Cinemateket i november

PROGRAM. November måned i Cinemateket byder bl.a. på pikante, spanske film med den sexede latino Javier Bardem, dynger af virkeligheds-udfordrende dokumentarer, nye barske, australske film af debuterende instruktører, Jan Troell triptykon og Vertovs maskindrevne mesterværk ’Manden med kameraet’ tilsat moderne soundtrack…

Serier

Javier Bardem – cojones og kant
Den spanske stjerneskuespiller er i denne måned aktuel som Bond-skurk i Sam Mendes ’Skyfall’. Vi hylder den på én gang dæmoniske og sexede latino med et udpluk af hans markante spansksprogede præstationer – langt fra 007-land. Oplev ham i roller hos Pedro Almodóvar og Alejandro Amenábar og se eller gense ham i Alejandro González Iñárritus Oscar-nominerede skildring af en fattig kræftramt mand i’Biutiful’. Se også nogle af karrierens tidlige og mindre kendte film som ’Between Your Legs’ og ’Golden Balls’.

Serien (7 film) vises hele november.

Coming Up Down Under – ny australsk film
Australsk film lige nu er præget af kompromisløse visioner og barske, vedkommende fortællinger. Kun få film fra Down Under finder dog vej til danske biografer. Det kan undre af mange årsager, men særligt i betragtning af, at skuespillere som Cate Blanchett, Russell Crowe, Nicole Kidman, Naomi Watts og Geoffrey Rush har sat et markant præg på nyere amerikansk og europæisk film. Australiens status på filmens verdenskort som en veritabel talentfabrik gælder også instruktører: Biografaktuelle storfilm som ’Lawless’ og ’Killing Them Softly’ har hhv. John Hillcoat og Andrew Dominik som afsendere. Vi tager i denne måned pulsen på det frugtbare australske vækstlag og fem af de otte film i serien ’Coming Up Down Under’ er således signeret debuterende instruktører. Originale værker som seriemorder-portrættet ’Snowtown’, gangsterfabelen ’Animal Kingdom’ og aboriginer-fortællingen ’Samson & Delilah’ har vakt opsigt og vundet priser på førende festivaler som Cannes og Sundance.

Serien (8 film) vises hele november.

Jan Troell triptykon – mød den svenske instruktør
Jan Troell har gjort det til et speciale at tage de mennesker alvorligt, som vi ellers ville elske at hade. I hans seneste film, ’Maria Larssons Evige Øjeblik’, handler det om en hustrumishandler og fulderik (Mikael Persbrandt), der folder sig ud i al sin magt og vælde, så man næsten kommer til at holde af ham. Vi viser også to af Troells tidligere film: ’Andrées forfrosne drøm’ og ’Kaptajnen og hans kvinde’ – sidstnævnte med besøg af Jan Troell tirsdag den 20. november kl. 18.30. Serien vises i samarbejde med Dansk Svensk Kulturfond.

Serien (3 film) vises 16.-23. november.

Klassikere i kontekst - Fritz Langs ’Spioner’ og Chaplins ’Cirkus’
Filmhistorien er ikke en fast størrelse men en historie, der hele tiden må genopdages, udvides og omskrives. Under overskriften ’Still Moving’ præsenterer vi over to år 24 film, der bliver introduceret og kontekstualiseret af danske filmhistorikere. Vi har udvalgt film af de største instruktører, men bevidst plukket titler, der ikke er blandt de allermest kendte og kanoniserede. Jan Mouritzen, cand.mag. i filmvidenskab og underviser ved Folkeuniversitetet, fortæller om Fritz Langs ’Spioner’, og Jørgen Blom, cand mag i morderne kultur og kulturformidling og lektor ved Københavns Universitet, introducerer Charlie Chaplins ’Cirkus’.

Lørdag den 17. november kl. 16.00: ’Spioner’. Lørdag den 24. november kl. 16.00: ’Cirkus’.

LUX-prisen 2012 – tre finalister på tre dage
I samarbejde med Europa-Parlamentets Informationskontor i Danmark og Media Desk viser Cinemateket i november de tre finalistfilm til den prestigefulde europæiske LUX-pris. Efter hver forestilling byder Europa-Parlamentets Informationskontor i Danmark på reception. Hovedformålet med Europa-Parlamentets filmpris, LUX-prisen, er at støtte europæisk film og kultur, og fremme den offentlige debat om europæiske værdier. De tre finalistfilm er: ’Tabu’ – et portugisisk drama om kærlighed, kriminalitet og fortidens genkomst. ’Just the Wind’ – en rå og realistisk film om tre medlemmer af en ungarsk roma-familie, der lever i evig angst for racistiske overfald. ’Shun Li and the Poet’ – om venskabet mellem en kinesisk emigrant og en italiensk fisker og de konflikter, det sætter i gang i et lille italiensk samfund.

