Danske Lea Glob og brasilianske Petra Costas hybriddokumentar "Olmo and the Seagull" tager den 7. september på biografturné i otte danske byer. Se tourplanen nederst på siden.
"Olmo and the Seagull" følger det succesfulde skuespillerpar Olivia (Olivia Corsini) og Serge (Serge Nicolaï), der arbejder på det legendariske teater Théâtre du Soleil i Paris. Olivia bliver meget pludseligt tvunget til at afbryde sin karriere på grund problemer i graviditetsperioden, som tvinger hende til at forholde sig i ro i parrets lejlighed, alt imens Serge arbejder videre med forestillingen på teatret. Selvom Olivia glæder sig til at blive mor, opstår der også følelser af afmagt og jalousi på hendes kærestes forsatte liv ved teatret og en frygt for fremtiden.
"Det er meget få film som har udforsket graviditet som en del af en historie på det store lærred. Jeg kan selv kun komme i tanke om 'Rosemarys baby.' Måske er det fordi, der i den forholdsvis korte filmhistorie ikke har været så mange kvindelige instruktører?" siger Lea Glob. "Jeg håber, at filmen kan være med til at åbne for nogle af de dilemmaer, man støder på som moderne par og moderne menneske, og at kvinder måske kan få lov til at italesætte nogle af de her 'tabuer' omkring angsten for at miste karriere, frihed, og lighed, når det gælder transformationen fra at være kvinde til at blive mor."
Lea Glob og Petra Costas samarbejde begyndte i 2012 i CPH:DOX' internationale talentudviklingsprogram DOX:LAB, som sætter to unge instruktører fra forskellige dele af verden sammen.
En tidligere version af filmen blev vist på CPH:DOX i 2014, hvor den vandt NORDIC:DOX AWARD, og Lea Glob modtog talentprisen Reel Talent Award. Filmen vandt for nylig Den Unge Jurys Pris for bedste film i Cineasti del Presente sektionen på den schweiziske festival Locarno Film Festival.
"Olmo & The Seagull" er Lea Globs første film i spillefilmslængde. Filmen er produceret af Charlotte Pedersen for Zentropa med støtte fra Det Danske Filminstitut.
Tourplan
Filmen rejser på turne i de danske biografer med start den 7. september. Efter visningerne vil der være Q&A's med personer fra teatermiljøet om bl.a. moderskab og karriere og livet ved teatret.
Holstebro
SCALA BIOGRAF, Man. 7. Sep. Kl.16:30
Med skuespillerinde og projektudvikler Roberta Carreri og skuespiller, musiker og instruktør Kai Bredholt, Odin Teatret.
Viborg
BIOGRAFCENTER FOTORAMA, Man. 7. Sep. Kl. 18:30
Med næstformand i Viborg Teaterforening, Bent Kvisgaard og skuespillerinde Roberta Carreri fra Odin Teatret.
Aalborg
BIFFEN ART CINEMA Tirs. 8. Sep. Kl. 16:30
Med skuespillerinderne Vibeke Hastrup og Kristine Elmedal Johansen.
Aarhus
NORDISK FILM BIOGRAFER Tirs 8. Sep, Kl. 19.00
Med instruktør Lea Glob og skuespillerinden Sara Hjort Ditlevsen.
København
GRAND TEATRET Ons 9. Sep. Kl. 16:40
Med skuespillerinde Molly Blixt Egelind.
Vordingborg
BIOGRAFCAFEEN Ons 9. Sep. Kl. 19:30
Med kunstnerisk leder og instruktør Nullo Facchini og Siri Facchini Haff, performer og projektudvikler ved Cantabile 2.
ODENSE
CAFE BIOGRAFEN Søn. 13 Sep. Kl. 17.00
Med skuespillerinderne Githa Lehrmann og Natalí Sand Vallespir,
KOLDING
NICOLAI BIO Søn. 13 Sep. Kl. 19.30
Med skuespillerne Maja Juhlin og Frank Thiel, Mungo Park Kolding.