10 timer til Paradis
Mads Matthiesen modtog i januar prisen som Bedste Instruktør på Sundance Film Festival for "10 timer til Paradis", som er hans spillefilmsdebut – og i april vandt filmen den internationale hovedkonkurrence på Off Plus Camera-festivalen i Krakow.
"10 timer til Paradis" udkom på dvd i mandags, og handler om den 38-årige bodybuilder Dennis, der rigtig gerne vil finde kærligheden. Han har aldrig haft en kæreste og bor alene med sin mor i en forstad til København. Da hans onkel bliver gift med en Thailandsk pige, beslutter Dennis sig for selv at prøve lykken i Thailand. Han ved, at hans mor aldrig ville acceptere en anden kvinde i hans liv, så han lyver og påstår, at han skal til Tyskland. Dennis har aldrig været ude og rejse før, og Pattaya bliver et kæmpe kulturchok for ham. De påtrængende thailandske piger giver Dennis' naive syn på kærligheden store skrammer, og han er tæt på at miste modet, da han helt tilfældigt møder den thailandske kvinde Toi, og de forelsker sig. Da Dennis vender hjem, beslutter han sig for at fortælle sin mor om Toi, men som forventet reagerer hun meget voldsomt og vil have ham til at afslutte forholdet. Men Dennis har andre planer. Han har fundet kærligheden, og denne gang har han ikke tænkt sig at give slip.