Cinemateket i juni/august

PROGRAM. I juni bringer Cinemateket ved syv festaftener duften af Latinamerika til København. Vi sætter samtidig dokumentarisk lys på en række verdenskendte fotografer i forbindelse med Copenhagen Photo Festival og retter fokus mod Grækenland, hvor en ny generation af filmskabere tager den kriseramte nation under kunstnerisk bearbejdelse. I juni og august kan man desuden prikke til feriekulleren og tjekke ind på ’Ondskabens hoteller’, eller stige ind bag rattet og nyde en hel kavalkade af motorsportsfilm, der hylder viljen til sejr på alverdens racerbaner. Cinemateket holder lukket i juli, men kickstarter den nye sæson med Open Air-film i Kgs. Have 30. og 31. juli.

Serier

Ny græsk film – økonomisk krise, kreativ brise

Billedet af Grækenland har i de senere år ændret sig fra et fredeligt ferieparadis til et økonomisk og politisk kaos. Men i samme periode er der opstået en ny usædvanlig talentfuld generation af græske instruktører, der udviser stor kreativitet. Oplev seks af de mest omtalte nye græske film i Cinemateket. Serien åbner lørdag 7. juni med ’The Enemy Within’ og besøg af instruktør Yorgos Tsemberopoulos.

Serien (6 film) vises 7.–21. juni.

Start motorerne! – Thorkild Thyrring, Jason Watt m.fl. introducerer racerfilm

Mens Kevin Magnussen æder kilometer på de legendariske Formel 1-baner verden over, kaster vi et særligt blik på de racerfilm, der har skrevet sig ind i historiebøgerne.Tilføjet besøg fra bl.a. Thorkild Thyrring, Jason Watt og Formel 1-kommentator Peter Nygaard præsenterer Cinemateket en række film for både Formel 1-fans, retro-aficionados og Le Mans-entusiaster.

Serien (9 film) vises 1. juni–30. august.

Sol, sommer, strand – skarpladte revolvere … og noget i vandet

Hold jer fra vandet – kom indenfor i Cinemateket og gys, grin og slap af til en stribe skæve sommerfilm med max underholdningsfaktor. Bl.a. Steven Spielbergs horror-klassiker ’Dødens gab’ i ny kopi, Declan O'Brien helt igennem udknaldede ’Sharktopus’ (forløberen for kulthittet ’Sharknado’) og Harmony Korines meget omtalte close-up på amerikansk ungdoms- og stofkultur, ’Spring Breakers’.

Serien (5 film) vises 4. juni–28. august.

Operafilm – når musik skal ses!

Opera er ikke kun for ørerne, men skal også ses – i biografen. Operaens kombination af musik og drama har altid fascineret filminstruktører. Oplev seks udpræget filmiske versioner af store operaer: ’Tosca’, ’Johanna’, ’La Bohéme’, ’Otello’, ’Carmen’ og Kenneth Branaghs ’Tryllefløjten’ med introduktion af forfatter, journalist og operaekspert Jakob Levinsen.

Serien (6 film) vises 7. juni-31. august.

Latinamerikansk Filmfestival – syv lande, syv fester

I perioden 3.-22. juni byder Cinemateket og en række latinamerikanske ambassader på syv festaftener med nationalt fortegn, forskelligartede film, farverige drinks og lokale snacks.

Serien vises fra 3. – 22. juni.

Copenhagen Photo Festival – film om fotografier og mesterfotografer

Copenhagen Photo Festival ruller fra 5. til 15. juni, og Cinemateket ruller med. Vi viser fire roste dokumentarfilm, som går tæt på en stribe ganske særlige fotografer. Den 7. juni er Jens Erdman Rasmussen særlig gæst. Den tidl. museumsinspektør på Det Nationale Fotomuseum fortæller om både den mystiske Vivian Maier og stjernefotografen Gregory Crewdson i forbindelse med visningen af to nye portrætfim. Og den 12. juni stiller vi skarpt på franske Robert Doisneau, når vi viser Patrick Cazals timelange dokumentar om den franske mester med introduktion af instruktøren.

