Danske film på dvd i januar

PÅ DVD. To af sidste års danske biografsucceser, "Kvinden i buret" og "Antboy", udkommer på dvd i januar sammen med tre digitaliserede dokumentarfilm fra 1970'erne af Jørgen Vestergaard.

Kvinden i buret

I den første filmatisering af Jussi Adler Olsens bøger møder vi for første gang den uortodokse og desillusionerede vicekriminalkommissær Carl Mørck, spillet af Nikolaj Lie Kaas. Efter en blodig skudduel, der efterlader hans to partnere henholdsvis død og lammet, bliver Carl Mørck tvunget til at lede den nyoprettede Afdeling Q, en afdeling for uopklarede sager. I afdelingen er kun Mørck og hans nye assistent, Assad. Selvom de får udtrykkelige ordrer på kun at sortere og gennemlæse sagerne, går der kun en enkelt dag, før Carls stædige natur kaster dem hovedkulds ud i mysteriet om Merete Lynggaard; en smuk, kvindelig politiker, der for fem år siden forsvandt på en færge, og hvor det eneste vidne er hendes hjerneskadede bror, som blev fundet skrigende på bildækket.

Mikkel Nørgaards "Kvinden i buret" blev sidste års mest sete film med over 700.000 solgte billetter. Filmen er produceret af Louise Vesth for Zentropa. Den næste film i rækken af fire planlagte film om Carl Mørck og afdeling Q, "Fasandræberne", får premiere i efteråret 2014. Mikkel Nørgaard fylder faktisk 40 år i dag.

"Kvinden i buret" kan købes på dvd fra den 23. januar.

Antboy_1

Antboy

12-årige Pelle Nørhmann bliver ved et skæbnetræf bidt af en myre og opdager, at han har fået dens styrke og egenskaber. Med hjælp fra sin eneste ven, tegneserienørden Wilhelm, udvikler Pelle en hemmelig identitet; Superhelten Antboy. Snart viser det sig, at Pelle ikke er den eneste i byen med superkræfter. Og da superskurken, Loppen, melder sig på banen, må superhelten Antboy træde til for alvor.

Den 12-årige debutant Oscar Dietz spiller rollen som Antboy, og Nicolas Bro indtager rollen som den gale videnskabsmand Gæmelkrå, der udvikler sig til superskurken Loppen. På rollelisten er også Lærke Winther, Frank Thiel, Samuel Ting Graf, Amalie Kruse Jensen, Marcus Jess Petersen, Cecilie Alstrup Tarp og Johannes Jeffries Sørensen.

"Antboy" er Ask Hasselbalchs spillefilmsdebut. Filmen er baseret på Kenneth Bøgh Andersen superhelteserie af samme navn og produceret af Eva Jakobsen, Lea Løbger og Birgitte Hald for Nimbus Film.

"Antboy" kan købes på dvd fra den 30. januar.

Den-store-dag

 

Ritualer

Tre dokumentarfilm af Jørgen Vestergaard fra 1970'erne er blevet digitaliserede og udgivet på en dvd under titlen "Ritualer". Det drejer sig om "Den store dag" (1975), "Til døden skiller jer ad (1978) og "Dengang jeg drog af sted" (1070). De tre film blev i sin tid produceret for Statens Filmcentral og havde et langt liv som 16mm film til skoler og foreninger.

Med til dvd'en hører en booklet, hvor bl.a. Jørgen Vestergaard fortæller om filmenes tilblivelse. Dvd'en kan købes i Cinematekets Film- & Boghandel, i Vejle Stadsarkiv og Jelling Lokalhistorisk Arkiv for 125 kr.