Onsdag den 14. november kl. 16.45: ’Tabu’.

Torsdag den 15. november kl. 19.00: ’Just the Wind’.

Fredag den 16. november kl. 16.45: ’Shun Li and the Poet’.

Fri entré til alle tre film.

CPH:DOX – virkeligheden vender tilbage
11 dage med 180 film, koncerter, fester, udstillinger, debatter, masterclasses, seminarer og masser af instruktørbesøg. Virkeligheden vender tilbage, når CPH:DOX fra 1. til 11. november indtager byen for 10. gang. I år sætter festivalen særligt fokus på de dokumentarfilm, der ser virkeligheden igennem fiktionens og iscenesættelsens filtre; de såkaldte hybridfilm, der har tegnet de seneste års absolut vigtigste tendens. De nye dokumentarfilm er komplekse, vilde og virkeligheds-udfordrende.

Festivalen (mere end 80 film, seminarer og masterclasses alene i Cinemateket) foregår i perioden 1.-11. november.

Danish Adventure Film Festival – eventyr og adrenalin-kick
Tidens allerbedste adventure- og actionsportsfilm fra de vildeste hjørner af verden. På stort lærred – for alle med eventyr i maven. Danish Adventure Film Festival er med sine 15 år på bagen ikke bare Danmarks, men også en af Europas ældste af sin art. Vi har afsøgt alverdens afkroge og håndplukket film, hvor eventyret går hånd i hånd med smukke billeder, adrenalin-fyldt action og gode fortællinger. Filmene er inddelt i otte kategorier, som afspejler alle afskygninger af adventure-genren: Klatring, Mountaineering, Snowboard, Ski, MTB, Trailrunning/Adventure Race, Eventyr og Urban. Kom og mærk suset!

Festivalen (19 film) foregår i perioden 29. november-2. december.

Månedens Film: ’Manden med kameraet’ – med nyt soundtrack
På filmtidsskriftet Sight & Sounds nylige kritikerliste over verdens bedste film (afstemningen laves kun en gang hvert 10. år) ligger en russisk stumfilm som nummer otte. Og nej, det er ikke ’Panserkrydseren Potemkin’, men derimod ’Manden med kameraet’ fra 1929. Filmen introducerede en æstetisk selvbevidsthed, der foregreb Godard og den politiske del af den franske nybølge med årtier. Filmens selvrefleksive undersøgelse af forholdet mellem film, virkelighed og historie fremstår stadig frisk og fornyende. Filmproducenten Palle Vedel har i tæt samarbejde med musikere fra det britiske band In The Nursery lavet nyt score til ’Manden med kameraet’.

Premiere 15.-25. november

Bio 12:30 – til dig, der har tid midt på dagen
I oktober præsenterede Cinemateket roadmovies fra USA, og i december følger et udvalg af roadmovies fra resten af verden. Vi forsøder ”mellemtiden” i Bio 12:30  i november med to amerikanske klassikere samt to fortællinger fra henholdsvis den indiske og den australske landevej. Det er film, der hylder gå-på-mod og har appetit på livet: ’Thelma & Louise’, ’Slumdog Millionaire’, ’Red Dog’ og David Lynchs ‘The Straight Story’.  Bemærk, at der ikke er visninger i uge 45, hvor CPH:DOX overtager lærredet. Som altid er kaffe og småkager efter filmen inkluderet i prisen.

Serien (4 film) vises hele november.

Danish on a Sunday – ikke kun for de engelsktalende
To gange om måneden – som regel den anden og fjerde søndag i måneden – viser vi danske klassikere eller nyere filmsucceser med engelske undertekster. Visningerne er målrettet alle de udenlandske studerende og ikke-dansktalende mennesker, der bor i Danmark og som er interesserede i at følge med i, hvad der rør sig i dansk film – men alle skal selvfølgelig have tilbuddet om at se november måneds danske perler: den prisvindende dokumentar ’Testamentet’ og Nikolaj Arcels anmelderroste kostume-drama ’En kongelig affære’.

Søndag den 11. november kl. 14.15: ’Testamentet’ (’The Will’). Søndag den 25. november kl. 14.15: ’En kongelig affære’ (’A Royal Affair’).

