Cinemateket i september-oktober

PROGRAM. Greenland Eyes – grønlandsk filmfestival, færøske biodage, nye film fra Central- og Østeuropa, restaurerede italienske filmperler, Jan Svankmajer – 80 års-fejring med foredrag og danmarkspremiere, Wim Wenders on the road og masser af festivalvisninger og særarrangementer. Velkommen til september-oktober i Cinemateket.

Filmserier

Robert Bresson – stiliseret humanisme
Bresson (1901-1999) er en af filmhistoriens store enere – en auteur som ikke betragtede filmens dramatiske fremdrift og publikums selvforglemmelse som de vigtigste succesparametre – men som kreerede dødsensalvorlige værker som ’Lommetyven’, ’En dødsdømt flygter’ og ’Djævelen måske’. Der er panel-diskussion med tre Bresson-kendere i forbindelse med visningen af den Tolstoj-inspirerede ’Blodpenge’ den 14. september kl. 18.30.

Serien (8 film) vises 2. september-25. oktober.

Ønskefilm – byens eneste vælg-selv-biograf
Cinematekets ønskebrønd byder i september-oktober på Ulrich Seidls Paradis-trilogi, ’The Swimmingpool’, ’Min venstre fod’ og ’Det regner på vores kærlighed’ samt flere gode film, der fortjener et gensyn på det store lærred.

Serien (9 film) vises 3. september-11. oktober.

Jan Svankmajer – 80 års-fejring med foredrag og danmarkspremiere
Tjekkiske Jan Svankmajer er en af filmhistoriens vigtigste animatorer. Uden ham næppe en Tim Burton eller en Terry Gilliam. Svankmajer fylder 80 år den 4. september, og i den anledning byder vi på både foredrag og et lille udpluk af den stadig aktive instruktørs særegne produktion – bl.a. danmarkspremiere på hans nyeste spillefilm, ’Surviving Life’, der introduceres af Svankmajer-kender Peter Skovfoged Laursen på fødselsdagen kl. 19.00.

Serien (3 film) vises 4. september-7. oktober.

BIO 12:30 – Indiens farver - og vindere på trods
Film for dig, der har tid midt på dagen. I september og oktober bl.a. ’Monsoon Wedding’, ’Gandhi’ af nyligt afdøde Richard Attenboroughs, ’De urørlige’ og ’Livet længe leve’ med Robin Williams. Der er kaffe og småkager med på billetten.

Serien (6 film) vises 4. september-31. oktober.

Salaam Filmfestival – levende billeder fra en multikulturel verden
Salaam Filmfestival fylder ti år i år og inviterer igen til en række multikulturelle filmoplevelser i Cinemateket. Se bl.a. familiefilmene ’Raketten’ og ’Bliv!’, ’Infiltrators’ om muren, der skiller den palæstinensiske befolkning fra Israel, samt ’The Darkside’ – spøgelseshistorier fra Australien.

Festivalen (7 film) foregår i perioden 6.-11. september.

Danish on a Sunday – Danish film hits – in English or with English subtitles
September/October in Danish on a Sunday: Engaging political thriller ’The Cartel’, acclaimed prison drama ’R’, family saga ’Catch the Dream’ and eye-opening documentary ’Blood Ties’ about Svend who is 58 years old and the father of 16 children.

Serien (4 film) vises 7. september-26. oktober.

BUSTER – 17 dages forrygende filmfestival for børn og unge
Cinemateket ruller et omfattende program af børne- og ungdomsfilm ud, når den internationale filmfestival BUSTER løber af stabelen. Mød folkene bag flere af filmene og kom til filmrelaterede workshops, seminarer m.v. Læs mere på buster.dk.

Festivalen (140 film) foregår i perioden 12.-28. september.

