Cinemateket i januar

PROGRAM. I januar kan du komme tæt på kultfiguren Harry Dean Stanton, opleve ti fascinerende undergangsscenarier, stifte bekendtskab med den genopdagede, norske filmmodernist Erik Løchen, se en række oversete westerns og blive klogere på østrigsk eksperimentalfilm…

Serier

Harry Dean Stanton – skæve karakterroller
Den nu 86-årige amerikanske skuespiller Harry Dean Stanton har kun haft én hovedrolle i hele sin karriere – i Wim Wenders ‘Paris, Texas’ – til trods for, at han de seneste fem årtier har optrådt i næsten 250 film. Måske er det netop dét modstridende forhold (tillagt mandens indiskutable skuespilkvaliteter), som har gjort ham til en kultfigur. Men han er også anerkendt som ”an actor’s actor” – en skuespiller, som andre ser op til. Se Wenders’ nyklassiker og tre andre perler med Stanton, herunder Alex Cox’ ’Repo Man’ og David Lynchs omdiskuterede ’Inland Empire’. Og nyd den nye portrætfilm om Stanton, som vi præsenterer som Månedens Dokumentar (se nedenfor).

Serien (4 film) vises hele januar.

Apokalypsens profeter – verdens undergang på film
Dommedag er godt nok for nylig blevet afblæst, men i Cinemateket går Jorden stadig under – på lærredet. I ti apokalypsefilm viser vi, hvordan verden er gået under gennem tiden - fra August Bloms ’Verdens undergang’ (1916) til Lars von Triers ’Melancholia’ (2011). Oplev alt fra virus- og atomkriser til kosmiske kollisioner, og bliv konfronteret med katastrofernes efterdønninger i seriens fem postapokalyptiske film. Se bl.a. Michael Hanekes ’Ulvetider’, Stanley Kramers internationale succes ’På stranden’, Geoff Murphys ’The Quiet Earth’ og Terry Gilliams ’12 Monkeys’, der bliver vist sammen med dens inspirationskilde: Chris Markers kryptiske kortfilm ’År nul’.

Serien (11 film) vises hele januar.

Erik Løchen – den glemte norske modernist
Erik Løchen (1924-83) er en af den skandinaviske filmhistories bedst bevarede hemmeligheder. Hans film er stort set ukendte uden for Norge, men de har for nylig været vist i Frankrig med stor succes, og nu kan Cinemateket endelig præsentere dem for et dansk publikum. Oplev bl.a. Løchens debutfilm ’Jakten’ fra 1959, hvis fortælletekniske eksperimenter var både forud for deres tid – og samtidig med – de filmiske landvindinger i nogle af de største franske nybølgefilm.

Serien (4 film) hele januar.

Den nye western – genren, der nægter at dø
I anledning af Quentin Tarantinos 'Django Unchained' viser vi i januar en række stærke westerns, som har givet nyt blod til genren, der ellers flere gange har været erklæret død. Kom bl.a. til danmarkspremiere på Mateo Gils ’Blackthorn’ – den uofficielle opfølger til klassikeren ’Butch Cassidy and the Sundance Kid’ (med danske Nikolaj Coster-Waldau i rollen som den unge Cassidy) – og se oversete westerns som ’Seraphim Falls’ med Liam Neeson og Pierce Brosnan som ærkefjender, Cormac McCarthy-filmatiseringen ’All the Pretty Horses’ og Tommy Lee Jones’ barske, men smukke instruktørdebut ’The Three Burials of Melquiades Estrada’.

Serien (9 film) vises hele januar.

Årets danske film 2012 – udvalgt af Jacob Wendt Jensen
Formand for Filmmedarbejderforeningen og filmkritiker ved Berlingske, Jacob Wendt Jensen, har udvalgt syv danske favoritter fra 2012 og sammensat en serie, der både byder på storfilm og ny realisme. Se eller gense succeser som ’En kongelig affære’, ’Kapringen’, ’Testamentet’, ’Sort kaffe og vinyl’ og flere…

Serien (8 film) vises hele januar.