Serien (4 film) vises 7. juni–2. august.

Filmen vs. Franco – da spansk film snigløb censuren

Luis Buñuel, Luis García Berlanga, Juan Antonio Bardem og Carlos Saura var i 1955 med til at skabe en ny skole inden for spansk film. Kom til gratis åbningsforedrag om Franco, fascisme og film ved historiker Morten Heiberg fra Københavns Universitet den 2. august samt filmintroduktion til ’The Hunt’ ved seriekurator, cand.mag. Maria Christine Dixen den 16. august.

Serien (9 film) vises 2.- 31. august.

Ondskabens hoteller – når ferien bliver et mareridt

Lange gange med vinyltæpper, mærkelige receptionister og smækkende døre. Hotellet er et ingenmandsland, hvor det aldrig helt lykkes at føle sig hjemme. I løbet af sommeren tilbyder vi dig at tjekke ind på en række hoteller, hvor du aldrig skulle have sat dine ben. Fra Alfred Hitchcocks ’Psycho’ (1960) til Rodney Aschers ’Room 237’ (2012).

Serien (7 film) vises 1. juni-30. august.

Jødisk Kulturfestival – prisvindende israelske øjenåbnere

Under den 4. jødiske kulturfestival præsenterer Cinemateket to imponerende dramaer, Ari Folmans live-animation 'The Congress' og Venedig-vinderen 'Bethlehem'. Den debuterende instruktør Yuval Adler vil være til stede ved visningen af ’Bethlehem’ – og efter filmen byder arrangørerne på et glas.

Serien (2 film) vises 8.-10. juni.

Robert Rossen – det røde Hollywoods oversete mester

Den forfulgte og bandlyste Rossen lavede en stribe oversete filmhistoriske perler i årene før den kommunistforskrækkede McCarthy-æra, men er især kendt for den mesterlige ’Hajen’ (’The Hustler’, 1961), som introduceres af filmkritiker Michael Bo den 4. juni.

Serien (5 film) vises 3. juni-30. august.

Malmros og skolen – folkeskolen fylder 200 år

Vores allesammens folkeskole fylder 200 år. I den anledning præsenterer vi en række visninger af Nils Malmros' erindringsfilm 'Lars Ole, 5c' og 'Kundskabens træ' – sidstnævnte med introduktion af instruktøren den 7. august.

Serien (2 film) vises 7.-28. august.

António Reis – Portugals sjæl

António Reis (1927-91) har kultstatus i Portugal som visionær instruktør og elsket lærer og mentor. Oplev de centrale Reis-værker i Cinemateket og mød Reis’ tidligere studerende, filminstruktøren og producenten Joaquim Sapinho, når han den 14. august introducerer hovedværket ’Trás-os-Montes’ og fortæller om Reis’ betydning for portugisisk film.

Serien (3 film) vises fra 14.–31. august.

Restaureret - 'Point Blank'

John Boorman's thriller er stadig lige fængslende, og widescreen-billederne står skarpere og mere farvestærke end nogensinde i denne restaurerede kopi.

7.-27. august.

Funny Bones – Bob Hope

Bob Hope er død, men hans komiske minde lever gudskelov videre. Ikke mindst i ’Søn af Blegansigt’ (1952), der er rendyrket westernkarikatur, og ’Katten og kanariefuglen’, en af alle tiders mest vellykkede parodier på Haunted House-gysergenren.

Serien vises 1. juni–31. august.

Ønskefilm – publikumsfavoritter og ekstravisninger

Cinematekets ønskebrønd byder i juni-august bl.a. på ’Sange fra anden sal’, ’Mud’, ’Human Resources’, ’Yol’ og ’Nebraska’.

