Mens de jævnaldrende piger i Sepidehs landsby i det sydlige Iran sover i nattetimerne, er hun udenfor under himlen sammen med især drenge i et mørke kun oplyst af måne og stjerner. Fra hun var en stor pige, har Sepideh haft en ambition om at drive det vidt inden for fysik og astronomi – ligesom videnskabsmanden Albert Einstein, der er hendes store forbillede.
Da instruktør Berit Madsen, der også er uddannet antropolog, første gang hørte om en astronomifestival i en fjern iransk provins, vidste hun, at hun måtte undersøge historien.
''Jeg er iransk gift, og helt tilfældigt viste min mand mig en aften en artikel om en fysiklærer, der prøvede at samle midler til at bygge et observatorium langt ude på landet i Iran. Der stod, at drenge og piger i området kiggede på stjerner om natten, og det tændte for alvor min nysgerrighed.''
Sammen med sin mand og deres lille datter tog instruktøren til det sydlige Iran. I samme øjeblik Berit Madsen mødte Sepideh, opfangede hun en helt særlig beslutsomhed og klarhed hos den unge kvinde, og da hun endelig hørte hendes historie, var Berit Madsen ikke i tvivl: Hun ville lave en film om netop denne pige.
Ikke en politisk film om en ung muslimsk pige fra et Iran, hvor kvinders udfoldelsesmuligheder kan være meget begrænsede. Instruktøren ville først og fremmest portrættere mennesket Sepideh, hvis historie på enhver international målestok er fascinerende, og på den måde også tegne et anderledes og mere nuanceret billede af Iran.
Syv gange over flere år tog Berit Madsen til Iran for at møde Sepideh og hendes familie og filme dem sammen med et iransk filmhold. Det er blevet til instruktørens hidtil mest omfattende filmprojekt, "Sepideh – Drømmen om stjernerne", en coming-of-age-historie om en helt særlig ung kvinde, der kæmper imod alle odds for at få sin drøm til at blive til virkelighed: drømmen om at blive astronaut og komme tættere på universets hemmeligheder.
Løftet til faren
Sepideh bor med sin mor og bror efter tidligt at have mistet sin elskede far. På farens dødsleje lovede hun ham at blive til noget stort, så han kunne være stolt af sin datter. For arven efter sin far købte hun et mindre teleskop, og med det i favnen ser vi hende drage ud i de kølige og smukt majestætiske landskaber for at undersøge nattehimlen.
Moren er imidlertid nervøs for at have en datter, der strejfer omkring udenfor i de sene nattetimer sammen med drengene. Men især Sepidehs onkler har deres at skulle have sagt om hendes færden og fremtid. Hun skal holde sig fra astronomi og i stedet arbejde i marken, siger de og truer med at dræbe hende, hvis hun overskrider grænsen for god moral – en trussel, som Sepideh må tage meget alvorligt.
Men Sepideh drømmer bare om at svæve i rummet. Ingen af deres trusler, og heller ikke familiens begrænsede økonomiske midler, kan standse hendes bestræbelser på at blive videnskabelig rumforsker. I filmen følger vi, hvordan hun tager kampen op og allierer sig med verdens første kvindelige rumturist, Anousheh Ansari, og hvordan hun kløgtigt og stædigt argumenterer imod sine onkler. På et tidspunkt tager hun endda et opgør med den fysiklærer, som hun ellers har lært så meget af i sine første teenageår.
Selv for Berit Madsen som en voksen kvinde er der stor inspiration at hente i unge Sepideh og hendes tro på, at man kan forandre sit liv:
''Bare det at tage af sted med drenge om natten er jo langt fra det, vi normalt – og med god ret – forbinder med Iran. Det er meget modigt og vildt, det hun gør. Hun er en stædig lille rad, og jeg har stor ømhed og respekt for hende.''
Kære Einstein …
Et vigtigt ledemotiv i filmen er Sepidehs dagbog, som vi med jævne mellemrum hører hende læse op af. Her fortæller hun om sine oplevelser, sine følelser og håb, og hver dagbogspassage indledes med ordene ''Kære Einstein''.
''Jeg vil gerne have, at publikum skal dele min fascination af denne her pige, som ikke har plakater af popstjerner på væggene, men billeder af Albert Einstein med stort, gråt, strittende hår. En violin har hun også fået fat i. Hun har nemlig læst, at Einstein spillede violin, og hun følte, at hun var nødt til selv at lære at spille for at opleve de samme følelser, som Einstein havde. Hun har fundet ud af, at også han var et noget uregerligt barn … For Sepideh er der megen støtte og inspiration at hente i ham,'' fortæller Berit Madsen.
Dagbogen er i det hele taget en særlig oplevelse for publikum at få indblik i, håber instruktøren. "Den er skrevet i et sprog så velformuleret og personligt, at jeg på et tidspunkt sagde til Sepideh, at hvis hun ikke bliver astrofysiker, så kan hun blive forfatter."
''Iranerne har mange ord for det samme fænomen. Sepidehs sprog er blomstrende og metaforisk uden at blive for svævende, og som med alt andet af det, Sepideh siger og foretager sig, kan man også i hendes dagbog mærke, hvordan hendes far og hans død har berørt hende dybt, og hvor meget det betyder for hende at forsone sig med tabet og leve op til hans håb om, at hun skal følge sine drømme. Det er også den udviklingshistorie, som jeg gerne vil skildre: at Sepideh undervejs i filmen vokser og bliver endnu stærkere."
"Sepideh – Drømmen om stjernerne" er produceret af Stefan Frost og Henrik Underbjerg for Radiator Film. Filmen har modtaget støtte fra Det Danske Filminstitut.
Filmen kan ses i DOXBIO onsdag den 2. oktober.
Se mere på doxbio.dk