Undervejs – Wim Wenders on the road
Cinemateket viser seks roadmovies af Wim Wenders, herunder en restaureret version af ’Paris, Texas’, i anledning af Kunstforeningen GL STRANDs udstilling ’Places, strange and quiet’ – 30 storformatfotografier af Wim Wenders skudt under filmoptagelser verden over. Vi håber, at Wenders lægger vejen forbi Cinenmateket i forbindelse med visningen af ’Paris, Texas’ den 27. september.

Serien (6 film) vises 12. september-22. oktober.

Greenland Eyes – grønlandsk filmfestival
Greenland Eyes præsenterer i dagene 18.-24. september en stribe nye og ældre film optaget i Grønland med introduktion af instruktører, medvirkende og andre gæster. Oplev bl.a. ’Moving Images’ om Thule forflytningen i 1953 eller ’Sume – lyden af en revolution’, en musikdokumentar om Grønlands mest berømte rockband (præsenteret i samarbejde med CPH:DOX) samt den længe ventede ’Nuummioq’, der var i hovedkonkurrence på Sundance-festivalen i 2010, men ikke fik dansk premiere. ’Nuummioq’ åbner festivalen den 18. september kl. 19.00. Før filmen taler den grønlandske skuepiller Nukâka Coster-Waldau, og ved den efterfølgende reception i Asta Bar underholder den grønlandske singer-songwriter Simon Lynge. I baren serveres et glas vin og snacks baseret på grønlandske råvarer.

Festivalen (12 film) foregår i perioden 18.-24. september.

Blodig weekend - genrefilmfest 25.-28. september
The horror, the horror. Der er genrefilm i stride strømme under årets Blodig Weekend, der løber af stabelen i Cinemateket 25.-28. september (og i andre københavnske biografer weekenden efter). Mød Ruggero Deodato, instruktøren bag ’Kannibalmassakren’, Troma-boss Lloyd Kaufman samt Ole Bornedal til 20-års jubilæumsvisning af ’Nattevagten’.

Festivalen (17 film) foregår i perioden 25.-28. september.

Færøske biodage – 30. september-2. oktober
I de senere år er Færøerne begyndt at markere sig internationalt med originale og prisvindende film. Cinemateket får besøg af instruktøren Ulla Boje Rasmussen, vi inviterer til debat om færøsk kortfilm og Katrin Ottarsdóttirs præsenterer sin nye film ’Ludo’ – Ottarsdóttir har siden 1980’erne skildret livet på de nordatlantiske øer.

Serien (5 spille- og dokumentarfilm samt 1 kortfilmsprogram) vises 30. september-2. oktober.

MIX Copenhagen – LesbianGayBiTrans Film Festival
For 29. år i træk byder MIX Copenhagen på spændende nye film, der stiller spørgsmålstegn ved, hvad køn og seksualitet er for noget. 65 Film, som både giver oplevelser og stof til eftertanke – og en stribe events, performances og fester i tilknytning til filmprogrammet.

Festivalen (65 film) foregår i perioden 3.-12. oktober. Programmet offentliggøres i september.

Tunesisk film – frihed, lighed og søsterskab
Kvindelige instruktører og stærke kvindelige hovedroller står overraskende centralt i tunesisk film både før og nu. Koloniseringens spøgelse, seksuelt frisind kontra konservatisme, hykleri på begge sider af sekulariseringskløften er blot nogle af temaerne i film som ’Fortielsernes palads’, ’Halfaouine – bag sløret’ og ’En sommer i La Goulette’. Der er åbningsarrangement med filmintroduktion ved journalist Lally Hoffmann til ’Millefeuille’ den 14. oktober kl. 19.00 og debat efter visningen. Oplev også kortfilm af dokumentarister fra Den Danske Filmskole hhv. 14/10 kl. 21.30 og 18/10 kl. 18.45.

Serien (5 spillefilmfilm og 2 kortfilmprogrammer) vises 14.-31. oktober.