Serien (12 film) vises 4. juni–26. august

’The East’ – Månedens Film i juni

Hvem spionerer på hvem? er det tilbagevendende spørgsmål i Månedens Film i juni. En intens indie-thriller om økoterrorisme, der byder på skarpe præstationer af Brit Marling, Alexander Skarsgård, Patricia Clarkson og Ellen Page og som er produceret af ingen ringere end Ridley Scott.

5.–15. juni

’Unforgiven’ - Månedens Film i august

Sang-il Lees ’Unforgiven’ er en blodrød samurai-western. Et spritnyt asiatisk remake af Clint Eastwood-filmen ’De nådesløse’, hvor alle produktionssejl er sat. Empire kalder den en ”fremragende fornyelse af samuraifilm/western-blandingsgenren”.

21. – 31. august

’First Cousin Once Removed’ – Månedens Dokumentar i august

En overvældende film om et vanskeligt emne. 2013-vinderfilmen fra dokumentarfilmfestivalen i Amsterdam er en påmindelse om et liv med Alzheimers, vi alle kan ende med – men i langt højere grad en hyldest til det liv, der stadig er inden i.

14.–20. august. Efter visningen den 14. august inviteres publikum til at diskutere filmen med rådgiver på Demenslinjen, Else Hansen.

Mest for børn

Børnebiffen – film for de mindste

Blandt Børnebiffens mange film i juni-august er ’Mops & Ollie’, ’Tigre og tatoveringer’ og ’Prik og Plet på Priknik’. Vi præsenterer et program på ca. 45 min. varighed hver torsdag-søndag. Vær opmærksom på de enkelte programmers anbefalinger om alder.

1. juni–31. august

Verdens Bedste Børnefilm – fantastiske dyr

I sommermånederne viser Cinemateket et firkløver af film med dyr i hovedrollerne – film som er nemme at holde af og til en pris, hvor alle kan være med, nemlig blot 45 kr. per billet.

Repertoiret spænder bredt – fra ‘Kes’, Kenneth Loachs socialrealistiske klassiker om drengen Billy, der opfostrer en bortkommen falkeunge, til Disney-hittet ’Aristocats’.

Serien (4 film) vises 8. juni–31. august.

Særarrangementer

’Det brændende Spørgsmaal’ – film og debat om dansk film under nazismen

Oven på den store interesse for den nyudgivne bog ’Dansk film under nazismen’ og Cinematekets foredrag med samme titel i maj måned, vil filmhistorikeren Lars-Martin Sørensen introducere og tale mere indgående om en af de centrale film, han behandler i bogen, nemlig Alice O’Fredericks’ socialdarwinistiske drama ’Det brændende Spørgsmaal’ (1943).

1. juni kl. 14.00

Nixons fald – Watergate-skandalen under journalistisk lup

Cinemateket markerer 40-året for Watergate-skandalen og Nixons fald med en særvisning af ’Alle præsidentens mænd’. Redaktør Anders Agner Pedersen fra bloggen kongressen.com og journalisterne Mette Kjærsgaard og Nina Hermansen introducerer filmen.

5. juni kl. 18.45.

Stuart Hall in memoriam – portræt af unik kulturteoretiker

Kulturteoretikeren og sociologen Stuart Hall (1932-2014) var en af fædrene til den betydningsfulde Cultural Studies-tradition, som fortsat sætter sit store præg på universiteter verden over. Halls revolutionerende tanker om forholdet imellem kultur og selvopfattelse vækker stadig hidsig debat. Kom tæt på ham i dokumentaren ’The Stuart Hall Project’ – bl.a. til toner af Miles Davis.

14. juni kl. 16.45.

Rumænsk aften – ’Love Building’

Som en del af ’Romanian Cultural Days in Copenhagen’ præsenterer vi den forrygende rumænske komedie ’Love Building’ om alternativ parforholdsterapi. Med efterfølgende reception i Asta Bar.

19. juni kl. 19.15.

