Danske dvd-udgivelser i oktober

PÅ DVD. Oktober måned byder på dvd-udgivelser af Marie Louise Lefèvres dokumentar "Sven & visdommen" og børnefilmen "Fuglejagten" instrueret af Christian Dyekjær.

Sven & visdommen: udkommer den 5. oktober

Midt i Bredgades trafikmylder ligger en lille boghandel med en atmosfære af tidløshed omkring sig. Lige siden 1941 har Sven Damsholt passet denne oase for søgende sjæle. På trods af sine 95 år passer han stadig butikken, ligesom han stadig oversætter spirituelle og religiøse skrifter. Svens åndelige søgen og nysgerrighed har til tider ført ham langt omkring. I filmen fortæller Sven om den indsigt, et langt liv med visdomsbøgerne har bibragt ham.

"Sven & visdommen" får offentlig premiere på Kulturnatten i København den 12. oktober i galleriet David Risley Gallery, der ligger ved siden af Svens boghandel i Bredgade.

Marie Louise Lefèvre har instrueret og skrevet manuskript til filmen. Cecilia Valsted og Mikael Windelin har produceret for Minerva Film i ko-produktion med Magic Hour Films med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Still fra filmen Fuglejagten
Foto: Jens Juncker-Jensen

 

Fuglejagten: udkommer den 9. oktober

Victor og hans far, Jesper, er vilde med fugle. Sammen med en masse andre familier deltager de i den store, årlige fuglejagt, hvor det gælder om at spotte og fotografere den mest sjældne fugl. Victor har ikke så mange venner og er altid den evige to'er, men satser på at vinde i år. Alt lover godt for Victor, lige indtil den opblæste Daniel, Victors værste konkurrent, pludselig dukker op. I panik beslutter Victor sig for at gøre noget, han aldrig skulle have gjort, og en lille smule fusk udvikler sig i løbet af ingen tid til en skandale i verdensklasse.

Hovedrollen som Victor spilles af Oliver Methling Søndergaard. Lars Brygmann, Jesper Asholt og Nicolas Bro er også at finde på rollelisten.

"Fuglejagten" er udtaget til London Film Festival, som finder sted den 10.-21. oktober. Filmfestivalen er den største af slagsen på de britiske øer med 225 spille- og dokumentarfilm i årets program.

Christian Dyekjær har instrueret "Fuglejagten", og Maja Dyekjær og Anders Toft Andersen har produceret for Nimbus Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.