Restaurerede italienske filmperler – Il Cinema Ritrovato On Tour
En omrejsende minifestival, der turnerer verden og 15.-29. oktober præsenterer København for seks kortfilm og to spillefilm fra perioden 1913-55 – alle skabt af store italienske instruktører og nyrestaurerede. Serien åbner den 15. oktober med Rossellinis neorealistiske milepæl ’Paisà’, og dagen efter introducerer Det Italienske Kulturinstituts leder, Fabio Ruggirello, kortfilm af Vittorio De Seta.

Serien (2 spillefilm samt 1 kortfilmsprogram) vises 15.-29. oktober.

East by Southeast – nye film fra Central- og Østeuropa
Oplev nogle af de bedste nye film fra Central- og Østeuropa med oplæg og instruktørbesøg – bl.a. den polske spionthriller ’Jack Strong’, der bringer os tilbage til atmosfæren og uforsonligheden under den kolde krig, og den rumænske dokumentarfilm ’Valley of Sighs’, der skildrer et chokerende og lidet kendt kapitel i historien om romaernes holocaust. East by Southeast åbner den 23. oktober med det sorthumoristiske georgiske festivalhit ’Blind Dates’.

Serien (8 spille- og dokumentarfilm samt 1 kortfilmsprogram) vises 23. oktober-5. november.

Månedens Film og Månedens Dokumentar

Månedens Dokumentar i september: Jodorowsky's Dune – kultfilmen, der døde
’Dune’ er en af filmhistoriens store kuldsejlede værker. Guruen, tegneserieforfatteren og filmmageren Alejandro Jodorowsky engagerede både Pink Floyd, Moebius, H.R. Giger, Orson Welles, Mick Jagger og Salvador Dalí i det gigantiske galaktiske projekt, som alligevel lever derude – på sin helt egen måde. Filmen vises i samarbejde med CPH:DOX.

Månedens Dokumentar ’Jodorowsky's Dune’ vises 4.-10. september.

Månedens Film i september: Tom at the Farm – thriller a la Hitchcock
’Tom at the Farm’ var efter manges mening den bedste film på sidste års Venedig-festival og det tætteste, instruktørkometen Xavier Dolan til dato har været på et genrestykke. Filmen vises i samarbejde med MIX Copenhagen.

Månedens Film ’Tom at the Farm’ vises 11.-21. september 

Månedens Film i oktober: Once Upon a Time in Anatolia – mordgåder på anatolsk
’Once Upon a Time in Anatolia’ er et majestætisk tusmørkeværk af guldpalmevinderen Nuri Bilge Ceylan. The Guardian kaldte filmen ”superb” og understregede, at den er ”Ceylans bedste til dato”. I Cannes fik filmen Juryens Specialpris.

Månedens Film ’Once Upon a Time in Anatolia’ vises 16.-26. oktober.

Månedens Dokumentar i oktober: Finding Vivian Maier – ukendt mesterfotograf
”Kraftfuld, fængslende, uforglemmelig,” skrev filmbladet Variety om denne sandfærdige og konstantoverraskende historie om fundet af en uventet kunstskat og mystikken vedrørende kvinden bag den.

Månedens Dokumentar ’Finding Vivian Maier’ vises 23.-31. oktober. 

Mest for børn

Verdens Bedste Børnefilm: Monsterfilm – også i efterårsferien
Grib spøgelsesstøvsugeren, oplad strålegeværet, klargør dine monsterfælder, og tag hele familien med i Cinemateket. Gennem hele september og oktober viser vi nemlig en stribe af de seneste årtiers sjoveste, vildeste og mest uhyggelige film med overnaturlige væsener og fantastiske verdener som omdrejningspunkt: Steven Spielberg-producerede nyklassikere som ’Gremlins’ og ’Monster huset’ samt ’Spiderwick fortællingerne’, ’Ghostbusters’ og andre adrenalinsusende eventyr.

Serien (7 film) vises 2. september-28. oktober.