Månedens Film: ’Elena’
”Fængslende og foruroligende lignelse over menneskelig forfængelighed” – sådan beskriver Peter Bradshaw (The Guardian) den russiske filmskaber Andrey Zvyagintsevs tredje film ’Elena’, der modtog juryens særpris i Cannes. ’Elena’ lægger ud som en hverdagsfortælling fra det moderne Rusland, men udvikler sig på subtil vis til et sitrende drama med almenmenneskelig spændvidde. Med denne film manifesteres Zvyagintsevs ry som manden, der kan løfte arven fra Andrei Tarkovsky og Alexander Sokurov.

17.-27. januar.

Månedens Dokumentar – ’Harry Dean Stanton: Partly Fiction’
I denne poetiske og charmerende portrætfilm kæmper den schweiziske instruktør Sophie Huber for at gennemtrænge den væg af reserverthed, der omgiver hovedpersonen, Harry Dean. Gennem musikken – og med hjælp fra David Lynch – lykkes det at få åbnet op for den gådefulde enspænder, der viser sig at være en overraskende god sanger.

10.-16. januar. 

Still Moving – klassikere i kontekst
I Cinematekets filmhistorie-kavalkade, Still Moving, sætter dygtige filmformidlere klassikere (men ikke de allermest kendte) i nyt lys og historisk kontekst. I denne måned viser vi to avantgardehovedværker: Jean Cocteaus ’En digters blod’ og René Clairs ’Entr’acte’. Begge film introduceres af Ulla Hjort Nielsen.

Filmene vises lørdag den 19. januar kl. 16.00.

Ønskefilm – publikums favoritter
Ønskefilmene i januar er en blanding af nye og gamle filmperler – valgt af publikum. Se bl.a. ’Searching for Sugar Man’ - portrættet af det oversete sangskrivertalent Rodriguez, som stjal anmeldernes hjerter og stjerner i 2012. Send gerne flere filmønsker pr. mail til oenskefilm@dfi.dk eller via Cinematekets facebook-side.

Serien (6 film) vises hele januar. 

Bio 12:30 – til dig, der har tid midt på dagen
Vi præsenterer fire gode film med makkerpar i centrum: Se bl.a. John Hustons ’Manden der ville være konge’, hvor power-parret Michael Caine og Sean Connery supplerer deres officer-løn med lyssky forretninger, og oplev en mildt sagt frustreret Bill Murray i ’En ny dag truer’, hvor den gode mand genlever den samme trivielle dag igen og igen. Bio 12:30-programmet ruller hver torsdag og fredag. Efterfølgende er der kaffe og småkager i Asta Bar.

Serien (4 film) vises 3.-25. januar.

Særarrangementer

Breaking Ground – 60 års østrigsk eksperimentalfilm
I januar, februar og marts retter vi lyskeglen mod en undereksponeret del af europæisk filmhistorie: den rige østrigske avantgarde- og eksperimentalfilmtradition, som blev grundlagt lige efter 2. verdenskrig. Vi åbner serien søndag den 20. januar, hvor den østrigske eksperimentalfilm-instruktør Siegfried Fruhauf er gæst i Cinemateket, og vil introducere de to første programmer ’Action’ og ’In Awe’, der både byder på eksperimentelle klassikere og radikale udforskninger af tv-mediets barndom, seksuelt begær og tilskueren som voyeur.

Arrangementet finder sted søndag den 20. januar

Soirée Filles – pigeaften med parisisk stemning
I samarbejde med modebloggen Anywho og Restaurant SULT lægger Cinemateket endnu engang op til en eksklusiv aften i selskab med veninderne. Denne gang med musicalen 'Moulin Rouge' - Baz Luhrmans overdådige sanseorgie, der handler om kreativitetens væsen og den umulige kærlighed. Kl. 17:00 serveres en særlig pariser-inspireret tapas-menu i selskab med en cocktail, og kl. 18:00 går tæppet for filmen. Prisen for hele herligheden er 200 kr.

Torsdag den 17. januar

John Le Carré-marathon – 'Smiley’s People' med britisk middag i SULT
Lørdag den 19. januar er Le Carré-dag i Cinemateket. BBC’s pragtfulde spionserie 'Smiley’s People' fra 1982, med Alec Guinness som George Smiley, vises i fuld længde fra kl. 14.00 til 21.45 – med indlagt pause-te, scones og britisk middag i SULT. Bemærk, at billet ikke kan købes til film eller middag særskilt. Den samlede pris er 350 kr. (300 kr. for medlemmer), og reserverede billetter skal være afhentet senest søndag den 11. januar.

