Cinemateket i april

PROGRAM. Japanske kultklassikere, Hitchcock highlights, premiereaktuelle Lynne Ramsay og ikke mindst CHP PIX. Programmet for Cinemateket i april er landet.

I Cinemateket i april kan du:

  • Følge i hælene på CPH PIX, som indtager København fra den 12. til den 29. april med film, foredrag og instruktørbesøg ad libitum. I Cinemateket er der hele 48 farverige festivaltitler på plakaten under serier som "Forbudsdanmark" med et kig på det filmisk forbudte herhjemme og "Seriously funny", der sætter jagten ind på den moderne komedie. Desuden får den italienske mesterinstruktør Carmelo Bene sin helt egen serie.
  • Dyrke Hitchcocks mesterværker fra 1940'erne og 50'erne, som blandt andet tæller "Rebecca" og "Berygtet", hvor Hitchcock perfektionerer melodramaet og thrilleren på en og samme tid, mens "I tvivlens skygge" og "Farligt møde" er grumme studier i sociopati.
  • Se en række japanske kultklassikere fra Art Theatre Guild of Japan, der blev samlingssted for japansk kunst- og auteurfilm 1961 og med sin eksplosion af energi fik en afgørende rolle i den japanske filmhistorie.
  • Opleve Lynne Ramsays utraditionelle fortællinger om sorg, skyld og dødens eftervirkninger i instruktørens første to spillefilm, "Ratcatcher" og "Undervejs", i forbindelse med premieren på "Hvad med Kevin?".
  • Blive en stærk filmoplevelse rigere med Månedens Film "Bullhead".

Derudover byder Cinemateket på en masse særarrangementer: oplev blandt andet Neil Young til Friday Late Night, Dansens Dag med prisoverrækkelse, Søren Ulrik Thomsen-special med City Slang Redux og Anne Wivel, Eva Mulvad og Ib Bondebjerg i samtale om den danske portrætdokumentar. Samt meget mere.

\\ Det trykte program
\\ Oversigt over alle serier i april
\\ Oversigt over alle særarrangementer i april
\\ Cinemateket på Facebook