Særarrangementer

Mød instruktøren - Jon Bang Carlsen i samtale med Lars Movin
Jon Bang Carlsen er en af Danmarks få sande auteurs. Siden debuten i 1973 har hans virke formet sig som en lang kunstnerisk og eksistentiel søgen. I november udkommer Lars Movins bog ’Jeg ville først finde sandheden – rejser med Jon Bang Carlsen’. Jon Bang Carlsen fortæller om sit arbejde i samtale med Movin den 27. november i Asta Bar – der er fri entré. Bogen sælges til introduktionspris, og der er mulighed for at få signeret sit eksemplar. Efterfølgende introducerer Carlsen sin film ’Ofelia kommer til byen’ (1985) - en sørgmodig komedie fra en vestjysk landsby.

Tirsdag den 27. november kl. 18.00: Jon Bang Carlsen i samtale med Lars Movin. Fri entré. Kl. 19.00: ’Ofelia kommer til byen’.

Hippie-arrangement – Peter Øvig Knudsen viser 70’er-film
Peter Øvig Knudsen er aktuel med andet bind af sit storværk ’Hippie’. I anledning af udgivelsen introducerer han to fim fra perioden: Den outrerede og opsigtsvækkende antologifilm ’Frændeløs’ med bidrag af Eks-skole-kunstnerne Jørgen Leth, Per Kirkeby, Vagn Lundbye, Bjørn Nørgaard, Peter Louis-Jensen m.fl. Bagefter er der gensyn med ’Skæve dage i Thy’: En lattermild tidsrejse til en fjern planet i det nordjyske anno 1970. Bar røv og perlekrans, politiske taler og solidaritet med stort S. Peter Øvig Knudsen introducerer begge filmværker i salen. Efterfølgende er der mulighed for at købe ’Hippie 2’ til særpris.

Lørdag den 17. november kl. 16.15.

På togt med Havhingsten - filmforedrag og udstilling
Havhingsten er verdens største rekonstruktion af et krigsskib fra vikingetiden. Den 22. november præsenterer Cinemateket et foredrag om Havhingstens rejse. Følg i vikingernes kølvand og oplev filmklip, der kan gøre enhver landkrabbe søsyg. Hør museumsinspektør og besætningsmedlem Louise K. Henriksen fortælle om eksperimentet. 20.-25.november kan du endvidere se en fotoudstilling, der viser Havhingsten i storslået natur og høj søgang.

Film og foredrag om Lene og Sven Grønlykke – ny biografi og to filmklassikere
Lene og Sven Grønlykke var ukonventionelle, nysgerrige, modige filmpionerer og iværksættere. Man skulle ikke tro det, men deres enestående historie begyndte med en skumgummifabrik i Tåstrup, og nu har deres datter, Maria Grønlykke, skrevet en bog om sine forældre: ’Lene og Sven Grønlykke, et erindringsportræt’. Den 18. november mindes hun forældrene med anekdoter og filmintroduktion, når vi både viser debutfilmen ’Balladen om Carl-Henning’ og den svære toer ’Thorvald og Linda’. I arrangementet deltager også filminstruktør Gert Fredholm og forfatter og journalist Henrik Jul Hansen, der begge arbejdede sammen med Grønlykke-parret.

Søndag den 18. november kl. 14.15: ’Balladen om Carl-Henning’. Søndag den 18. november kl. 17.15: ’Thorvald og Linda’.

Soirée Filles – Audrey Hepburn night
I samarbejde med modebloggen Anywho og Restaurant SULT inviterer Cinemateket til en eksklusiv aften skabt til venindepleje. Denne gang har vi en vaskeægte klassiker på plakaten: Den stilfulde og nyrestaurerede Truman Capote-filmatisering ’Pigen Holly’ (’Breakfast at Tiffany’s’) fra 1961 med udødelige Audrey Hepburn i hovedrollen. Inden filmen serveres en særlig New Yorker-inspireret tapas-menu i selskab med en cocktail.

Torsdag den 15. november kl. 17.00.

Funny Bones – fantastisk finurlig ræv
Den tilbagelænede auteur Wes Anderson er og bliver en af USA’s mest sprælske, beundringsværdige og idiosynkratiske filmskabere. Andersons ’Fantastic Mr. Fox’ – der har flere stiltræk tilfælles med premiereaktuelle ’Moonrise Kingdom’ – er baseret på Roald Dahls klassiske børnebog af samme navn fra 1970. Filmversionen bobler af fortælleglæde og finurlig hittepåsomhed. Den kan ses af både voksne og børn (fra 7 år).

Onsdag den 21. november kl. 19.30.