Martin de Thurah fortolker Hopper – kunstfilm møder filmkunst

Den visionære danske filmmager Martin de Thurah har lavet en vildtvoksende kunstfilm inspireret af Edward Hopper-maleriet 'Cape Cod Evening' (1939) – optaget i Mexico og ikke uden et vist slægtskab til Carlos Reygadas’ blanding af rå realisme og drømmelogik. Filmen er den del af en international Hopper-antologi. De Thurah vil fortælle om projektet og sit syn på Hopper i forbindelse med visningen den 16. august.

16. august kl. 18.45.

’King Lear’ på Kronborg – 9. august

Bliv en del af den særlige Kronborg-stemning, når intriger, forbudt kærlighed, forfængelighed, magt, humor og had fylder slotsgården. Den 9. august kl. 21.00 præsenterer HamletScenen i samarbejde med Cinemateket og CPH PIX Shakespeare-filmen ’King Lear’ (1971) instrueret af Peter Brook.

9. august kl. 21.00. Billetter købes på www.billetten.dk

Sneakbar i juni – nye produktioner fra Filmværkstedet

Kom med til premiere på Filmværkstedets nyeste film og oplev hvad kommende danske filmtalenter mestrer i genrerne eksperimental-, kort- og dokumentarfilm. Der er tre film på programmet: ’My Tokyo Fairytale’, ’En samtale’ og ’Der er kun dig og mig i mit hoved’.

6. juni kl. 18.00 og 20.00. Asta Bar er åben fra kl. 17.30 til 23.30, hvor det vil være muligt at møde instruktører, producere, skuespillere og folk fra Filmværkstedet til en snak om filmene.

Friday Late Night i juni – The National

Dokumentaren ’Mistaken for Strangers’ om den ombejlede amerikanske indie-gruppe The National er en anderledes turné-film. En fortælling om to brødre, hvoraf den ene er stjerne på sin egen uglamourøse facon, og den anden er lige så adfærdsforstyrret, som han er ivrig efter at blive set og elsket.

Fredag 20. juni kl. 21.30  – (Bar med dj fra kl. 20.00).

Friday Late Night i august – Håkan Hellström

Kom tæt på den svenske pop-pojke Håkan Hellström, der tager livet som idoliseret pop-artist op til revision i den intime portrætdokumentar ’2 steg från Håkan’ efterfulgt af en smittende intens live-optagelse fra Love & Peace Festival. To film for én films pris - med bar og dj.

Fredag 29. august kl. 19.15 – (Bar med dj fra kl. 20.00).

Psych-Out! i juni – ’Zombie – nattens terror’

Levende døde på jagt efter menneskekød krydret med lummer sex, delirisk vold og sadomasochisme årgang 1981. Andrea Bianchis ’Zombie – nattens terror’ har et uhørt højt body count – selv for en horrorfilm.

19. juni kl. 19.00.

Psych-Out! i august – 1970'er Euro-crime!

Der er biljagter, fistfights og shoot-outs for alle dine lire i denne double feature dedikeret til den italienske kultfilminstruktør Andrea di Leo og 1970’er-genren Euro-crime. Avanti med gangsterfilmen ’Il Boss’ og hævndramaet ’The Kidnap Syndicate’!

28. august kl. 19.15

Open Air gys i Kongens Have – ‘Ondskabens hotel’ (restaureret) + ’Stoker'

Cinemateket har lukket i juli, men skyder for tredje år i træk den nye sæson i gang med gratis film i det fri! I år med en isnende klassiker og en brandvarm thriller med hhv. Jack Nicholson og Nicole Kidman i de centrale roller, nemlig Stanley Kubricks ‘Ondskabens hotel’ (’The Shining’, 1980 – restaureret version) og Nicole Kidman i ’Stoker’ af Park Chan-wook (’Thirst’, ’Oldboy’).

30. og 31. juli fra kl. 16.00 begge dage.

Tid: Juni/august 2014
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online eller på tlf. 33 74 34 12