Børnebiffen – film for de mindste
Blandt Børnebiffens mange film i september-oktober er ’Ormens øje’, ’De små vilde’, ’Prik og Plet’ og en masse andre finurlige figurer. Hver torsdag-søndag. Varighed ca. 45 min per program. Vær opmærksom på de enkelte programmers anbefalinger om alder.

Børnebiffen torsdag-søndag 2. september-31. oktober.

Særarrangementer

Psych-Out! September – Giallo alla Massimo Dallamano
Psych-Out!-biffen præsenterer ’What Have You Done to Solange?’ og ’What Have They Done to Your Daughters?’, to kultværker af giallo-instruktøren Massimo Dallamano – til en films pris. Råt, beskidt og med psykedelisk pausegrammofon i pausen.

4. september kl. 19.15.

Lyden af pixels – en retro-futuristisk rejse ind i 8-bit-musikken
Hvad enten du er vokset op med ’Blade Runner’, William Gibsons cyberpunk-bibel ’Neuromancer’ eller har spillet Super Mario, vil du kunne relatere dig til 8-bit-musikken. Dens dedikerede udøvere kommer til orde i filmen ’Europe In 8 Bits’: Bl.a. engelske Henry Homesweet og norske Binärpilot. ”Cheap music is good,” siger en tredje meget rammende. Filmen vises med introduktion den 5. september.

5. september kl. 21.00.

SneakBar – Filmværkstedets nyeste film
5. september og 17. oktober kan du møde dansk films fremtid og se deres værker: ’Mig og kærligheden’(Martin Winther), ’Flukt’ (Andreas Sommer Kjærgaard), ’Mørke rum’ (Peter Ahlén Lavrsen). Der er fest i Asta Bar i forbindelse med visningerne.

5. september kl. 18.00 og 20.00 (inkl. fest i Asta Bar) og 17. oktober kl. 18.00 og 20.00 (inkl. fest i Asta Bar).

Living Is Easy With Eyes Closed – forpremiere på spansk Beatles-drama
I Spanien underviser en engageret lærer sine elever i engelsk ud fra Beatles-tekster. Da John Lennon kommer til Spanien for at medvirke i en film, ser læreren sit snit til at møde sit store idol. ’Living Is Easy With Eyes Closed’, vinder af seks Goya-priser i 2014, vises i samarbejde med Filmbazar.

6. september kl. 21.15.

Golden Days: ANNO 1914 – salon med film, foredrag og årgangsmiddag
Den 7. september sætter vi et enkelt årstal under lup – og tager alle sanser i brug. Glæd dig bl.a. til Jørgen Leth som Urban Gad, thrilleren ’Det hemmelighedsfulde X’ med levende musik, fyldt hvidkålhoved, 100 årige arkivfund og meget, meget mere!

7. september kl. 16.15.

Wundergrund: musik + performance + film – unikke livekoncerter med mere
Wundergrund er Københavns festival for ny eksperimenterende musik og lydkunst – ofte med indslag, der krydser andre medier og festivalplatforme. Opdag nogle af dem i Cinemateket –  herunder en unik dobbelt uropførelse! Dels ved værket ’Untitled’ for stemme og biograflærred fremført af multikunstneren Jennifer Walshe. Og dels værket ’Under the Shadow of Marcus Mountain’ – livemusik ved den australske cellist Peet Morrison og danske slagtøjsspiller Simon Christensen samt film af amerikanske Robert Schaller. Begge koncerter finder sted søndag den 26. oktober. Men allerede den 12. september præsenterer vi et nyskabende samarbejde mellem den danske sangerinde Trinelise Væring, de norske Barokksolistene og densvenske pianist Jonas Berg i koncertfilmen ’Oh Purity in Watching Landscapes’.

12. september kl. 19.00 og 26. oktober kl. 19.00.

Soirée Filles – eksklusive aftener skabt til venindepleje
En månedlig eksklusiv aften skabt til venindepleje. Menu og cocktails i SULT fra kl. 17.00 – fulgt af film kl. 18.00. Den 18. september i selskab med ’Coco Chanel og Igor Stravinsky’, og den 16. oktober sammen med en kortklippet Andrey Hepburn i William Wyler-klassikeren ’Prinsessen holder fridag’.

