Bille og Bier i San Sebastian

SAN SEBASTIAN. Bille Augusts nye spillefilmsdrama "Stille hjerte" får verdenspremiere i San Sebastian Filmfestivalens hovedkonkurrence nu på lørdag, og dagen efter får Susanne Biers "En chance til" europæisk premiere, også i hovedkonkurrence.

Bille Augusts spillefilm "Stille hjerte" får verdenspremiere den 20. september, hvor den er udtaget til hovedkonkurrencen på den internationale filmfestival i San Sebastian i Nordspanien.

Ghita Nørby, Morten Grunwald, Paprika Steen, Danica Curcic, Jens Albinus, Pilou Asbæk og Vigga Bro spiller de centrale roller i et drama om tre generationer af en familie, der samles over en weekend. Søstrene Sanne og Heidi har accepteret deres syge mors ønske om at dø, før sygdommen forværres, men som weekenden skrider frem, bliver morens beslutning sværere at håndtere, og gamle konflikter dukker op til overfladen.

Susanne Biers "En chance til" er også i hovedkonkurrence, hvor den får europæiske premiere den 21. september.

Nikolaj Coster-Waldau og Ulrich Thomsen spiller de to politimænd Andreas og Simon, som lever vidt forskellige liv. Andreas er lykkelig med sin familie, mens den fraskilte Simon bruger størstedelen af sin tid på den lokale stripklub. Men alt bliver vendt op og ned, da de en dag kaldes ud til husspektakel hos et junkiepar. Det ligner en rutinesag – indtil Andreas finder deres forsømte baby overladt til sig selv i et skab. Den ellers så afmålte politimand bliver konfronteret med sin egen magtesløshed og rystes i sin grundvold – og i et øjebliks desperation tager han loven i egen hånd og kidnapper barnet.

Maria Bonnevie, Nikolaj Lie Kaas og Lykke May Andersen ses i filmens andre store roller.

Endnu en dansk instruktør har en spillefilm med på festivalen. Anna Sofie Hartmann, der er filminstruktørstuderende på German Film and Television Academy Berlin deltager i kategorien New Directors med "Limbo", optaget på Lolland i Danmark med Nina Helveg som producer.

Om San Sebastians Filmfestival

San Sebastian Filmfestivalen, som afholdes fra 19. til 27. september, er en af Europas store, vigtige festivaler i gruppe med A-filmfestivalerne i Cannes, Berlin og Venedig.

Sidst en ny dansk spillefilm deltog på festivalen var i 2012, hvor Katrine Wiedemans "Viceværten" blev vist i sektionen New Directors. Seneste danske film i hovedkonkurrencen i San Sebastian var Kristian Levrings "Den du frygter" i 2008 og Simon Stahos "Daisy Diamond" i 2007.

Jesper Morthorst har produceret "Stille hjerte" for SF Film Production med støtte fra Det Danske Filminstitut. Den får danske biografpremiere den 13. november.

Sisse Graum Jørgensen har produceret "En chance til" for Zentropa med støtte fra Det Danske Filminstitut. Den får biografpremiere den 15. januar

San Sebastian International Film Festival (19.-27. september)

Danske film i hovedsektioner på San Sebastian International Film Festival

Nedenfor et overblik over tidligere deltagere i festivalens hovedsektioner siden 1998. Hvis du har deltaget med en film i en af hovedsektionerne tidligere eller har viden om deltagelse, vil vi være glade for et praj: larsf@dfi.dk

2014 Stille hjerte (Bille August) / Hovedkonkurrence
2014 En chance til (Susanne Bier) / Hovedkonkurrence
2012 Viceværten (Katrine Wiedeman) / New Directors
2010 Smukke mennesker (Mikkel Munch-Fals) / Zabaltegi – New Directors, Special Mention
2008 Den du frygter (Kristian Levring) / Hovedkonkurrence
2008 Himlens hjerte (Simon Staho) / Zabaltegi Pearls
2007 Daisy Diamond (Simon Staho) / Hovedkonkurrence
2007 Ekko (Anders Morgenthaler) / Zabaltegi
2006 Kunsten at græde i kor (Peter Schønau Fog) / Zabaltegi, Volkswagen Award
2006 Direktøren for det hele (Lars von Trier) / Hovedprogram uden for konkurrence.
2005 Bang Bang Orangutang (Simon Staho) Hovedkonkurrencen
2005 Drabet (Per Fly) / Hovedkonkurrence
2004 Brødre (Susanne Bier) / Hovedkonkurrence, Sølvmuslingen for Bedste Kvindelige Skuespiller (Connie Nielsen) og Sølvmuslingen for Bedste Mandlige Skuespiller (Ulrich Thomsen)
2004 Dag og Nat (Simon Staho) / Zabaltegi
2003 Arven (Per Fly) / Hovedkonkurrence, Juryens Pris For Bedste Manuskript (Per Fly, Kim Leona, Mogens Rukov og Dorte Høgh)
2003 Reconstruction (Christoffer Boe) / 'Det Bedste' fra andre festivaler. Grand Prix FIPRESCI For Årets Nye Instruktør
2002 Elsker dig for evigt (Susanne Bier) / Hovedkonkurrence
2001 Et rigtigt menneske (Åke Sandgren) / Hovedkonkurrence, Gran Premio Ocic
2001 P.O.V. - Point of View (Tomas Gislason) / Zabaltegi
1999 Mifunes sidste sang (Søren Kragh-Jacobsens) / ?
1998 Vildspor (Simon Staho) / Zabaltegi

1991 It's a Blue World (Torben Skjødt Jensen) / ?, Premio Documental de Creacion