Olsen-Banden får nu premiere som animationsfilm for hele familien. Det bliver den første danske film i 3D.
Olsen-Banden dukkede første gang op i de danske biografsale i 1968 og er i tidens løb blevet til ikke mindre end 13 film, en julekalender, en "junior"-udgave og en musical.
I "Olsen-Banden på de bonede gulve" forsøger banden at stjæle H.C. Andersens originale fjerpen fra det Danske Export Museum. Men Statsministerens spindoktor har narret dem, og Egon må en tur bag tremmer. Da han kommer ud igen, har han traditionen tro en plan, og så går turen til både Valby, Christiansborg og Metroen.
Manuskriptforfatter Nikolaj Peyk har opdateret Olsen Banden til nutidige forhold, så der er blevet plads til friværdi, samtalekøkkener og spindoktorer. Egon, Benny, Kjeld og Yvonne er stadig de samme – de har dog fået nye stemmer af Martin Buch, Nicolaj Kopernikus, Esben Pretzmann og Annette Heick.
Jørgen Lerdam har instrueret, og Tomas Radoor og Thomas Heinesen har produceret for Nordisk Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.