Dansk reklamefilm hædret

PRISER. Det danske modemærke Jack & Jones' reklamefilm med Hollywood-stjernen Christopher Walken har vundet en prestigefuld Grand Prix ved den globale prisuddeling Epica Awards.

Det vakte en del opsigt, da det danske modemærke Jack & Jones hyrede den anerkendte Hollywood-skuespiller Christopher Walken til at reklamere for deres Premium-brand. I kampagnen "Made From Cool" optræder Christopher Walken i en række reklamefilm som en gådefuld skrædder med overnaturlige kræfter.

Valget af skuespilleren og det kunstneriske greb har nu sikret Jack & Jones og reklamebureauet &Co en prestigefuld Grand Prix i kategorien film ved den internationale prisuddeling Epica Awards.  

Epica Awards uddeler priser, Epica D'or, i flere kategorier indenfor reklame- og kommunikationsbranchen. Den mest prestigefulde pris, Grand Prix, bliver uddelt til de bedste bidrag indenfor fire hovedkategorier: film, tryk, udendørs og interaktive reklamer.

Det er andet år i træk, at en dansk reklamefilm har vundet Grand Prix i filmkategorien. Sidste år løb M2Film, Thomas Falkenberg og Midttrafik med den fornemme pris for reklamefilmen "Bussen".

To andre danske kampagner modtog priser i år. Reklamebureaet Robert/Boisen & Like-minded og Anthon Berg vandt en Epica D'or i kategorien "Mad og drikke" for den interaktive kampagne "The Generous Upgrader" i kategorien "Mad og drikke, mens reklamebureauet Lowefriends og Nørregade Bolcher vandt for reklamefilmen "Nørregade Bolcher" i kategorien "Konfekt og snacks".

"Made From Cool" vandt desuden endnu en pris, Epica D'or i kategorien "Tøj, sko og accessories".

Se reklamefilmene "Made From Cool"