Latinamerikansk festival - syv aftener med film, vin og snacks

RUNDREJSE. Over syv sommerlige aftener i starten af juni kan du opleve håndplukkede film fra syv latimamerikanske lande. Efter hver visning byder den pågældende ambassade på vin og andet godt til ganen.

Latinamerika har leveret klædelige overraskelser gennem de senere år med film som 'Central Station', '…Og din mor' og 'Øjnenes hemmelighed'. Film, der både havde intens lokal forankring og opnåede global succes.

Håndplukkede højdepunkter

Men man hviler ikke på laurbærrene i det spansk- og portugisisktalende sydvest. Tværtimod er der fortsat masser af lyst til at diskutere både normer, samfund og historie. Vores syv håndplukkede film fra Argentina, Bolivia, Brasilien, Mexico, Cuba, Chile og Venezuela er gode beviser på netop det.

Efter første visning af hver film vil den pågældende ambassade byde på vin og lækre specialiteter.

PROGRAM

Argentinsk aften

Tirsdag den 5. juni kl. 19.00 kan du opleve den argentinske komedie 'Chinese Take-away', hvor den knarvorne isenkræmmer Roberto bruger det meste af sin tid på at bevise, at leverandørerne snyder med antallet af søm i æskerne. Men en dag kæntrer hans tilværelse. Efter filmen er der reception med vin og andet godt til ganen. Vi viser filmen igen søndag den 24. juni.

Boliviansk aften

Onsdag den 6. juni kl. 19.00 viser vi Niels Boels poetiske dokumentarfilm 'Voices from Bolivia', der skildrer dagligdagen i en boliviansk bjerglandsby uden asfalt, lys eller strøm. Som en bonusfilm viser vi desuden Niels Boels 'Migranterne'. Efter filmene er der reception, hvor du også kan møde instruktøren. Vi viser filmene igen lørdag den 23. juni.

Brasiliansk aften

Torsdag den 7. juni kl. 19.00 får du chancen for at se en af de mest uforudsigelige - og succesrige - brasilianske komedier nogensinde. Den dialog-rappe 'A Dog's Will' følger to småfuskere fra bøhlandet, der får store kræfter imod sig. Efter filmen er der reception med vin og specialiteter. Vi viser filmen igen fredag den 22. juni.

Mexicansk aften

Fredag den 8. juni kl. 19.00 præsenterer vi den surreelle men seriøse fortælling 'Spiral'. I en mexicansk flække er mændene så meget i undertal, at kvinderne selv må trække i Jesus- og farisæer-klunset ved det årlige korsfæstelsesoptog. Efter filmen er der reception med vin og snacks. Vi viser filmen igen søndag den 24. jun.

Cubansk aften

Tirsdag den 12. juni kl. 19.00 får du mulighed for at se Theodor Christensens sprælske 60'er-portræt af den cubanske kvinde, 'Ella', der blev vist for fulde huse til repremieren i Cinemateket i marts. Filminstruktør Steen Dalin introducerer filmen og efterfølgende er der reception. Vi viser filmen igen lørdag den 23. juni.

Chilensk aften

Onsdag den 13. juni kl. 19.00 viser vi Tatiana Gaviolas smukt iscenesatte portræt af den chilenske kunstner og anarkist Teresa Wilms Montt (1893-1921), der blev smidt i kloster pga. utroskab og senere flygtede til avantgardens Europa. Der er reception med vin efter filmen, som vi også viser lørdag den 16. juni.

Venezuelansk aften

Torsdag den 14. juni kl. 19.00 afslutter det venezuelanske krigs- og kærlighedsdrama 'Venezzia' vores syv latinamerikanske aftener. Under 2. verdenskrig valgte Venezuela de allieredes side i en krig, der egentlig ikke var deres. Dette gjorde olietankere i Puerto Miranda til et fristende mål for tyske ubådsskippere. Efter filmen er der reception, og vi viser 'Venezzia' igen onsdag den 20. juni.

Festivalen er arrangeret i samarbejde med de syv landes ambassader.

Tid: 5.-24. juni
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412