En chance til præsenteres nu med synstolkning

SYNSTOLKNING. Nu kan danskere med synshandicap gå i biografen og opleve Susanne Biers aktuelle film "En chance til", mens en app forklarer, hvad der foregår. Dette er første test i et forhåbentligt mere permanent tilbud til blinde og svagtseende.

Folk med nedsat syn kan se filmen ved de ordinære visninger i alle landets biografer. Det eneste, der kræves, er en smartphone eller en tablet, et par hovedtelefoner samt app'en "MovieReading". App'en gør det muligt for personer med synshandicap at høre en beskrivelse af filmens billedside, samtidig med at de oplever lydsiden.

Teknikken fungerer således, at mobiltelefonen "hører" biografhøjttalerens lyd med sin mikrofon, som den genkender og synkroniserer med synstolkningen.

Der er i første omgang tale om en test, men det er Filminstituttets ønske, at synstolkninger vil blive et permanent tilbud til folk med synshandicap. Teknikken åbner samtidig muligheden for, at folk, der har svært ved f.eks. at læse undertekster, kan få disse læst op uden gene for de øvrige biografgængere.

Synstolkningen er et led i Kulturministeriets strategi "Kultur for alle – kultur i hele landet". På filmområdet er der afsat 1,0 mio. kr., som ud over synstolkning også rettes mod undertekster på nyproducerede danske film til gavn for døve og folk med nedsat hørelse.

Synstolkningen er inspireret af det svenske initiativ "Tillgänglig bio". Selve tolkningen er lavet af selskabet Takt & Tone ApS og indtalt af Dorthe Mikkelsen Hansen. Projektet er et samarbejde mellem Dansk Blindesamfund, Nordisk Film, Zentropa, Det Danske Filminstitut og det svenske firma Dogood.

Læs mere om MovieReading-app'en.
Læs Vejledning i brug af MovieReading (pdf).

app-store-button  google-play