolig smukt, at verden er indrettet på den facon.
Men som filmkonsulent for børn og unge betyder det også, at man har påtaget sig en, lad os sige … vanskelig opgave.
På den ene side står man med et umælende, snotnæset, slikspisende, bebumset, mobiltelefontalende, indifferent publikum, som kun i sjældne tilfælde betaler for deres egne biografbilletter. Og på den anden side står man med deres forældre, som i en rus af dårlig samvittighed og uforløst trang til selvrealisering, løse på aftrækkeren som følge af sexmangel og vilkårlige S-togsforsinkelser, bare vil have det bedste til deres unger.
Børne- og ungdomsstoffet er med andre ord et hajfyldt farvand, og hestehullerne dukker op der, hvor man mindst venter det: Enten er filmene for voldelige, eller også er de for kedelige. Enten er de ikke i øjenhøjde, eller også er de for rå og for direkte.
Og ved siden af alt det, så skal man også slås med de to onde tvillinger, Zappa og Busters verden, altid lurende bag det nærmeste hjørne, parate til at kaste deres lange skygger ind over den stakkels manuskriptforfatter eller instruktør, som uforvarende beslutter sig for at prøve kræfter med stoffet.
Min opgave i de næste to år bliver at bygge bro mellem de tre førnævnte grupper: snotnæserne, de samvittighedstyngede og så jer, filmskaberne. Det vil jeg forsøge at gøre efter følgende pædagogiske læresætning:
Ligesom man ikke skal stille umulige krav til sine børn, vil jeg heller ikke stille umulige krav til børne- og ungdomsfilmen. Det bliver den bare frustreret og usikker af, især fordi det ikke er dens skyld, at vi alle sammen render rundt med dårlig samvittighed over for de mennesker, vi elsker så højt.
Jeg mener grundlæggende, at vores børn har behov for gode ufiltrerede fortællinger og løbske, vildtvoksende idéer. Præcis som alle vi andre har det, når vi går i biografen. Film til børn og unge har et andet mål end at være de voksnes forlængede arm og et romantisk kalejdoskop for egne barndomserindringer. Derfor vil jeg gerne invitere alle her i lokalet til at deltage i undersøgelsen af, hvor grænserne for børne- og ungdomsfilm går. Vi starter … NU!