Film og foredrag: Thomas Manns Venedig
Thomas Manns store novelle ’Døden i Venedig’ har 100-års jubilæum og er netop blevet genudgivet på dansk. Det fejrer vi og viser Luchino Viscontis filmatisering fra 1971. Filmen introduceres af Morten Dyssel Mortensen, formand for Det Danske Thomas Mann Selskab.

Onsdag den 21. november kl. 21.00.

Filmværkstedet præsenterer – Workshop Festival
Kom til premiere på en række af Filmværkstedets nyeste film. Filmværkstedet støtter både større og mindre filmproduktioner, med dét hovedformål at fremme eksperimenterende filmkunst og talentudvikling. Workshop Festival er en enestående mulighed for at se, hvad dansk films unge talenter har at byde på. Denne gang er der fire film på programmet; tre kortfilm og en dokumentarfilm.

Onsdag den 28. november kl. 19.00-23.30. Fri entré.

Friday Late Night – ’Beware of Mr. Baker’
Hvis navnet Ginger Baker ikke lige ringer klokker, så, ja….så smadrer han dig! Jazz- (og Cream-) trommeslageren, der opfandt arketypen på en rock-bokser, lever op til devisen om at rødhårede mennesker har heftigt temperament. Det må dokumentaristen Jay Bulgur sande da han – efter første forsøg på at finde manden – må forlade stedet med en brækket næse. Heldigvis lykkes det ham til sidst. Via det medrivende arkivmateriale får vi scener af den virtuose djævel i topform så vel som junkien i frit fald.

Fredag den 2. november kl. 21.45. Med happy hour-bar og powerock dj fra kl. 20.00.

Rolling Stones 50 år – ’Charlie is my Darling’ restaureret
Skulle det være undsluppet nogens opmærksomhed, så fylder ”verdens største rock ’n’ roll-band” rundt. I den anledning slår Cinemateket dørene op for en helt særlig biografvisning af den forlængede, nyrestaurerede udgave af filmen ’The Rolling Stones Charlie is my Darling – Ireland 1965’; en dokumentar skudt på en weekend-turné i Irland, få uger efter at bandet fik dets store gennembrud med no. 1-hittet ’(I Can’t Get No) Satisfaction’.

Mandag den 12. november kl. 21.45. Med bar fra kl. 20.00.

Psych-Out! – ’The Illustrated Man’ + ’Rædselshuset’
Horror-auteuren Tobe Hooper (Motorsavsmassakren, m.m.) forvandler i ’Rædselshuset’ et omrejsende tivoli til en slagtehal. I klassisk ’Twilight Zone’-stil, indeholder ’The Illustrated Man’ tre fortællinger bygget på noveller af sci-fi-mesteren Ray Bradbury. Som taget ud af et freakshow har vi manden med tatoveringer over hele kroppen, der binder det hele sammen.

Torsdag den 22. november kl. 19.30. Bar og psykedelisk rejsegrammofon i pausen.

Mest for børn

Børnebiffen – film for de små
Der er gratis adgang til alle film på hverdage. I weekenden, på helligdage og i ferier tilbydes Børnebiffen til en pris af blot 10 kr. Børnebiffen er et gratis tilbud til dagsinstitutioner. Vær opmærksom på de enkelte programmers anbefalinger om alder – og på, at film sætter følelser og tanker i gang, som det kan være vigtigt at tale om. I november viser vi bl.a. ’Desmonds æbletræ’, ’Cirkeline – Sofus på eventyr’ og ’Sådan er søskende’-serien.

Serien (5 kortfilm-serier) vises hele november

Bio min Bio – mød den ægte 'Gummi Tarzan' og en animations-instruktør
I Bio Min Bio viser vi to søndage om måneden familie-klassikere og nye film, der henvender sig til børn og barnlige sjæle. I denne måned har vi valgt titlerne i samarbejde med Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber (DaBUF), der fejrer 60 års jubilæum. Oplev ’Gummi Tarzan’, der længe har ligget højt på filmklubbernes favoritliste, og mød Alex Scheunchen, der spillede Gummi Tarzan i 1981. Mød ligeledes instruktøren bag den flotte animationsfilm ’Den kæmpestore bjørn’, Esben Toft Jacobsen.

Søndag den 18. november kl. 14.00: ’Den kæmpestore bjørn’

Søndag den 25. november kl. 14:00: ’Gummi Tarzan’.

Tid: November måned
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K.
Billetter: Online og på tlf.3374 3412

Pris: Normalpris er 40 kr. for medlemmer og 65 kr. for ikke-medlemmer.