På den internationale scene har dansk film hentet et godt stykke over 100 priser i år indtil nu. På fire af Europas vigtigste filmfestivaler blev det til i alt fem priser. Shahrbanoo Sadat vandt hovedprisen i programmet Directors' Fortnight i Cannes for "Wolf and Sheep" og Trine Dyrholm en Sølvbjørn i Berlin for bedste kvindelige skuespiller for sin rolle i Thomas Vinterbergs "Kollektivet".
I Venedig vandt Andreas Dalsgaard og Obaidah Zytoons dokumentarfilm "The War Show" hovedprisen på Venice Days, og Gudmundur A. Gudmundssons dansk-islandske spillefilm "Heartstone" modtog en Queer Lion for bedste film med et LGBT-tema. I november modtog Sine Skibsholts dokumentarfilm "Dem vi var" prisen for bedste debutfilm på IDFA Filmfestival i Amsterdam.
I Hollywood nåede Tobias Lindholms "Krigen" og Joshua Oppenheimers "The Look of Silence" i februar hele vejen til den røde Oscar-løber, og sidst på året blev Martin Zandvliets "Under sandet" og Aske Bangs kortfilm "Silent Nights" shortlistet i Oscar-kapløbet for 2017. Om det bliver til Oscar-nomineringer har vi endnu til gode at erfare. "Under sandet" har i 2016 vundet ikke mindre end 22 priser – senest tre priser ved European Film Awards den 10. december.
Spillefilmdebutanterne indtog også festivalscenen i år. I Moskva tog Puk Grastens "37" stikket hjem som bedste instruktør og kritikerfavorit, mens Gudmundur A. Gudmundssons "Heartstone" fik en flot start i Venedig og herefter har vundet 12 priser yderligere. Christian Tafdrups "Forældre" fejrede verdenspremiere på Tribeca Filmfestivalen i New York og Rasmus Heisterbergs "I blodet" på Nordamerikas største filmfestival i Toronto.
"At danske film har været flot repræsenteret på verdens top-festivaler som Sundance, Berlin, Cannes, Venedig, Toronto og IDFA i Amsterdam i år, viser med klarhed den anerkendelse vores film møder ude i verden. At det også er blevet til fine priser samt Oscar-nomineringer og -indstillinger understreger blot styrken af filmene og vores anseelse," siger festivalkonsulent på Det Danske Filminstitut, Lizette Gram Mygind.
Det er i skrivende stund blevet til 128 internationale priser til dansk film. Halvdelene er vundet af spillefilm, 39 af dokumentarfilm og 24 af kortfilm. En enkelt ærespris, som Susanne Bier vandt i Göteborg, blev det også til.
Priserne er fordelt på ikke mindre end 44 forskellige titler.
Overblik over internationale priser
Bemærk at man kan zoome ind på kortet