18. september. kl. 17.00 og 16. oktober kl. 17.00.

Friday Late Night september – Peter Gabriel: 'So' 25-års jubilæumskoncert
Oplev ikonet Peter Gabriel opføre sit skelsættende 'So'-album med det originale 1986-turnéband i O2 Arena i London. Inden filmen ’Back To Front’ er der bar fra kl. 20.00.

19. september kl. 21.45 (bar fra 20.00).

Stumfilm med levende musik: Jeanne d'Arc Live – Ensemble MidtVest med gæster
Den 23. september kan du opleve et af Danmarks mest velspillende musikensembler, det anerkendte barok- og klassik-orkester Ensemble MidtVest, akkompagnere et af filmhistoriens stolteste momenter, Carl Th. Dreyers ’Jeanne d'Arc’.

23. september kl. 20.00.

Mød filmfolket – ny dansk dokumetar
Mød instruktørerne Jeppe Rønde, Dorte Høegh Brask og Frank Piasecki Poulsen til filmklip og en snak med professor Ib Bondebjerg. Hvad kendetegner den moderne danske dokumentarfilm rent æstetisk og genremæssigt? Hvilket sprog taler den, og hvad er forholdet mellem udtryk og indhold? Hvordan står den danske dokumentarfilm i forhold til udviklingen internationalt? Har vi en særlig dansk tone?

25. september kl. 19.00.

Tysk filmaften – kærlighed og råt kød
Tysk Filmaften byder i september på ’Love Steaks’, et fascinerende mix af kærlighedshistorie, komedie og drama med besøg af instruktør Jakob Lass, interviewet på scenen af filmkonsulent Steen Bille.

25. september kl. 18.30.

Kulturnatten – særarrangementer til store og små
Igen i år byder Filmhuset/Cinemateket på en lang række spændende særarrangementer til store og små på Kulturnatten: Få en rundvisning på Filmværkstedet, hør foredrag ved lyddesigner og komponist Kristian Eidnes Andersen, se særligt udvalgte klip fra vores filmarkiver, eller leg instruktør eller skuespiller i FILM-X. Restaurant Sult byder på buffet og grill. Og traditionen tro vil vores dygtige makeup-artister sminke børnene som filmstjerner eller give dem farlige sår i ansigterne!

10. oktober fra kl. 18.00.

Friday Late Night oktober – portræt af grunge-giganterne Pearl Jam
Cameron Crowes portræt af grunge-giganterne Pearl Jam – ’Pearl Jam – Twenty’ er baseret på 1200 timersarkivmateriale, plus hele 24 timers nyskudt liveperformance samt interview med notabiliteter og folk fra bandets inderkreds. Med bar og dj fra kl. 20.00.

24. oktober kl. 21.45 (bar fra 20.00).

Dansk animation nu – 28. oktober tager vi pulsen på dansk animation anno 2014
På den internationale animationsdag byder vi på kortfilm-visninger, smagsprøver på større projekter, indblik i metoder og visioner hos 2D- og 3D-troldmændene m/k, artist talks og mindst én markant filmpremiere. Prisen for hele aftenen er 250/200 kr. og er inklusiv en vand, en sandwich og en kop kaffe i pausen. Læs aftenens fulde program på cinemateket.dk.

28. oktober kl. 19.15.

Psych-Out! Oktober – Psychotronic Night
5 år all right! Psych-Out!-biffen fejrer fødselsdagen med Psychotronica Night. To supersjældne kultfilm til én films pris i form af ’Messiah of Evil’ og ’The Psychotronic Man’. Med bar og psykotronisk pausegrammofon – naturligvis.

30. oktober kl. 19.15.

Tid: September/oktober 2014
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: cinemateket.dk eller tlf. 3374 3412.