"Dicte" bygger på bestseller-forfatteren Elsebeth Egholms populære romaner om journalisten Dicte Svendsens liv i Aarhus. Hver roman indeholder en afsluttet krimihistorie og danner ramme for et afsnit i serien. Serien består af 10 afsnit à 45 minutter.
Iben Hjejle spiller hovedrollen som Dicte, mens det øvrige cast endnu ikke er på plads.
Serien har manuskript af Dorte W. Høgh, som tidligere har skrevet spillefilm med Per Fly og episoder til "Hotellet" og "Anna Pihl", og Ida Maria Rydén, der bl.a. har været episodeforfatter på serierne "Pagten", "Guldhornene", "Jul i Valhal", "Hotellet" og "Nikolaj og Julie". Jannik Johansen, som tidligere har været instruktør på tv-serierne "Borgen", "Lulu & Leon", "Sommer", "Forsvar", "Rejseholdet", "De udvalgte" og "Ørnen", er seriens konceptuerende instruktør.
"Dicte" er produceret af Jonas Allen, Peter Bose og Christian Potalivo for Miso Film. Serien har modtaget otte millioner kroner fra Public Service Puljen.