TV 2's nye dramaserie "Dicte" sendes i 10 afsnit over de følgende mandage. Baseret på bestseller-forfatteren Elsebeth Egholms populære romaner følger man krimireporteren Dicte Svendsens liv i Aarhus. I hovedrollerne ses Iben Hjejle som Dicte og Lars Brygmann som politiefterforskeren Wagner. Desuden medvirker Lene Maria Christensen, Lærke Winther, Lars Ranthe, Peter Schrøder, Dar Salim og Ditte Ylva Olsen.
Journalist Dicte Svendsen flytter med sin teenagedatter til Aarhus. Egentlig for at starte på en frisk efter skilsmissen fra Roses far, men for Dicte bliver gensynet med hjembyen også et møde med spøgelser fra fortiden, hvor især mindet om en opvækst som Jehovas Vidne og den søn, hun bortadopterede som ung, tynger.
Dicte bliver ansat som kriminalreporter på Dagbladet. Jobbet får en stor plads i hendes liv, og Dictes ihærdighed skaber jævnligt konfrontationer med politiets hovedefterforsker, John Wagner.
Serien er instrueret af Jannik Johansen, Charlotte Sachs Bostrup og Kasper Barfoed med manuskript af Dorte W. Høgh og Ida Maria Rýden.
"Dicte" er produceret af Christian Potalivo, Peter Bose og Jonas Allen for Miso Film med støtte fra Public Service Puljen ved Det Danske Filminstitut. Der er yderligere givet udviklingsstøtte til sæson 2.
1. afsnit sendes mandag den 7. januar kl. 20.00 på TV 2.