Oplev undervandsfilmens fødsel - med levende musik

STUMFILMSKONCERT. Oplev nogle af verdens første levende undervandsbilleder - og få en hajjagt og en kæmpe-blæksprutte med i købet. Cinemateket blænder op for 'En verdensomsejling under havet' med levende klavermusik.

Da 'En verdensomsejling under havet' havde premiere i 1916, vakte den stor opsigt og satte indtjeningsrekord. Årsagen var enkel: Den rummede nogle af de første levende undervandsbilleder, verden overhovedet havde set.

Filmhistorie under overfladen

"Undervandsscenerne i denne Film er optaget ved Hjælp af Brødrene Williamsons Opfindelse og under disses personlige opsyn. Brødrene Williamson er de eneste, som har løst Hemmeligheden vedørende Fotografering under Havet," lyder forteksten til filmen, der ud over at være et (undervands)filmhistorisk dokument også er Jules Verne-eventyr for fuld eksotisk, teknologibegejstret skrue.

Harpunkaster og havuhyrer

Forskeren Mr. Arronax bliver bedt om at repræsentere Frankrig på en international ekspedition, der skal sikre tryg søfart – uidentificerede havuhyrer har skabt panik. Om bord på ekspeditionsskibet Abraham Lincoln er også "den berømte Harpunkaster Ned Land" og Arronax' smukke datter.

Ingen af dem kan gøre fra eller til, da skibet (formidlet med en mildt sagt skrabet special effect!) bliver vædret og sænket af ubåden Nautilus. De er nu i den bitre, piberygende og Allah-tilbedende kaptajn Nemos vold.

Filmen får ekstra dynamik af, af den krydsklipper mellem to Jules Verne-fortællinger: 'En verdensomsejling under havet' og 'Den hemmelighedsfulde ø'. De stumme strimler ledsages af levende klavermusik ved Lars Boutrup.

Tid: Tirsdag den 10. april kl. 19.30 
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412