Lørdag den 19. januar kl. 14:00 (intro og middag) 

Klassisk musik og film – foredrag, Mozart-koncert og film
Concerto Copenhagen (CoCo) er et internationalt anerkendt barok-orkester, der spiller musik fra 1600- og 1700-tallet på originale instrumenter fra perioden. Den 16. januar opfører CoCo i Cinemateket – med en besætning på 13 blæsere! – Mozarts Gran Partita, der bl.a. er kendt fra Milos Formans forrygende musikalske melodrama ’Amadeus’. Oplev koncerten, se filmen og hør Peter Albrechtsen fortælle om, hvordan man op gennem filmhistorien har anvendt klassisk musik som filmmusik. Billetpris for koncert og foredrag: 65/40 kr.

Onsdag den 16. janaur (NB 'Amadeus' kan også ses lørdag den 26. januar)

Psych-out! – Swinging 60s chicks
I denne kolde vintertid kan du varme dig til tonerne af sprød psykedelisk rock samt masser af sex og smukke kvinder - alt sammen i to film, der på satirisk vis går i kødet på 60’ernes frisind: 'Candy' og 'Three in the Attic'. Glæd dig blandt andet til Ringo Starr som spansk gartner og Marlon Brando som sexgal indisk guru. I pausen mellem filmene kan der som altid købes kolde øl for kolde kontanter, mens der sættes tidstypiske toner på rejsegrammofonen.

Torsdag den 17. januar kl. 19.30

Funny Bones – ’Picassos eventyr’
Maleren Pablo Picassos liv og levned bliver taget under kærlig og højest alternativ behandling i denne løsslupne svenske klassiker, der er en vittig pastiche over portrætdokumentar-genren.

Fredag den 18. januar kl. 19.00

Danish on a Sunday – 'Oldboys'og 'Hvidsten Gruppen'
To gange om måneden viser vi danske klassikere eller nyere filmsucceser med engelske undertekster. Visningerne er målrettet de udenlandske studerende og ikke-dansktalende mennesker, som ønsker at følge med i, hvad der rør sig i dansk film – men alle er selvfølgelig velkomne. I januar kan du se den bittersøde komedie 'Oldboys' samt modstands-dramaet 'Hvidsten Gruppen' (‘This Life'), der er en af årets mest omtalte danske film.

'Oldboys': søndag den 13. januar

'Hvidsten Gruppen' ('This Life'): søndag den 27. januar.

Friday Late Night med Daniel Johnston - indierockens gudfar
Se 'The Devil and Daniel Daniel Johnston', der er en topspindende yoyo af en Sundance-vinder om det mentale tilfælde, Daniel Johnston, og hans bizart iørefaldende, Beatles-inspirerede musik. Johnston er nok skør, men han er også "verdens bedste sangskriver" ifølge Kurt Cobain.

Fredag den 25. januar kl. 21:30

Mest for Børn

Bio Min Bio – Oscar-vindende kamæleon
I Bio Min Bio viser vi to søndage om måneden gamle klassikere og nye familiefilm, der henvender sig til børn og barnlige sjæle. I denne måned byder vi på den syrede western-parodi og Oscar-vinder ’Rango’ – en forrygende animationsfilm, hvis stilsikkerhed og højtbegavede humor skaffede den 5 hjerter af Politikens Søren Vinterberg.

Søndag den 13. og 27. januar kl. 14.00 (Dansk tale)

Børnebiffen – for de mindste
Børnebiffen byder i januar på søde vinter-film, man kan varme sig på. Se bl.a. film med Cirkeline, Prik og Plet og lærerige figurer. Der er gratis adgang til alle film på hverdage. I weekenden, på helligdage og i ferier tilbydes Børnebiffen til en pris af blot 10 kr. Børnebiffen er et gratis tilbud til daginstitutioner. Vær opmærksom på de enkelte programmers anbefalinger om alder – og på, at film sætter følelser og tanker i gang, som det kan være vigtigt at tale om.

Torsdag-søndag hele januar

Tid: Januar måned
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K.
Billetter: Online og på tlf.3374 3412

Pris: Normalpris er 40 kr. for medlemmer og 65 kr. for ikke-medlemmer.