Armadillo går som varmt julebrød

PÅ DVD. Janus Metz' anmelderroste og omtalte dokumentar "Armadillo" har på lidt over to uger solgt 30.000 dvd'er og Blu-rays.

Der er mange, der kan se frem til at finde "Armadillo" under juletræet i år. Siden den kom til salg den 28. november, er der solgt 30.000 enheder, skriver Nordisk Film i en pressemeddelelse.

Med over 118.000 solgte biografbilletter er "Armadillo" den næstmest sete danske dokumentarfilm nogensinde her hjemme. Filmen vakte en ophedet debat bl.a. på grund af kontroversielle udtalelser i forbindelse med kamphandlinger.

På dvd'en er der næsten en times ekstramateriale med bl.a. interviews og portrætter af soldaterne, voldsomme kampscener og interview med instruktøren Janus Metz. 

"Armadillo" er produceret af Ronnie Fridthjof og Sara Stockmann for Fridthjof Film i samarbejde med Kasper Torsting. Filmen er støttet af Det Danske Filminstitut.