Horisonten flytter med

TAKE. En stribe instruktører, alle er over tres år gamle, fortæller i Danske Filminstruktørers blad take om, hvordan de holder sig i gang ... hvis de altså gør det. FILMupdate bringer her Sonja Vesterholts bidrag.

Mit liv i filmbranchen begyndte meget sent. Jeg kom ind på filmskolen, da jeg var 40, og jeg lavede min første dokumentarfilm, da jeg var 45. Jeg har ikke haft nogen som helst problem med alder nogensinde. Det, som holder mig i gang, har ikke noget med alder at gøre. Det forandrer sig ikke. Tværtimod mener jeg, at tanken om, at man bliver svagere, efter man er blevet 60, er fuldstændig sindssyg.

Jeg mener bestemt, at vores livs vinter er forskellig for os alle sammen. Hvis man ikke er syg, for fysisk sygdom kan stoppe dig, så er man bedre, efter man er 60, fordi man har større erfaring. Og det betyder utroligt meget, afstanden til målet bliver kortere, fordi du har prøvet at gå turen så mange gange før. Det er det, der er erfaringen. Du kender vejen.

take 55

take: 55, Alt er bedre end plejehjemmet

Danske Filminstruktørers medlemsblad handler denne gang om, hvordan det er at være blevet instruktør +60


Anita M. Hopland

Tanker fra en nyuddannet

Gennem min uddannelse på Den Danske Filmskole har jeg undersøgt dokumentaren som genre. Jeg har udfordret min egen forestilling om, hvad en dokumentarfilm er, samt nærheden mellem mig og de medvirkende.

Nu starter livet som nyuddannet, hvor det ikke bliver muligt at eksperimentere i samme grad, og derfor søger jeg at afdække menneskers fortællinger med nogle af de greb, jeg har afprøvet gennem de sidste fire år. Nærheden vil være den samme, og det er min ambition gennem livet som dokumentarinstruktør at bevare denne som det vigtigste. 

Anita M. Hopland er nyuddannet dokumentarfilminstruktør.

Hvis der er nogen, der prøver at forhindre mig i noget, jeg har lyst til, på grund af min alder, så sagsøger jeg dem. Der står i Grundloven, at vi er lige uanset alder, religion osv.

Alderdom er ligesom horisonten. Jo tættere man kommer på horisontlinien, des mere flytter den sig. Det er en mental grænse, mennesker stiller foran sig selv – det er her, det slutter.

Jeg mener ikke, at jeg har forandret mig meget, siden jeg blev bevidst om mig selv. Jeg har ikke mærket specielle forandringer. Det er, fordi jeg har skiftet retninger så mange gange i mit liv, at forandringer er mit liv, en del af mit liv. Jeg har lavet så mange ting i mit liv.

Hele mit liv har jeg levet i nuet. Det er en stor force. Der er mange mennesker, der tænker på fremtiden, overvejer fremtiden og planlægger den. Det er jeg ikke særlig god til, jeg har det ikke i mig. Det er ikke nyt, det er ret så simpelt. Det er frygteligt for mange mennesker, at de ikke lever i nuet, fordi de hænger sig i fortiden eller planlægning af fremtiden. Den der evindelige selvransagelse er roden til alt ondt.

Mit liv er i det hele taget meget lystbetonet. Jeg gør det, jeg har lyst til, og når jeg har lyst til det. Jeg mener, at jeg kan det, jeg vil. Mit største problem her i livet er at verbalisere, få formuleret et ønske. Nå, det er dét, jeg vil! …

Det er meget sundt at skifte spor. I min alder er jeg er lige blevet debutant, jeg har skrevet en bog. Og det er fuldstændigt fantastisk at få en sådan stor anerkendelse, som jeg har fået for noget, der er fuldstændigt nyt for mig, for en side af mig selv, som jeg ikke vidste eksisterede.

Det er derfor, det er så skønt, for så får man bekræftet sin styrke. Mennesket har så meget i sig. Forestil dig en discokugle med mange, mange facetter, og så holdes man på grund af samfundets konventioner fast i en enkelt af dem. Og i virkeligheden har man så mange andre facetter i sig, som man ikke skal være bange for at finde frem til. Det er derfor, det er sundt at skifte spor. 

Og det er, når man får anerkendelse fra andre mennesker, at man bekræftes i, at man indeholder en mangfoldighed af muligheder. Det var det, jeg oplevede, da min første bog 'Hunden er rask' udkom i år. Vi vil alle have bekræftelse. Og så er det rart, når man bliver bekræftet i, at man kan noget nyt.


Danske Filminstruktørers blad take: 55, Alt er bedre end plejehjemmet handler om, hvordan det er at være blevet instruktør +60. 

Take udgives fire gange om året og redigeres af Søren Kragh-Jacobsen, Klaus Kjeldsen og Martin Strange-Hansen (ansv.).

Læs hele take: 55 på Danske Filminstruktørers hjemmeside.

 

take-55